2016 var året, hvor vi lagde fakta på intensivafdelingen med svær åndenød utallige gange. For at give 2017 en bedre stafet end den, som 2016 er kommet i mål med, er der grund til at holde fast i, at fakta, tillid, evidens, ekspertise og viden er efterspurgte offentlige goder.
Bob Dylan fik Nobels litteraturpris i 2016, som han imidlertid ser ud til at ignorere – han fjernede hurtigt omtalen af prisen fra sin hjemmeside og sendte i stedet Patti Smith til Oslo for at synge en sang, som hun glemte teksten til. Bob Dylans tvivlrådighed ift. prisen skyldes måske, at dele af hans lyrik igennem en årrække, uden særlig relevans i øvrigt, har været spredt på vilkårlig vis ud over publikationer fra en svensk forskergruppe, uden at nogen (i de første ti år) opdagede det.
Fakta har været stærkt udfordret af en række politikere og bevægelser i 2016. Fakta kan være på grænsen til nytteløse, hvis man ikke forstår, hvilken sammenhæng de er opstået i. Fakta skal diskuteres, men på deres egne præmisser, og det er tit her, at politikere og populister stikker helt af: Nogle opfinder helt nye præmisser, mens andre ophøjer meninger til viden & fakta til partsindlæg. Og så er det, at videnskabsfolk trækker sig – de er ikke vilde med en leg, hvor modparten bestemmer reglerne og ændrer dem, som legen skrider frem.
Fakta havde det hårdt i 2016 og lå på hospice det meste af tiden. Og det er ikke kun politikere, der har udviklet allergi for fakta. Vi almindelige dødelige har det også med at kun at høre de fakta, som vi kan lide.
Forleden kom det frem, at en professor i atomfysik havde fået sit tekstprogram til at til en amerikansk kongres, som til hans skræk blev optaget til mundtlig præsentation. Tidligere lykkedes det en anden forsker at få optaget en artikel til en computerkonference, hvor der stod”Get me off your fucking maillist” 117 gange (du kan se artiklen her, hvis du vil inspireres).
Selv Newton havde problemer en gang imellem, når han fik resultater, der ikke passede med hans teorier, men han fandt en løsning: Hvis resultatet ikke passede, så ændrede han bare lidt på teorien – nogle forskere har senere døbt det en karamelfaktor (fudge factor), men det burde rettelig være en ”fuskefaktor” – andre mener, at det er en helt normal praksis blandt forskere, som sætter dem i stand til at kunne leve med de mange vildfarne resultater, som de får. Man ganger bare en faktor på, og så giver det hele pludselig mening.
Anderledes smukt er det, når forskerens initielt grimme leverpostejsfarvede resultater umærkeligt transformerer sig til smukke resultater, der helt tager opmærksomheden fra deres oprindelse. Det kaldes af samme årsag for puppeeffekten (Chrysalis-effekten): Ved at sammenligne resultater, som de blev præsenteret i ph.d.-afhandlinger, med de senere publicerede artikler, fandt man en fordobling i antallet af videnskabeligt uholdbare konklusioner på de samme data. Vi mangler endnu at se en fordanskning af effekten: gråællingeeffekten. Den må ikke forveksles med teorien om den sorte svane – bare fordi man kun har set hvide svaner og synes, at de er kønne, må man ikke forkaste sin ph.d.-afhandling, når der så pludselig svømmer en sort majestætisk svane forbi.
Sminkede lig er der nok af i forskningsverdenen, men at julemiddage med familien og en ølsnak med vennerne kunne blive ophøjet til fokusgrupper og informanter for en amerikansk forsker, kom nok alligevel bag på de fleste. En kendt valgforsker blev afsløret, ikke af sine forskerkolleger, men af journalister på Associated Press, i at anvende uvidende festdeltagere i selskabelige sammenhænge som forskningsmateriale. I det postfaktuelle samfund ved man aldrig, hvornår man er sig selv, eller hvornår man er et forsøgsdyr.
Selektiv rapportering af forskningsresultater er ikke det samme som videnskabelig svindel, mener nogle forskere. Problemet synes snarere at være en række subtile udeladelser og ubevidste misforståelser eller bevidst blindhed, som forskere kæmper med for at få mening ud af deres resultater. Stephen Jay Gould kalder det en "skohorns"-proces: resultaterne skal passe ned i modellen, og de skal publiceres, men det kræver et godt skohorn, en klap for det ene øje og et par raske håndgreb.
