Ansvar for egen læring er et udtryk, jeg er stødt på mange gange, når talen falder på lægers videreuddannelse. Men hvad betyder det, og hvad handler det om? Og hvordan kan man tage ansvar for egen læring som læge på vej til speciallægetitlen?
Ansvar for egen læring er et udtryk, jeg er stødt på mange gange, når talen falder på lægers videreuddannelse. Udtrykket italesættes både af vejledere og læger i videreuddannelse til speciallæge.
Ansvar for egen læring. Hvad betyder det, og hvad handler det om? Og hvordan kan man tage ansvar for egen læring som læge på vej til speciallægetitlen?
Set i min optik handler det både om, at den uddannelsessøgende læge tager et medansvar for, at hun får de udfordringer, der skal til, for at der kan ske en kompetenceøgning – og dermed læring. Og det drejer sig om, at lægen opmuntres til – og rent faktisk også får lov til – at tage selvstændige initiativer i forhold til at få mulighed for at udføre opgaver, der giver de efterspurgte kompetencer.
Det er langt fra alle, der har kendskab til uddannelsesprogrammerne, og det er endnu færre, der er i stand til at finde dem.
Under alle omstændigheder må det være i alles interesse at fastholde et læringsperspektiv i videreuddannelsen, og det kan den individuelle uddannelsesplan være med til at sikre, fordi der i planen skal være fokus på, hvordan den uddannelsessøgende bedst muligt erhverver de kompetencer, der skal til for at få godkendt et videreuddannelsesforløb.
Faktaboks
De efterspurgte kompetencer fremgår af uddannelsesprogrammet for det pågældende speciale. I vejledningen om kompetencevurdering i den lægelige videreuddannelse (nr. 9586, 14.7.2008) hedder det, at uddannelsesprogrammet skal danne udgangspunkt for en individuel uddannelsesplan for, ”hvornår og hvordan kompetencerne konkret erhverves på det enkelte uddannelsessted”. Samt at ”uddannelsesplanen har til formål at understøtte kompetenceudviklingen (…) i takt med udviklingen af den uddannelsessøgende læges aktuelle kompetenceniveau og i takt med afdelingens mulighed for at give uddannelsestilbud”.
Den individuelle uddannelsesplan skal med andre udarbejdes i et samarbejde mellem den uddannelsessøgende læge og uddannelsesstedet hurtigst muligt efter start i den konkrete videreuddannelsesstilling. Der skal løbende ske en individuel tilrettelæggelse og justering af uddannelsesplanen i overensstemmelse med de aktuelle muligheder på ansættelsesstedet OG den uddannelsessøgende læges aktuelle kompetenceniveau og kompetenceudvikling. Og dermed bliver der fokus på læringsperspektivet.
Men det er langt fra alle, der har kendskab til uddannelsesprogrammerne, og det er endnu færre, der er i stand til at finde dem. Det kan der være mange grunde til. Måske ER de svære at finde? Måske søger de uddannelsessøgende læger ikke nok efter dem? Måske ville det være en god ide, at afdelingerne sender uddannelsesprogrammerne ud til lægerne, inden ansættelsen starter? Måske …. ? For begge parters skyld og får at få gang i kompetenceøgningen så hurtigt som muligt med udgangspunkt i lægens kompetencer, specialets opgaveportefølje og mulighederne på afdelingen.
Skal den uddannelsessøgende læge tage ansvar for egen læring, skal der være en reel mulighed for det – og det skal kommunikeres OG faciliteres. Brug fx den indledende vejledningssamtale til en snak om, hvilke udfordringer den uddannelsessøgende læge skal stilles over for med udgangspunkt i lægens individuelle, aktuelle kompetenceniveau. Juster planen løbende og forsøg som vejleder at understøtte og facilitere, at den uddannelsessøgende selv kommer med forslag til kommende udfordringer. Så er det op til den yngre læge at gribe chancen og tage (med)ansvar for egen læring.
