Hvis vi vender os mod Norge og Schweiz, har de indført et skatte- og lønningssystem, der inkluderer lavere skatter og højere løn, jo mere decentralt man vælger at udføre sit faglige virke.
Den 20. juni 2014 læse jeg en yderst interessant artikel i Weekendavisen om praktiserende læge Olav Ross Sørensen, der takkede af efter knap 40 år som læge i Vendsyssel.
Efter at have gennemlæst denne artikel står man tilbage med et indtryk af en faglig kompetent person, der har været det faste holdepunkt for sine patienter gennem mere end en menneskealder. Samme læge måtte sælge sin praksis bestående af inventar og goodwill for 0 kr.
Det kan forekomme ejendommeligt med den åbenlyse lægemangel, der forekommer både i primærsektoren og på sygehusene, at der ikke udbydes flere studiepladser ved de medicinske fakulteter i Danmark, således at vi fremadrettet kan få en mere stabil lægebemanding.
Regionerne mangler mere end 50 praktiserende læger, og der er så få at vælge imellem, at folk må tage dem, der er. I nabobyen Tårs har en kollega ca. 4.500 patienter, og han kan ikke få en kollega til sin praksis. I Brønderslev er 3.600 patienter netop blevet forladt af deres praktiserende læge på grund af to lægers ophør. Sådan vil det fortsætte og i stedet etablerer regionen regionsklinikker for vikarlæger, og der findes allerede tre.
Det forekommer helt ejendommeligt med denne udvikling, hvor flere og flere patienter mister deres egen læge, da der ikke står nye klar til at tage over, og i stedet kommer der flere og flere vikarlæger i kortere eller længere tid.
I Nordic Medicare bemærker vi et stigende udbud af vikariater i både Norge, Sverige og Danmark, og vi bemærker på samme tid, at flere og flere læger, herunder praktiserende læger, forlader det offentlige system og søger over i vikarbranchen, hvor indtjeningsniveauet er markant højere, og den enkelte læge er befriet for et omfattende administrativt hjemmearbejde.
Det kan forekomme ejendommeligt med den åbenlyse lægemangel, der forekommer både i primærsektoren og på sygehusene, at der ikke udbydes flere studiepladser ved de medicinske fakulteter i Danmark, således at vi fremadrettet kan få en mere stabil lægebemanding.
Selvom dette skulle blive politisk besluttet her og nu, vil der forløbe fra 15 til 20 år, inden vi kan øge mængden af speciallæger nævneværdigt. Situationen i Vendsyssel er således ikke alene et lokalt problem, der vil øges igennem de kommende år med særligt fokus i Udkantsdanmark men et stort og alvorligt politisk problem, der kræver umiddelbar politisk handling.
Det er indlysende dyrt for et samfund at øge mængden af studieplader ved de medicinske fakulteter, men denne udgiftsøgning er minimal i forhold til de massive omkostninger samfundet her og nu lægger på vikarsiden, med en dårlig kontinuitet og måske en dårlig kvalitet til følge.
Faktaboks
Hvis nu det fra politisk hold bliver besluttet at uddanne flere speciallæger, skal der inden disse er færdiguddannet, findes konstruktive, realistiske, opnåelige og oprigtige muligheder for at fastholde og tiltrække flere læger til Udkantsdanmark.
Hvis vi vender os mod Norge og Schweiz, har de indført et skatte- og lønningssystem, der inkluderer lavere skatter og højere løn, jo mere decentralt man vælger at udføre sit faglige virke.
I vikarbranchen tilbydes der i dag i Norge og Sverige en langt højere løn for lægerne end den, der kan opnås med en offentlig ansættelse, og disse muligheder befrier på samme tid lægerne for de administrative byrder. Dette kan være en af årsagerne til, at vi i dag ser en stigende mængde læger opgive deres faste stillinger og søge mod Norge og Sverige.
En anden mulighed er et partnerskab eller en fuldgyldig privatisering, som vi i dag kender det fra regionsklinikker i Region Nordjylland.
Hvad der skal besluttes, er op til det politiske system, men der er meget hurtigt behov for nogle konstruktive løsninger, der kan rette op på den udtalte lægemangel.
