Skip to main content

BLOG - Line Soot: Slut med inhabilitet, nepotisme og lukkethed

PLO har efter repræsentantskabsmøde i november besluttet at nedsætte et demokratiudvalg, som skal se på, om vedtægterne eventuelt kunne trænge til en modernisering i så henseende. Mange emner bør i denne sammenhæng komme med på dagsordenen.

Praktiserende læge Line Soot.
Praktiserende læge Line Soot.
17. jan. 2014
4 min.

PLO har efter repræsentantskabsmøde i november besluttet at nedsætte et demokratiudvalg, som skal se på, om vedtægterne eventuelt kunne trænge til en modernisering i så henseende.

Mange emner bør i denne sammenhæng komme med på dagsordenen:

Interessekonflikter:

Når eventuelle kandidater stiller op til repræsentantskabsvalget, bør visse formalia være opfyldt: Som minimum må man forvente, at et medlem, der skal være med til at afgøre den fremtidige udvikling for almen praksis, har sin primære beskæftigelse (min 50% af samlet arbejdstid) i almen praksis og har medejerskab på minimum 50% af et ydernummer. Det vil medvirke til at sikre, at denne læge reelt arbejder for almen praksis´ interesser, når vedkommende varetager sit tillidshverv.

Desforuden bør vedkommende redegøre for mulige interessekonflikter. Det kan være svært at definere, hvad der eventuelt kan være en interessekonflikt, men udgangspunktet må være, at man nævner alle faktorer, der kunne tænkes at blive omtalt som problematiske. Udgangspunktet er også, at den enkelte i sagens natur ofte ikke selv kan vurdere, om der er tale om en interessekonflikt. Derfor bør der være størst mulig åbenhed omkring forholdene, således at medlemmerne kan tage stilling til disse forhold før en afstemning til repræsentantskabet.

En eventuel interessekonflikt kan opstå, hvis en tillidsmands interesse for at varetage sit arbejde for almen praksis kommer i modstrid med samme tillidsmands øvrige interesser, der både kan være af politisk og økonomisk karakter. Andre forhold kunne tænkes at være familiære bånd.

Habilitet:

Ansættelsesforhold i stat, regioner, kommuner eller medicinalindustri er oplagt at nævne, da et sådant ansættelsesforhold kan tænkes at have indflydelse på den pågældendes habilitet, dvs. evne til at være uvildig i en given situation. En eventuel interessekonflikt kan opstå, hvis en tillidsmands interesse for at varetage sit arbejde for almen praksis kommer i modstrid med samme tillidsmands øvrige interesser, der både kan være af politisk og økonomisk karakter.

Andre forhold kunne tænkes at være familiære bånd, der ligeledes eventuelt kan tænkes at have indvirkning på, om den pågældende kan varetage sit hverv uvildigt.

Familiære relationer er stærke og bør ikke blandes med varetagelse af tillidshverv. Der kan let opstå situationer, hvor medlemmerne kan komme i tvivl om, hvorvidt den familiære relation indvirker på udførelsen af tillidsfunktionen, når disse interesser ikke går i samme retning.

Man kan oplagt og med god ret hævde, at det er uhensigtsmæssigt, såfremt embedsmænd og tillidsfolk står i familiær relation til hinanden i mindre organisationer, da dette meget vel kan tænkes at have indflydelse på både embedsmandens og tillidsmandens arbejde. Afgørelsen om, hvorvidt en personlig relation er betydende for habiliteten, bør altid overlades til medlemmerne, og der bør være fuld åbenhed omkring det.

Fakta

Fakta

Åbenhed:

Når tillidsposter i det repræsentative demokrati fordeles, bør det det ske i fuld åbenhed og efter en veldefineret og demokratisk fremgangsmåde. Forhåndsaftaler bag lukkede døre bør henhøre til fortiden.

Der bør føres referater fra repræsentantskabsmøderne, som skal være frit tilgængelige for medlemmerne. Personsager kan naturligvis anonymiseres eller hemmeligholdes.

Afstemninger i repræsentantskabet bør ikke være hemmelige, da en sådan praksis er uforenelig med et ordentligt repræsentativt demokrati. Medlemmerne bør være bekendt med, hvad repræsentanterne mener og stemmer, således at medlemmerne kan bruge denne viden, når de fremadrettet skal kunne afgøre, om de føler sig godt repræsenteret eller ønsker at stemme anderledes, når der igen skal vælges repræsentanter.

Urafstemninger:

Overenskomster bør sendes til urafstemning blandt medlemmerne. Argumenter imod dette har blandt andet været, at overenskomster er meget kompliceret stof, som medlemmerne ikke forstår indholdet af. Det er vrøvl af værste skuffe. Naturligvis kan medlemmerne sætte sig ind i overenskomststof.

Medlemmerne har alle taget en af landets længste uddannelser og besidder naturligvis de behørige evner til en sådan opgave. Forudsætningen er imidlertid ordentlig information i tide, samt mulighed for at drøfte indholdet og stille spørgsmål til overenskomsten inden afstemningen.

Bestyrelsen kan herefter fremkomme med en anbefaling til medlemmerne vedrørende afstemningen. I langt de fleste tilfælde vil medlemmerne formentlig stemme efter denne anbefaling. Skulle dette ikke være tilfældet, er der formentlig en god grund til det, og i så tilfælde er det repræsentantskabets opgave at finde ud af, hvad konsekvensen af afstemningsresultatet bør være.

Hermed ønskes god arbejdslyst til PLO´s demokratiudvalg.

Habilitet: evne til at behandle en sag uvildigt, dvs. uafhængigt eller upåvirket af egne eller andres interesser, følelser eller meninger.

Interessekonflikt: situation hvor en person, gruppe, organisation eller lignende er involveret i eller ønsker at involvere sig i aktiviteter, som af politiske, etiske eller andre grunde regnes for uforenelige.