Skip to main content

BLOG - Line Soot: Når kontinuiteten bliver ligegyldig

Almenmedicineres store problem i disse dage er til tilsyneladende at få borgere i almindelighed og politikere i særdeleshed til at forstå, hvad praktiserende læger har at byde på, som ingen andre kan tilbyde at klare lige så godt.

7. jan. 2014
4 min.

Almenmedicineres store problem i disse dage er til tilsyneladende at få borgere i almindlighed og politikere i særdeleshed til at forstå, hvad praktiserende læger har at byde på, som ingen andre kan tilbyde at klare lige så godt.

Vi synes, det er besynderligt, at de ikke har forstået det. Men måske er det dog ikke så underligt i virkeligheden, for vi er nok ikke selv tilstrækkeligt bevidste og enige om, hvad dette fantastiske tilbud hos os egentlig går ud på.

Vi kan alle sammen ryste nogle udsagn om kontinuitet og rummelighed ud af ærmet, ja nærmest i søvne. Ved festlige lejligheder kan selv topfolk i PLO og DSAM spinde en fornuftig ende over kontinuitetsbegrebet. Vi får det ligesom bare ikke ud over rampen, så menigmand og politikere også accepterer, at denne kontinuitet og rummelighed er værd at betale for.

Problemet er nok, at vi ikke med handling viser omverdenen, at der faktisk er mere om det med kontinuiteten end bare tom snak. Det bliver på floskelstadiet. Og hvorfor gør det nu det?

Problemet er nok, at vi ikke med handling viser omverdenen, at der faktisk er mere om det med kontinuiteten end bare tom snak. Det bliver på floskelstadiet. Og hvorfor gør det nu det?

Det gør det, fordi vi som fag er inkonsekvente. De politiske vinde går i disse år i retning af tilskyndelse til stordrift og centralisering, også for almen praksis. Mange politikere har hørt om og er faldet på halen for Kaiser Permanente-modellen, hvor tilgængelighed og effektivitet dyrkes som det nye sort på bekostning af den personlige relation og kontinuiteten.

Vi presses fra flere kanter til at afgive vores kontinuerlige kontakt med patienten:

Faktaboks

Fakta

Fra politisk hold giver den aktuelle honorarstruktur incitament til udvikling af stordrift og udlicitering til praksispersonale, ligesom Dansk Sygepleje Råd (DSR) hellere end gerne vil overtage mange af de praktiserende lægers opgaver. Dette på trods af, at de ikke fagligt er lige så godt klædt på til disse opgaver, som de praktiserende læger er.

Vi er også forretningsdrivende, og har derfor et naturligt og nærliggende ønske om at få trukket så god en hyre som muligt hjem til vores virksomhed. Vi er derfor ikke sene til at omlægge virksomhederne efter de gængse politiske vinde, hvis det er sådan, hyren bedst hentes hjem.

Men når vi argumenterer for, at omlægning efter de nye politiske vinde er virkelig godt, ja faktisk bedre end små enheder med personlig kontakt, så mister vi grebet om vores kerneværdier.

Når vi siger, at sygeplejersker lige så godt som praktiserende læger laver smear, kontrol af blodtryk, kontrol af KOL, udfører børneundersøgelser eller behandling af urinvejsinfektioner, så er det ikke en uvæsentlig signalværdi, der sendes. Så har vi dermed sagt, at behandling ved sygeplejerske er lige så gyldig som behandling ved praktiserende læge.

Hvis det er lige gyldigt, om det er den ene eller den anden, der behandler eller kontrollerer patienten, så bliver det hurtigt ligegyldigt, dvs. uvigtigt. Så har vi selv signaleret, at kontinuiteten, som kommer af de mange løbende kontakter mellem læge og patient ikke er vigtig at prioritere.

Det kan godt være, at vi indretter os med alle disse uddelegerede opgaver, fordi det er sådan, vores forretning løber bedst rundt. Men det er ikke ligegyldigt. Det koster en pris. Prisen for således at være opportunistiske gopler, der hurtigst muligt tilpasser os de politiske vinde er, at vores troværdighed ryger fløjten.

Når vi med handling viser, at det er ligegyldigt, om andre end vi selv varetager de løbende kontakter med patienten, da er det mere end optimistisk at tro, at politikere og borgere kan tage vores snak om værdien ved kontinuitet og den personlige relation alvorligt. Når vi ikke selv opfører os som om, det er vigtigt, hvorledes forestiller vi os da, at andre kan tro på, det er vigtigt?

Det svarer til at råde patienten til rygeophør, mens man selv sidder med en pakke Cecil i brystlommen.

Hvordan kan vi argumentere for, at kontinuiteten er værd at betale for, når vi ikke selv prioriterer den og tør at kæmpe for den?