Vi kan som sundhedsvæsen ikke lave ret meget om på hver enkelt patient, og det ville også være megalomant at tro det om os selv. Vi kan derimod gøre en hel del ved den måde, sundhedsvæsenet interagerer med patienterne på.
I forsøget på at skabe et fundament, der kan bære patientcentreret undersøgelse og behandling, har health literacy begrebet vundet indpas og er på dansk blevet til sundhedskompetencer.
Det er velunderbygget, at patienters individuelle viden, motivation og evne til at opsøge og bruge information er afgørende for patientens health literacy [1, 2]. Flere og flere vil have del i definitioner, og health literacy modellen er efterhånden så altfavnende og kompleks, at den er for omfattende for sundhedsuddannelser og slet ikke giver mening i klinisk praksis [3].
Sundhedsvæsenet sætter bundlinjen ved, at man skal kunne læse og regne på et vist niveau, ellers virker health literacy ikke. Begrebet er blevet et bureaukratisk og forskningsorienteret produkt, som sætter store dele af hverdagens patienter udenfor døren – de er ikke med i modellen.
Desværre afhænger health literacy af to centrale kompetencer, som intet har med sundhedsvæsenets opgaver at gøre: talfærdighed og læseevner. Ingen af modellerne for health literacy har fokus på de patienter, der ikke kan læse eller regne.
Sundhedsvæsenet sætter bundlinjen ved, at man skal kunne læse og regne på et vist niveau, ellers virker health literacy ikke. Begrebet er blevet et bureaukratisk og forskningsorienteret produkt, som sætter store dele af hverdagens patienter udenfor døren – de er ikke med i modellen.
Særligt etniske minoritetspatienters sundhedskompetencer påvirkes af lægers og sundhedsvæsenets manglende kulturelle kliniske kompetencer [4-6]. I tværkulturel sammenhæng afslører begrebet en bagvedliggende stereotypi, som får særlig betydning for etniske minoritetspatienters møde med sundhedsvæsenet.
Begrebet dækker i virkeligheden over en professionel usikkerhed og berøringsangst: det er mere udtryk for et akademisk og politisk behov for ro, orden og regelmæssighed, end for hvad patienter faktisk har behov for.
Ved at skyde ”aben” over på patientsiden styrkes lægens og sundhedsvæsenets selvopfattelse af, hvor hovedproblemet og ansvaret for de tværkulturelle patientmøder ligger: hos patienten, der skal vide mere, handle mere og passe bedre til sundhedsvæsenet.
Strategien slår desværre fejl, fordi den er meningsløs i samtaler med sproglige, kulturelle og psykiske barrierer, som det ofte er tilfældet i mødet med indvandrerpatienter.
De fleste patienter vil gerne have respekt, lydhørhed og forståelse på deres egne præmisser. For de fleste sundhedsprofessionelle betyder lav health literacy, at patientens evne til at forstå og følge lægens anvisninger er påvirket. For patienten er problemet, at lægen ikke forstår at møde patienterne, der hvor de er.
Det afhænger i høj grad af, hvor effektiv og tilpasset lægens kommunikation er, om patientens sundhedskompetencer øges [7]. Diabeteskontrol påvirkes f.eks. direkte af patientens oplevelse af lægens kommunikationsevner [8].
Kendskab til sociale determinanter og andre ikke-lægelige faktorer er elementer i patientinddragelse, der i tiltagende grad gøres til en del af, hvad der kaldes critical health literacy [9].
Patienter gør det, de er bedst til: de siger hvad de føler og mærker med de ord og den forståelse, de har af krop, sygdom og sundhed.
Health literacy begrebet er grundlæggende misforstået og har derfor fået et forkert og ukonstruktivt fokus. Vi kan som sundhedsvæsen ikke lave ret meget om på hver enkelt patient, og det ville også være megalomant at tro det om os selv. Vi kan derimod gøre en hel del ved den måde sundhedsvæsenet interagerer med patienterne på.
Det er lægen, der er den professionelle sundhedsperson i forholdet, mens patienten er professionel patient på sine egne præmisser. Man kan derfor med rette vende situationen om: det er lægens og sundhedsvæsenets health literacy, der er noget i vejen med.
Det er lægens evne til at forstå patientens behov og tilpasse sin information, der er påvirket. Så det er lægens og sundhedsvæsenets sundhedskompetencer, der skal forbedres – og så forbedres patienternes sundhedskompetencer.
Faktaboks
1. Peerson, A. and M. Saunders, Health literacy revisited: what do we mean and why does it matter? Health Promotion International, 2009. 24(3): p. 285-296.
2. Nutbeam, D., Health literacy as a public health goal: a challenge for contemporary health education and communication strategies into the 21st century. Health Promotion International, 2000. 15(3): p. 259-267.
3. Sørensen, K., et al., Health literacy and public health: a systematic review and integration of definitions and models. BMC Public Health, 2012. 12(1): p. 80.
4. Anderson, L.M., et al., Culturally competent healthcare systems: a systematic review. American journal of preventive medicine, 2003. 24(3): p. 68-79.
5. Flores, G., et al., The importance of language and culture in pediatric care: case studies from the Latino community. The Journal of pediatrics, 2000. 137(6): p. 842-848.
6. Mueller, M.-R., et al., Medical interpreting by bilingual staff whose primary role is not interpreting: Contingencies influencing communication for dual-role interpreters. Research in the Sociology of Health Care, 2011. 29: p. 77-91.
7. Williams, M.V., et al., The role of health literacy in patient-physician communication. FAMILY MEDICINE-KANSAS CITY-, 2002. 34(5): p. 383-389.
8. Schillinger, D., et al., Association of health literacy with diabetes outcomes. Jama, 2002. 288(4): p. 475-482.
9. Chinn, D., Critical health literacy: A review and critical analysis. Social Science & Medicine, 2011. 73(1): p. 60-67.
