BLOG - Per Pedersen: Hellere et kram end KRAM

Spis, ryg eller drik dig til en diagnose. Hvad må man spise, og hvad bør man spise? Alverdens sundhedsapostle kappes om at råbe vagt i gevær overfor fødevarer, stimulansmidler og rusmidler.

Senest hører man, at forarbejdede fødevarer som bacon og pølser øger risikoen for tarmkræft med 18%... Men 18% i forhold til hvad?

Hvis risikoen for at blive ramt af lynet er 0,01%, og man stiller sig midt under et træ i tordenvejr - og lad os så sige, at risikoen for at blive ramt af lynet øges med 18%. Da risikoen i forvejen er lav, behøver man ikke at være matematiker for at forstå, at risikoen for at blive ramt af lynet stadig er lav...

Jeg synes, forskerne, medierne og ikke mindst de store patientorganisationer bør synke spyttet en ekstra gang, inden de maner til død og ødelæggelse.

Jeg oplever i min hverdag som praktiserende læge, at venteværelset bliver fyldt med bekymrede raske mennesker. Det nytter ikke noget at skræmme en befolkning med kampagner om den procentuelle risiko for sygdom, når man ikke kan forholde sig til det alligevel.

Sandsynligheden for at du er rask, hvis du føler dig rask, er meget stor.

Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet beder sundhedspersonale om at spørge ind til KRAM- faktorer (kost,rygning, alkohol og motion), når patienten er ved lægen eller andetsteds i sundhedsvæsenet.

Borgerne bliver stigmatiserede og stemplede som værende misbrugere, hvis de falder uden for de centralt opsatte retningslinjer for 'normen'.

MEN, får man det bedre af at sætte alkoholforbruget ned? Og får borgeren det bedre af at blive mødt med løftet pegefinger i sundhedsvæsenet?

Vil én `stimulantia´ ikke bare afløses af en anden, hvis man tager udgangspunkt i, at summen af laster er konstante?

Bliver borgeren mere lykkelig og lever længere af, at vi intervenerer i hans/hendes liv?

Seneste udspil fra tidligere regering var 'jo før jo bedre strategien'. Sygdomme skulle findes, inden de overhovedet gav symptomer.

Forebyggende undersøgelser hos lægen (ikke sufficient videnskabelig evidens for effekt) og proaktivitet i forhold til 'særligt udsatte'.

Alt sammen sød musik i patientforeningernes ører og på sin vis også en ædel humanistisk tankegang, hvis man tænker i at hjælpe sin næste.

Ud i skurvognene med sundhedspersonale eller kommunale medarbejdere og fortælle om KRAM- faktorer og sund levevis.

Danske Patienter: ´Vi ved desværre, at mange borgere ikke vil opsøge læge, før symptomerne er væsentligt forværret – og så er det ofte for sent eller kræver langt flere ressourcer af både patient og system at blive rask. Derfor et det vigtigt med initiativer, der kan sikre tidlig opsporing`.

Man opsøger borgere og stigmatiserer disse som enten værende misbrugere eller uden for normen i forhold til gængs livsstil. Man ved ikke, hvilke af disse borgere, der bliver syge, og i givet fald hvilke sygdomme, de får.

Et andet eksempel på sundhedsvæsenets intervention på raske individer ses, når gravide får udfyldt svangrepapirer hos egen læge. Lægen skal screene den gravide i forhold til den gravides ressourcer. Vurderes den gravide at have få ressourcer tilbydes tættere kontakt under graviditeten og efter fødslen.

Umiddelbart en fin tanke at følge den gravide tæt i graviditeten og bekymre sig om ´nyt liv´. Dog en fin balancegang mellem at hjælpe og yde omsorg fremfor at stigmatisere den gravide.

Hvis den gravides mand samtidig har fået besøg af sundhedsvæsenets ´KRAM-patrulje` i skurvognen, så vil familien næppe se tilbuddene som en støtte, men snarere se det som en form for kontrol.

Og hvad er tanken bag at opsøge disse borgere? Man kan man frygte, at der blot er et ønske om at få rettet disse borgere ind, så det store samfundsøkonomiske hjul kan køre rundt.

Det bliver dog for mig en kende formynderisk og stigmatiserende. Vil borgerene profitere af, at sundhedsvæsenet puster dem i nakken?

Og bliver man mere lykkelig og lever længere af at få stillet en diagnose, som man ikke nødvendigvis dør af alligevel?