Det er så nemt og populært at snakke om varme og kolde hænder, og i den forbindelse bliver DDKM næsten altid nævnt. Men kære læger: DDKM er et fælles projekt, og vi lytter til, hvad I siger.
Sundhedsstof er godt nyhedsstof. Vi har alle sammen været i kontakt med sundhedsvæsenet, og vi har alle sammen haft pårørende, der har været syge. Der er stærk identifikation, for vi er i en sårbar situation, når vi er i kontakt med væsenet, uanset om vi kommer med en nedgroet tånegl eller en kræftsygdom. Det handler om vores liv og vores integritet, og vi bliver alle lidt magtesløse, når det gælder vores helbred eller mangel på samme.
Det er nemt at komme i mediegabestokken, når man arbejder med sundhed. Den sårbare patient versus det store kolde system er en god historie.
Derfor er det nemt at komme i mediegabestokken, når man arbejder med sundhed. Den sårbare patient versus det store kolde system er en god historie. Medierne kan sjældent fordøje og videreformidle de mange små nuancer, der er i spil, når et behandlingsforløb går galt.
Faktaboks
Det er også nemt at oppiske en forarget stemning ved at sige, at de kolde hænder stjæler tiden fra de varme ude på sygehusene og i almen praksis. For enhver kan da forstå, at det er bedre, at lægen og sygeplejersken sidder på sengekanten end foran computeren
Alle, der er inden for væsenet, ved, at der ville opstå kaos og livsfarlige situationer både på kort og langt sigt, hvis man ophørte med at registrere, dokumentere, føre journaler, skrive procedurer, indberette til databaser etc.
Uenigheden internt kan så handle om, hvor meget der skal til. DDKM er i orkanens øje, og vi har for så vidt selv anbragt den der. Vi ved nemlig godt, at første version af DDKM var en stor mundfuld, og at den krævede mange arbejdstimer. Også blandt klinikerne. Vi vil faktisk endda påstå, at hvis der var nogen, der havde kolde hænder, så blev de ret varme, mens det gik hårdest til … Men vi ved også, at man rigtig mange steder i dag er trygge ved, at slidte og forstoppede ringbind med forældede instrukser, som ingen alligevel læste, er erstattet med ajourførte hjælpeværktøjer til det kliniske personale, og at behandlinger og forløb er blevet mere strømlinede og sikre.
Akkrediteringen af de danske sygehuse er nu med anden version af DDKM nået ind i næste fase, hvor dokumentgrundlaget er på plads, og kvalitetsforbedringstankegangen er blevet en del af hverdagen. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle krav til dokumentation bortfalder. Meget skal fortsat dokumenteres af hensyn til kommunikation mellem medarbejdere fx ud fra patientsikkerhedsmæssige synspunkter og af medikolegale hensyn såsom kvittering for prøvesvar.
Men når vi kommer på survey, vil vi i langt højere grad se på, om man lever op til intentionen med standarderne end på, om der kan påvises en formel mangel. Omvendt vil vi også reagere, hvis noget formelt opfylder ordlyden, men reelt ikke opfylder intentionen. Et konkret eksempel: Der er et krav om, at der skal kvitteres for modtagne prøvesvar. Her vil vi ikke se på, om der kan forevises kvitteringer på ark med laboratorieudskrifter, men på, hvordan man bruger kvitteringen til at sikre, at prøvesvar ikke overses.
Sygehusene tog DDKM til sig, da modellen blev lanceret, og der er blevet arbejdet seriøst og målrettet. Man har villet gøre det så godt som muligt. Det indebærer en risiko for, at man næsten kan komme til at overopfylde, hvad angår især dokumentdelen af DDKM. Vi vil gerne opfordre til, at I tager diskussionen derude, hvis I synes, jeres dokumentations- og registreringsbyrde i forhold til DDKM er blevet for stor. Vi håber, I vil glemme de nemme overskrifter om varme og kolde hænder for en stund, Sæt jer i stedet ned sammen på afsnitsniveau, afdelingsniveau og på sygehusniveau, læs standarderne, og drøft, om det nu alt sammen er nødvendigt. Eller om I sagtens kan leve op til intentionerne bag modellen på en smidigere og mere meningsfyldt måde.
