Overenskomst for almen praksis fra 2014 introducerede et nyt fænomen, decentralisering af centrale overenskomstydelser. Det kan der siges meget om, men den korte version er, at fænomenet er et fejlskud, der eskalerer den eksisterende ulighed i sundhed for patienterne, giver unødigt bureaukrati i kommuner og regioner og undergraver fundamentet under de praktiserende læger.
Overenskomst for almen praksis fra 2014 introducerede et nyt fænomen, decentralisering af centrale overenskomstydelser. Det kan der siges meget om, men den korte version er, at fænomenet er et fejlskud, der eskalerer den eksisterende ulighed i sundhed for patienterne, giver unødigt bureaukrati i kommuner og regioner og undergraver fundamentet under de praktiserende læger.
Overenskomsten åbner op for, at man kan flytte ydelser vedrørende samtaleterapi og sygebesøg ud af den centrale overenskomst til regional genforhandling samtidigt med, at økonomien til disse ydelser vil skulle flyttes fra den centrale økonomiramme og udlægges til regional styring og kontrol.
Når det alligevel bliver afstemt i tværregionale fora, hvorledes politikken skal være og hvilke rammer, der skal indgås aftaler under, hvorfor så ikke bare erkende, at centrale aftaler er mere hensigtsmæssige for alle i et så lille land som Danmark?
Tanken bag har angiveligt været, at kommunerne skulle have indflydelse på ydelsernes udformning og indhold. Et andet argument har været, at man regionalt har nogle forskelle i befolkningssammensætning og –tæthed samt i det omgivende sundhedsvæsens strukturer, der skulle tilsige, at regionale forskelle i disse to ydelser ville være en fordel. I udgangspunktet sympatiske ambitioner.
Man har fra Danske Regioner været så ivrig efter at få flyttet ydelserne samtaleterapi og sygebesøg ud af den centrale overenskomst, at man har betinget sig denne udflytning af ydelserne, før der på nogen måde kan blive tale om at forhandle økonomi til nye tiltag affødt af blandt andet praksisplaner og sundhedsaftaler. En rigid tilgang, der i realiteten forhindrer, at der indgås gode lokale aftaler til glæde for alle parter, så længe de praktiserende læger ikke har fundet det attraktivt nok at fragmentere den centrale overenskomst.
Der er lagt mange arbejdstimer i at udarbejde regionale sundhedsaftaler og praksisplaner, som lægger op til en ambitiøs udvikling af samspillet mellem almen praksis, kommuner og sygehuse. Alle implicerede parter er interesserede i at gøre sundhedstilbuddene bedre og mere tidssvarende i de fem regioner. Alligevel er der ingen udvikling i sagerne, fordi parterne ikke kan blive enige om, hvorvidt PLO´s centrale overenskomst vedrørende de omtalte ydelser skal udlægges til regionalt anliggende. Kommunerne får ikke løst deres stigende problemer med lægedækningen, og ingen er tilfredse.
Set fra et patientperspektiv er der ikke meget ræson i, at tilbuddet om at kunne få samtaler hos egen læge skal afhænge af, om man bor i Køge eller Frederikshavn. På samme måde med sygebesøg: Hvorfor skal muligheden for at få sygebesøg ikke være den samme for patienter i hele landet?
Samtaleterapi og sygebesøg er universelle ydelser, som vores patienter bør have samme rettigheder til at modtage, uanset hvor i landet, de har valgt at bosætte sig.
Regionale forskelle i tilbuddet om samtaleterapi og sygebesøg vil eskalere den ulighed i sundhed, vi allerede oplever i dag.
Fra de praktiserende læger synsvinkel er den omtalte trend med, at man ønsker et stigende antal sundhedsydelser aftalt regionalt, hverken rationel eller ønskværdig.
I stedet for at man centralt har ét stærkt sekretariat med juridisk bistand samt forhandlingsteknisk rutine og kompetence, har man nu i vores lille organisation med knapt 3500 læger været nødsaget til at opruste de regionale sekretariater med både økonomiske og juridiske kompetencer, ligesom man bruger et stigende antal tillidsmandstimer på regionale arbejdsgrupper, møder og forhandlingsudvalg. Den nye måde at strukturere vores organisation på er omkostningstung; kontingenterne stiger for at dække udgifterne til det øgede antal regionale opgaver.
Herudover er det en ulige arena, der forhandles i. Hvor PLO som anført er en lille organisation med begrænsede muligheder for sekretariatsmæssig oprustning, er de fem regioner store bureaukratiske mastodonter med en tilsyneladende uudtømmelig pool af sekretariatsmedarbejdere, hvis tid kan allokeres til at udfærdige en lind strøm af dokumenter efter behov.
Bag kulisserne sker der et koordineringsarbejde, både i regioner, kommuner og PLO. De fem regioner afstemmer helt tydeligt deres politik og deres forhandlingsstrategier med hinanden. Det samme gør kommunerne i deres bagland. PLO er ingen undtagelse. Ingen regioner, kommuner eller regionale PLO afdelinger ønsker at stå tilbage med dårligere forhold eller aftaler, end der indgås i de andre regioner. Der bruges mange timer på dette koordinationsarbejde.
Faktaboks
Cirklen slutter sig. Når det alligevel bliver afstemt i tværregionale fora, hvorledes politikken skal være og hvilke rammer, der skal indgås aftaler under, hvorfor så ikke bare erkende, at centrale aftaler er mere hensigtsmæssige for alle i et så lille land som Danmark?
Et ønske til næste overenskomst er, at PLO som samlet organisation kan blive enige om, at vores centrale overenskomst ikke skal udhules med yderligere aftaler om mulig eller tvungen decentralisering af de ydelser, vi ønsker at tilbyde vores patienter uafhængigt af, hvilken region vi befinder os i.
Vi skal have en solid og bred overenskomst, der giver gode og basale tilbud om lægebetjening til vores patienter i hele landet. Vi bør bruge vores ressourcer fornuftigt, dvs. arbejde for, at det ikke fremover er nødvendigt at udbygge de regionale sekretariater yderligere. Naturligvis skal der kunne indgås lokale aftaler, der kan supplere den centrale overenskomst på en måde, der kan være en gevinst for de implicerede parter og for patienterne. Men de helt basale lægeydelser, som alle borgere i landet skal kunne have gavn af, bør aftales centralt.
