Skip to main content

BLOG - Trine Jeppesen: Hvorfor føler ministeren trang til at stadfæste noget, der allerede er aftalt?

Den 2. juli har sundhedsministeriet udsendt to udkast til bekendtgørelser vedrørende forhold i almen praksis. Overlistet, snigløbet, snu magtkontrol kunne være ord, jeg ville vælge for at beskrive den måde, sundhedsministeren forvalter de beføjelser, han har fået i sundhedsloven.

14. jul. 2014
4 min.

Den 2. juli har sundhedsministeriet udsendt to udkast til bekendtgørelser vedrørende forhold i almen praksis. Midt i sommerferien, med høringssvarfrist den 14 august. Det er næppe tilfældigt, at de praktiserende læger efterlades meget kort tid til overvejelser i en periode, hvor alle inklusiv PLO-toppen er på ferie.

Jeg ved ikke, hvordan andre reagerer på dette, men i min verden er de demokratiske processer præget af alt andet end et ligeværdigt samarbejde med de mennesker og faggrupper, som man ønsker skal drive dette samfund frem mod noget bedre og mere sammenhængende for borgerne, på sundhedsområdet.

Så vidt jeg er orienteret, er der ikke andre lægespecialer i Danmark, hvis lægelige behandlingsvejledninger er ophævet til lov?

Overlistet, snigløbet, snu magtkontrol kunne være ord, jeg ville vælge for at beskrive den måde, sundhedsministeren forvalter de beføjelser, han har fået i sundhedsloven, hvor de fleste paragraffer indeholder en pasus der hedder : ministeren fastsætter nærmere bestemmelser.....

Her vil jeg diskutere bekendtgørelsen om kodning og datafangst:

I sig selv læner bekendtgørelsen sig tæt op ad den aftale, som PLO første gang accepterer i de praktiserende lægers overenskomst i 2010. Da blev diagnosekodning og faglige vejledninger til overenskomststof.

I de daværende "uskyldige" datatider, tror jeg, at PLO gav efter for regionens krav med den hensigt at motivere alle til at koble sig på det nye interne læringsinstrument sentinel og kvalitetsdatabasen DAMD.

Det er svært at argumentere imod det fornuftige i, at også praktiserende læger i et vist omfang tilknyttes dataopsamlingsprojekter i sentinel med henblik på intern læring og kvalitetsforbedring. Men formålet med DAMD og forvaltning af data derfra er indenfor få år korrumperet af en lang række andre formål, der rækker ud over det oprindeligt aftalte.

Nu skal vores data leveres til kontrol, og vores faglige vurderinger skal skønsmæssigt nu bedømmes og sanktioneres af den ministerielle og regionale forvaltning. Regeringens ønsker om levering af data rækker langt ud over kontrol af udbetalte honorarer og indsigt i data med henblik på politiske og administrative formål.

Data ønskes leveret som en del af en vækstplan, der primært skal tiltrække private forskningsvirksomheder til Danmark. Data fra DAMD udstilles uden samtykke personhenførbart på sundhed.dk. Vi rykker dermed længere og længere væk fra vores primære formål med DAMD, nemligt et internt læringsredskab.

Så kan man spørge sig selv hvorfor ministeren føler trang til at stadfæste noget, der allerede er aftalt?

Det er ganske enkelt. Det er ikke til diskussion. Aftaleretten på disse områder er fjernet. Ikke bevaret. Afskaffet. Erstattet med en lov. Forsømmelser kan nu give ikke blot en Samarbejdsudvalgssanktion men også en ministeriel bødestraf. Bekendtgørelsen og loven er en ren magtdemonstration af allerede aftalt stof.

Så vidt jeg er orienteret, er der ikke andre lægespecialer i Danmark, hvis lægelige behandlingsvejledninger er ophævet til lov? Findes der en lov, hvor der står, hvordan endokrinologen SKAL behandle sine diabetikere? Eller hvordan neurologen SKAL kontrollere og behandle sine apoplexipatienter?

Fakta

Fakta

Er der nogen af vores hospitalskollegaer, hvis lægefaglige adfærd vedrørende udvalgte behandlinger og diagnoser bliver kontrolleret på lægeniveau?

Den enkelte praktiserende læge sidestilles heller ikke juridisk i kontrollen. Sololægerne vil blive individuelt kontrolleret, mens kompagniskaber og regionsklinikker skal indberette på klinikniveau. Er det rimeligt?

På samme måde sidestilles vi heller ikke juridisk i de patienttilfredshedsundersøgelser, som vi nu skal udføre og offentliggøre på klinik niveau.

Vores efteruddannelse er der også en paragraf om. Den skal "deklareres", hvilket ikke nærmere præciseres. Hvad betyder det? At jegkan skrive på min hjemmeside, hvilken faglitteratur der ligger på nathylden? Eller er det den nu obligatoriske efteruddannelse af praktiserende læger, der hentydes til?

En sådan deklaration kan blive opfattet særdelse uhensigtsmæssigt, idet jeg fx ofte deltager i kurser, hvor jeg føler faglige huller, mens jeg undlader at deltage i kurser, der omhandler emner, jeg føler jeg behersker. Mine stærke sider kan på deklarationen komme til at ligne huller.

Fortsættes......