Sprog er vigtigt i sundhedsvæsenet. Hvis vi ikke kan forstå patienterne, har vi Svært ved at være læger. Behovet for kulturelle sundhedsfaglige kompetencer i sundhedskommunikation er veldokumenteret og der er evidens for store sundhedsgevinster ved at reducere sprogbarrieren i sundhedssammenhænge.
Sprog er vigtigt i sundhedsvæsenet. Hvis vi ikke kan forstå patienterne, har vi svært ved at være læger. Behovet for kulturelle sundhedsfaglige kompetencer i sundhedskommunikation er veldokumenteret og der er evidens for store sundhedsgevinster ved at reducere sprogbarrieren i sundhedssammenhænge.
Sprogbarrierer hos patienter fører både til ulighed i adgang til sundhedstilbud, øget sygelighed og højere dødelighed for visse sygdomme. Patienter med sprogbarrierer udsættes for flere undersøgelser, længere undersøgelsesforløb, spørges sjældnere om patientsamtykke, får sjældnere tilbudt ambulant opfølgning, forstår sjældnere planen, udsættes for flere utilsigtede hændelser og bruger meget ofte tolke som sundhedsformidlere og støtte-kontaktpersoner i forhold til sundhedsforhold.
Tolke opfattes traditionelt som anonyme og usynlige værktøjer, der maskinelt, loyalt og objektivt oversætter, hvad lægen og patienten taler om. De seneste 10-15 års kommunikations forskning har imidlertid slået fast, at kommunikation mellem mennesker sker i en dialog, hvor meninger og indhold opbygges af alle personer, der indgår i samtalen, herunder tolken.
Kun 45 % af etniske minoritetspatienter, der har været indlagt, kender deres diagnose, behandlingsmuligheder og opfølgningsplan mod 75 % af etnisk danske indlagte patienter.
Tolke må ofte antage en lang række ligeværdige professionelle roller i den sundhedsfaglige kommunikation: tolkemedie, robot, med-læge, antropolog, institutionel gatekeeper, patientadvokat, kulturel advokat og fagperson. Sproglige svagheder kan forstærke eksisterende fejlopfattelser og besværliggøre information om komplicerede eller svære emner som f.eks. forskellen mellem at være bærer af et sygdomsanlæg eller en potentiel smittefare og faktisk at være syg (infektion, genetisk defekt, risiko for sukkersyge). De samme udfordringer gælder risikovurdering og afvejning af fordele og ulemper ved undersøgelser, behandling eller operation.
Mange voksne patienter af anden etnisk herkomst oplever, at de mister begge sprog: de får ikke vedligeholdt modersmålet og har ikke tilegnet sig andetsproget. Børnene taler post-migrationssprog, som de har svært ved at forstå og ender som funktionelt 0-sprogede uden sikre kommunikationsformer f.eks. med. ansatte i sundhedsvæsenet. To-sprogede patienter, der gør det svært for lægen at nå en korrekt diagnose, da lægen må nøjes med en upræcis og hullet patienthistorie (anamnese). Behandlingsalternativer kan ikke forklares i detaljer, kan ikke diskuteres godt nok og undlades derfor hyppigt. Det er svært for lægen at opnå et troværdigt informeret samtykke til diagnostik og behandling. Lægens forsøg på sundhedsundervisning er stærkt kompromitteret og læger oplever, at de har svært ved at agere som fagpersoner.
Sproget er lægers og sygeplejerskers vigtigste redskab, det former og transmitterer mening og betydning af symptomer. Ofte er der en modsætning i at mening bearbejdes og giver samlet mening på førstesproget men ikke nødvendigvis på andetsproget. Vigtige centrale kulturelle værdier om sygdom kan være kodet i førstesproget på en sådan måde, at det kræver meget dygtige tolke, for at det kan blive forstået på andetsproget. Ofte cirkulerer der 4 sprog i en sundhedsfaglig samtale: dansk, medicinsk dansk, andetsproget og medicinsk andetsprog. Meget få sundhedspersoner og endnu færre tolke magter at veksle mellem alle 4 sprog. Det gælder i særdeleshed de sprog og dialekter, der følger med flygtninge fra verdens brændpunkter og naturkatastrofeområder – som sjældent er særligt hyppige i tolkesammenhæng. Patienter med sprogbarrierer oplever dårligere evne til at udtrykke symptomer og vælger at nævne signifikant færre helbredsproblemer for lægen end andre patienter pga. sproget.