2016 blev også året, hvor hele den videnskabelige reviewproces fik en omgang med sin egen medicin: Den hårde konkurrence, både hvad angår forskningsmidler, publikationsmål og tidsskrifters egne produktionsmål, har skabt en underskov af kortsluttede reviewprocesser, falske reviewere og mafialignende tilstande, fordi alle led i forskningsprocessen styres af volumen i stedet for indhold. 2016 var også året, hvor en hemmelige mandeloge blandt forskere blev afsløret: Mandlige forskere citerer sig selv langt oftere end kvinder. Der sker åbenbart en naturlig selektion af dårlig forskning: For dårlige og ukorrekte forskningsmetoder får lov at bestå, bl.a. fordi der er mekanismer, der faciliterer dem. Forskere får simpelthen et højere udbytte: Jo mere sjuskede de er med metoder, og jo flere der accepterer det, jo lettere er det at få publiceret letbenet forskning uden den store betydning - alle er glade, men det varetager ikke samfundsinteresser i forskning. Et nyere studie blandt psykologiforskere viste, at flertallet havde anvendt tvivlsomme og uacceptable metoder i deres forskning for at få offentliggjort denne forskning.
Mens de fleste forskere kæmper med at få publiceret deres mere og mere finurlige forsøg på at malke aber, rotter og andre patienter for lidt ny viden, så klarede en forsker i 1974 at få publiceret verdens hidtil korteste artikel baseret på egne erfaringer: The unsuccesful self-treatment of a case of ”writers block”, som kun indeholdt overskriften samt forfatterens navn, titel og arbejdssted. Med lidt kreativ tænkning kan man altså sagtens få publiceret hvad som helst uden at skulle snyde, lyve eller gange med en fuskefaktor. Til inspiration kan verdens korteste artikel ses i sin fulde længde her.
Fakta
Fakta havde det hårdt i 2016 og lå på hospice det meste af tiden. Og det er ikke kun politikere, der har udviklet allergi for fakta. Vi almindelige dødelige har det også med at kun at høre de fakta, som vi kan lide, eller også justerer vi lidt på dem, så de passer på det, vi bedst kan leve med. Som Jesper Hoffmeyer skrev i "Overfladens dyb" fra 2012: ”Hos os lyder det typisk: jeg vil se det, før jeg tror det. Problemet med det er dog, at vore sanser i meget høj grad dirigeres af vore forventninger, så i praksis fungerer det omvendt: vi vil tro på det, før vi ser det”. 2016 viste os, at vi bliver bombarderet med nonsens på daglig basis, og at navigere gennem det er en færdighed, som vi må lære. Hvis vi vil bevare et moderne demokratisk samfund, må vi lære at tænke, som forskere gør, for kun de færreste af os har en naturlig og effektiv bullshitradar. Bullshitsnak og faktaresistens er bestemt ikke noget at spøge med. Og især vores børn har svært ved at skelne reklamer fra fakta på internettet.
Som Barack Obama udtrykte det for nylig: "Hvis vi ikke tager fakta alvorligt og kan skelne, hvad der er sandt, og hvad der ikke er, hvis vi ikke kan skelne mellem alvorlige argumenter og propaganda, så har vi virkelig alvorlige problemer”. Han kan så desværre ikke stille op til præsidentvalget igen. Nej, 2016 var året, hvor vi lagde fakta på intensivafdelingen med svær åndenød utallige gange. For at give 2017 en bedre stafet end den, som 2016 er kommet i mål med, er der grund til at holde fast i, at fakta, tillid, evidens, ekspertise og viden er efterspurgte offentlige goder. Som Tracy Brown, direktør for Sense about Science, skriver i BMJ: ”Evidens og ekspertise ligner alt for ofte rådgivning til de vidende snarere end, hvad vi kunne gøre dem til: midler der sætter mindre ressourcestærke i stand til at stille verdens magtfulde til regnskab for ulighed”. Og der er god grund til at holde fast i fakta – også i vore egne rækker. Ensomhed og for lav mindsteløn slår mindst lige så mange ihjel som overvægt og rygning, men hvor ligger fokus i forskningen, i Sundhedsstyrelsens arbejde og i kommunernes indsatser, og hvad vi skal tage os af på sygehusene?
Med håbet om, at fakta og evidens må blive rehabiliterede og komme tilbage i fuld vigør i 2017: godt nytår.
