Sundhedsminister Nick Hækkerup har klart tilkendegivet i medierne, at der skal sættes ind overfor ulighed i sundhed. Vi er de bedst kvalificerede til at hjælpe sundhedsministeren med det, men med accept af OK14 vil vi ikke have mulighed for at gøre det.
Sundhedsminister Nick Hækkerup har klart tilkendegivet i medierne, at der skal sættes ind overfor ulighed i sundhed. Han har også tydeligt givet udtryk for, at det ikke skal ske gennem forbud og straf, når vi taler om borgere der lever anderledes, end anbefalingerne foreskriver.
Vi skal i stedet nå de sårbare borgere med målrettet kommunikation, der retter sig specifikt mod de særligt udsatte.
Vi er de bedste til at hjælpe sundhedsministeren med lige præcis dette, at individualisere sundhedstilbuddene, så man når ind til den enkelte.
En lille del af Danmarks befolkning koster ualmindeligt meget for samfundet. Det er den samme lille andel, som ikke er modtagelig for den almindelig sundhedsinformation, der henvender sig til den brede befolkning. Denne lille sårbare gruppe opfatter langt hen ad vejen allerede sig selv som udstødte fra det bedre borgerskab, og forholder sig således ikke til de brede sundhedskampagner mod rygning, mod overforbrug af alkohol samt for motion og en sundere kost.
Vedtages overenskomstforslaget, vil man udsulte almen praksis i forhold til muligheden for at udvikle og tilbyde individuelt tilpassede sundhedstilbud.
Det er her, primærsektoren kan have en helt afgørende betydning. Vi har en enestående mulighed for at nå lige præcis denne befolkningsgruppe. Ikke med forbud, ikke med belæring, ikke med skræmmescenarier om tidlig død og elendighed. Men med lydhørhed, accept og rummelighed.
Denne lille men særdeles sårbare og dyre gruppe i samfundet har typisk misbrugsproblemer, sociale problemer og økonomiske problemer at slås med på samme tid. Her hjælper det ikke at sige:
”Ole, du har sukkersyge, hjertesygdom og blodtryksforhøjelse. Du skal komme her hver tredje måned til kontrol, jeg putter dine værdier ind i et pop-up skema, og så regulerer vi din medicin løbende. Du skal tage to piller for blodtrykket, to piller for sukkersygen, en pille for kolesteroltallet, en pille mod uregelmæssig hjerterytme og i øvrigt skal du tabe dig 20 kilo og holde op med at ryge. Bajerne skal du helt holde dig fra, ok? ”
Så er Ole smuttet. Han gider kun tage den forebyggende pille mod urinsyregigt.
Ganske mange patienter kan godt klare en vis grad af systematisk kontrol. Mange kan endda godt lide det. Hvis de er velregulerede for deres lidelser, og der er god compliance, bør de ikke ses alt for ofte. Det er spild af samfundet ressourcer. Det er meget sværere med folk som Ole, der fejler alt muligt, har sit liv imod sig, og som ind imellem heller ikke har de sociale og intellektuelle ressourcer, der skal til for at passe ind i systemet.
Hvis vi skal fange og hjælpe alle dem som Ole, så skal der sættes anderledes ind. Det ved alle praktiserende læger godt. Der skal for det første være tid. På Oles præmisser, vel at mærke. Først og fremmest skal vi have til at lytte til og forså, hvorfor Ole kommer til os. Vi skal finde ud af, hvad Ole selv oplever, han har brug for hjælp til. Hvis vi formår det, og får etableret den basale tillid mellem Ole og lægen, så kommer der måske et åbent vindue, hvor vi kan få lov til at tage hul på nogle af de mange sundhedsmæssige problemer, som vi læger mener, Ole har.
I virkeligheden er det lange seje træk at hjælpe Ole til en erkendelse af, at han selv ønsker hjælp til forandring. Det er ikke nok at politikerne og vi læger ønsker det. Som oftest er det at skyde over mål, at sætte ind overfor det hele på én gang. Grundlæggende er det nødvendigt at hjælpe Ole med at få troen tilbage på, at det nytter noget alt sammen, og at han ikke er ”for evigt tabt”, hvilket mange som Ole oplever i hverdagen. Først da er der hul igennem.
Denne proces tager tid. Ingen af vores patienter er ens, heller ikke de sundhedsmæssigt tungeste patienter. Derfor er et individuelt tilrettelagt sundhedstilbud den eneste vej frem, hvis vi skal kunne sætte ind overfor ulighed i sundhed.
Faktaboks
Det fremlagte overenskomstforsalg vil være en markant drejning i modsat retning.
Vedtages overenskomstforslaget, vil man udsulte almen praksis i forhold til muligheden for at udvikle og tilbyde individuelt tilpassede sundhedstilbud.
Der er i samfundet et vedvarende fokus på opsøgende opsporing og systematisering af kroniske lidelser, hvilket primært er en fordel for de stærkeste i samfundet. Denne strategi er mest givtig overfor dem, der har flest ressourcer. Denne gruppe kommer, når vi indkalder dem, stiller op til de planlagte kontrolbesøg og følger behandlingsplanerne. Det er godt, men det kan ikke stå alene, hvis vi for alvor ønsker at sætte ind overfor ulighed i sundhed.
Overenskomstforslaget lægger en stram økonomisk spændetrøje rundt om praksissektoren. Et stramt økonomiloft uden opgaveloft. Der er endvidere mange overdragelses-opgaver, som ”siver” i en tiltagende strøm fra hospitalssektoren til praksissektoren. Mange opgaver, der er dikteret af andre, men som ikke anerkendes som værende ”nye opgaver” og dermed ikke giver mere plads under økonomiloftet. Disse opgaver tager tid og økonomi fra vores vigtigste opgave, nemlig tiden til den enkelte patient på dennes egne præmisser.
Vi kan ikke påregne at ansætte mere personale, da omsætningen ikke må stige, og personale som bekendt ikke arbejder gratis. Vi kommer altså til at løbe hurtigere for de samme penge og med mere fastlagte arbejdsopgaver.
Den eneste mulighed er derfor at nedprioritere den relevante indsats overfor blandt andet folk som Ole. Han vil blive indkaldt som alle aldre, bevares. Hvis han kommer, vil han få diagnosticeret alle sine problemer, men vi vil ikke have tid eller mulighed for at tilbyde ham det det personligt tilrettelagte sundhedstilbud, som skal til for at Ole ikke bare smutter igen.
Det fremlagte overenskomstforslag vil være et afgørende skridt i den forkerte retning. Siger vi ja til denne aftale, vil det kraftigt reducere vores mulighed for at tilbyde patienterne et individuelt tilrettelagt sundhedstilbud.
Vi er de bedst kvalificerede til at hjælpe sundhedsministeren med sætte ind overfor ulighed i sundhed, men med accept af OK14 vil vi ikke have mulighed for at gøre det.