Ulighed i sundhed bør adresseres gennem et (tvær)kulturelt filter, men operationaliseringen af kulturelle kompetencer i en sundhedsfaglig sammenhæng er uklar og mangler et evidensgrundlag, ligesom den er præget af, at ethvert tiltag i forhold til etniske minoritetsborgere automatisk betragtes som et tværkulturelt kompetent tiltag.
Kulturelle kompetencer uomtvisteligt nødvendige, centrale og uundgåelige i alt socialt og sundhedsfagligt arbejde. Kulturelle kompetencer er værdi- og etikskabende paradigme for optimering af fagligheden. Uden tværkulturelle teorier, begreber og evidensbaserede praktikker har fagligheden ikke mulighed for at udspille sig professionelt.
Imidlertid er sociale og sundhedsfaglige områder, der arbejder i brydningsfelter med stor andel af etniske minoriteter, præget af manglende professionalisering lige fra selve begrebsdannelsen til indholdet i praksis og til forskning/monitorering af interventionseffekter. Områderne er derudover samtidigt genstand for omfattende politisk bevågenhed. Jævnlige reguleringer og deciderede paradigmeskift i praksis og politik er så hyppige, at erfaringer ikke opsamles, fagligheden forsvinder, og kontinuiteten kompromitteres. Det har betydet, at det etniske minoritetsområde socialt og sundhedsfagligt står i stampe og reelt har haft svært ved at have indflydelse på praksis i forhold til at skabe lighed i sundhed for etniske minoriteter. Det afspejler sig i, at den sundhedsmæssige ulighed for etniske minoriteter ikke bare er fastlåst men reelt har været tiltagende de seneste årtier.
Indvandrere har en massiv overdødelighed af sygdomme, der kan forebygges og behandles, herunder infektioner og kræftformer der følger af kroniske infektioner som HIV, leverbetændelse og HPV-virus. Adgangen til og brugen af sundhedsfremmende tilbud er forringet med det resultat, at gravide har lavere blodprocent, føder mindre børn, har dobbelt så høj mødredødelighed og hyppigere føder dødfødte børn. Adgang til og brug af screening for brystcancer, rygestop, vægttab og motionstilbud er ligeledes forringede. Frafaldet i de kommunale rehabiliteringstilbud efter indlæggelse er i nogle områder på over 60%. Langt hovedparten af kommunerne har ikke sundhedsforebyggende tilbud på fremmedsprog.
En lang række undersøgelser peger på, at language concordance spiller en helt central rolle for undersøgelses- og behandlingscompliance blandt tosprogede patienter i England, Canada og USA. Har patient og sygeplejerske/læge samme etnicitet (og sprog) opnås bedre blodtrykskontrol, bedre sukkersygekontrol, bedre fremmøde til ambulante aftaler og færre udeblivelser fra undersøgelser. Sprogbarrierer er stærkt forbundet med fejldiagnoser, forsinkede diagnoser, øget hyppighed af medicinfejl, værre bivirkninger og sværere behandlingskomplikationer. Der er evidens for, at reduktion i sprogbarrierer udover at udjævne disse forskelle øger patienters tilfredshed med og tillid til sundhedsvæsenet.
Patienttilfredshedsundersøgelser tilbydes kun skriftligt og ikke på fremmedsprog, hvilket udelukker ca. 45 % af flygtninge fra at deltage. Fra særlige undersøgelser vides det, at etniske minoritetspatienter dobbelt så hyppigt finder, at kommunikation og/eller patientforløb i almen praksis eller på sygehuse er utilfredsstillende, og meget hyppigt klager de over ikke at blive undersøgt af lægen. Kun 45 % af etniske minoritetspatienter, der har været indlagt, kender deres diagnose, behandlingsmuligheder og opfølgningsplan mod 75 % af etnisk danske indlagte patienter.
Patienter med sprogbarrierer og/eller kort skolegang samt kroniske sygdomme er reelt udelukket fra at søge tilskud, de har ret til (eller forstå reglerne) i kommunerne, fordi de ikke kan læse og udfylde de omfattende skemaer, der kræves, og som der ikke ydes hjælp til at udfylde.
Patienter af anden etnisk herkomst har i praksis ingen glæde af patientforeninger, fordi de ikke har tosprogede tilbud om støtte og hjælp (herunder socialrådgiverhjælp, psykologbistand, lægelig bistand). De første gæstearbejdere fra Tyrkiet og Balkanlandene er nu ved at blive pensionerede, og plejehjem - og plejesektoren generelt - oplever tiltagende frustrationer over manglende kompetencer i pleje og omsorg for ældre etniske borgere med mange kroniske sygdomme, som har mistet det danske sprog, da de forlod arbejdsmarkedet.
