Tidens politiske trend i sundhedsvæsenet er et ønske om ensartethed. Et ønske, der kan være ganske forståeligt, når man tilstræber et kontrollerbart sundhedsvæsen, men som har en bagside i form af reduceret fleksibilitet og dårlig udnyttelse af de personlige ressourcer.
Tidens politiske trend i sundhedsvæsenet er et ønske om ensartethed. Ensartethed i hvilke ydelser, der stilles til rådighed for patienterne, og ensartethed i, hvordan de stilles til rådighed. Et ønske, der kan være ganske forståeligt, når man tilstræber et kontrollerbart sundhedsvæsen og målbare indikatorer for effektivitet, men som har en bagside i form af reduceret fleksibilitet og dårlig udnyttelse af de personlige ressourcer.
Ønsket om ensartede forhold ses både i de udrednings- og behandlingstilbud, patienterne gives i hospitalsvæsenet og i den behandling, man efterfølgende ønsker, patienterne skal modtage i det nære sundhedsvæsen hos de praktiserende læger. Der bruges mange mandetimer på udvikling og implementering af omfattende nationale retningslinjer, behandlingsvejledninger og forløbsprogrammer, hvor det i detaljer er beskrevet, hvorledes patienter med en given lidelse skal udredes og behandles.
Hvis alle praktiserende læger blev pålagt at have samme virksomhedsfaciliteter og besidde de samme faglige kompetencer, vil standarden nødvendigvis blive en uambitiøs fællesnævner.
Samtidig er der et klart politisk ønske om, at almen praksis i højere grad skal præsentere sig som klinikker, der kan byde på det samme med hensyn til blandt andet lægernes faglige kompetencer; hvad personalet kan klare; hvilke undersøgelser klinikken kan tilbyde; hvor fleksible åbningstiderne skal være; hvor tilgængelig klinikkerne er for handikappede; og hvordan klinikkerne indretter sig i forhold til patientsikkerhed. Med andre ord ønsker man en praksissektor, hvor ydelserne og rammerne er ligeså standardiserede, som de tilstræbes at være i hospitalssektoren.
Sådan er det heldigvis ikke endnu, og måske bør politikerne besinde sig en ekstra gang, før man tromler videre over praksissektoren med krav om ensartethed og standardisering af lægeklinikkerne i alle udkroge af landet, fordi man ønsker at have ”styr på lægerne”.
Det nære sundhedsvæsen i Danmark er baseret på et mangeårigt tæt samarbejde mellem det offentlige sundhedsvæsen og mange små privatdrevne lægevirksomheder af forskellig størrelse og beskaffenhed rundt omkring i landet. Klinikkerne er aktuelt indrettet meget forskelligt, hvilket både afspejler den enkelte læges personlighed, faglige kunnen og de demografiske betingelser, der er realiteten i området. Nogle læger arbejder bedst alene, andre trives bedre med flere samarbejdspartnere.
Der er store geografiske forskelle på, hvor let det er for praktiserende læger at henvise til andre specialers ekspertise. I visse yderområder af landet er adgangen til praktiserende speciallæger særdeles begrænset, og der kan være meget langt til nærmeste hospitalsfaciliteter, hvorfor lægerne dér skal kunne udrede og behandle mere syge patienter, end storbylægerne har brug for. Det er derfor oplagt for læger i disse områder at have flere tilgængelige parakliniske undersøgelser og udbyde flere mulige behandlinger i deres klinikker. Denne tilpasning til de lokale forhold tager den enkelte lægeklinik ansvaret for under hensyntagen til, hvad der giver mindst gene for patienterne og størst arbejdstilfredshed for lægerne.
Lægerne har desuden varierende specialkompetencer. Alle praktiserende læger har en grundlæggende basisviden om det meste og er klædt på til at kunne tage sig af den brede vifte af henvendelser, som er en realitet i almen praksis. Men ud over dette har praktiserende læger forskellige specielle nicher, hvor de i særlig grad udmærker sig. Nogle har f.eks. særlig interesse for sportsskader, andre for hjertelidelser og nogle igen for mere avancerede samtaleterapiformer osv. For mange kan disse specialinteresser skifte gennem et arbejdsliv, og de medvirker til at fastholde arbejdsglæden i hverdagen. På grund af det frie lægevalg, vil patienterne i en vis grad vælge læge blandt andet efter lægens specialkompetencer og personlighed.
På grund af den beskrevne diversitet og de enkelte lægers motivation for gøre en ekstra indsats på udvalgte områder, får man udnyttet lægernes potentiale bedst muligt og opnår derfor en nær ved optimal ressourceudnyttelse i praksissektoren, hvilket er en medvirkende årsag til, at praksissektoren er både effektiv og billig i sammenligning med lande, der har en offentligt drevet praksissektor.
Lad os forestille os en situation med krav om en fuldstændig ensartet praksissektor: Hvis alle praktiserende læger blev pålagt at have samme virksomhedsfaciliteter og besidde de samme faglige kompetencer, vil standarden nødvendigvis blive en uambitiøs fællesnævner.
Faktaboks
Alt andet lige vil en fælles standard nemlig skulle fastsættes efter de realistiske muligheder, der findes for, at alle kan løfte opgaven. En fælles standard vil muligvis bedre behandlings- og udredningstilbuddene i enkelte praksis. Bivirkningen vil dog være, at tilbuddene mange andre steder vil blive dårligere og mindre fleksible.
Der sker desuden noget psykologisk med selvstændigt tænkende mennesker, når man i skemaform opstiller fastlåste krav til dem om, hvordan deres arbejdsfunktion skal varetages. Gradvist vil indfrielse af de opstillede krav blive til den nye norm for, hvornår man har gjort sit arbejde eller udfyldt sin funktion ”godt nok”. Fokus bliver rettet mod at opfylde standarden, og innovativ nytænkning tenderer til at blive nedprioriteret, fordi der ikke er belønning for at udvikle andre ideer, tanker og kvaliteter, end de indikatorer, der er fremhævet i de centralt udstukne retningslinjer for korrekt funktionsvaretagelse. Sådan er det også med virksomhedsdrift. Rigide rammer begrænser den enkeltes oplevelse af at føle sig særligt forpligtet til og motiveret for at yde en ekstra indsats.
Når nytænkning og selvstændig ideudvikling ikke næres eller værre endnu, når mulighederne for at udvikle individuelle driftsløsninger besværliggøres i urimelig grad, vil det medføre, at de mest entreprenante og effektive læger enten bliver begrænsede i deres ressourceudnyttelse eller vælger at skifte til andre erhverv med en større handlefrihed. Begge dele oplagte tab for praksissektoren.
Det lader sig ikke gøre både at have en fuldt standardiseret praksissektor og samtidig beholde den nuværende effektive fleksibilitet og dynamiske demografitilpasning.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
