Bloklægerne i almen medicin er fremtidens vigtigste samarbejdspartnere

Almen praksis skal varetage stadig flere patientforløb, og kompleksiteten af vores opgaver øges hele tiden. Der er lagt op til, at vi i 2035 skal være 1.500 flere praktiserende læger end i dag. Derfor er vi i disse år i fuld gang med at uddanne flere speciallæger i almen medicin, der som led i deres hoveduddannelse bruger 2,5 år på en række hospitalsafdelinger i forløb på 4-8 måneder. I den fremlagte sundhedsreform lægges op til et stærkere samarbejde mellem hospitalerne og almen praksis, og det samarbejde begynder allerede den dag, bloklægerne i almen medicin træder ind på en hospitalsafdeling. Mit håb er, at afdelingerne fokuserer på at uddanne bloklægerne bedst muligt ved at optimere de kompetencer, de får behov for som fremtidens praktiserende læger og gatekeepere til resten af sundhedsvæsenet. Dette vil også på sigt hjælpe jer på hospitalsafdelingerne, hvis I vil aflastes bedst muligt af almen praksis i fremtiden.

Hvad fremtidens praktiserende læger bør lære på hospitalet

Jeg er den eneste bloklæge på min nuværende afdeling. Allerede i den første uge blev det italesat af både den uddannelsesansvarlige overlæge, men også af mig selv, at jeg er almenmediciner. Jeg oplever at blive inddraget i patientforløb med relevans for mit fremtidige virke, og at mine kollegaer underviser mig med særligt blik for dette. Jeg får ofte mulighed for at bidrage med min viden om alt det, vi kan i almen praksis. Opmærksomheden på netop min almenmedicinske faglighed ville jeg ønske, alle bloklæger kunne opleve, men det er desværre langtfra normen.

Størstedelen af min arbejdstid foregår dog i vagtfunktion på hospitalets akutmodtagelse, hvor jeg vurderer akut indlagte patienter og lægger den primære plan for udredning og behandling. Her opnår jeg en volumen af patientkontakter og styrker mit kliniske blik løbende, som min erfaring udbygges. Men vagttiden er også travl – så travl, at direkte supervision og mulige læringssituationer i de fleste vagter nedprioriteres, for at vi kan opretholde flow. Selve modtagelsen og stabiliseringen af en akut indlagt patient er ikke en central kompetence for mig som kommende praktiserende læge, og arbejdet i vagterne føles desværre alt for ofte, som om jeg udelukkende er der for at opretholde hospitalets drift.

Enkelte dage om måneden har jeg ambulatoriefunktion eller uddannelsesdage, og det er her, jeg virkelig oplever, at jeg rykker mit faglige niveau, især når programmet for dagen er tilrettelagt med fokus på den unikke almenmedicinske faglighed, jeg er i gang med at opbygge. Lad mig give et par eksempler på, hvad der lykkes særligt godt på disse dage:

For nylig havde jeg en uddannelsesdag i hospitalets hjertesvigtsklinik. Her fik jeg en gylden mulighed for tid med en dygtig specialist i hjertesvigt, og vi brugte i løbet af dagen tiden mellem patienter på at gennemgå henvisningerne fra almen praksis samt hjertesvigtspatientens forløb, behandling og efterfølgende afslutning til almen praksis. Jeg kom også med mit input til tilretninger i epikrise-skabelonen, der ville gøre det mere tydeligt for den modtagende praktiserende læge, hvad den videre opfølgning konkret skulle indebære. Jeg oplevede respekt for min faglighed og mit fremtidige virke som praktiserende læge, og jeg gik fra dagen med følelsen af, at jeg var blevet mere kompetent til at varetage mine fremtidige hjertesvigtspatienter og indgå i et konstruktivt samarbejde med den lokale kardiologiske afdeling.

Et andet eksempel: Under mit ophold på ortopædkirurgisk afdeling sad jeg et par gange månedligt i skadeambulatoriet, tæt superviseret af specialister i traumatologi. Ambulatoriet på denne afdeling var udviklet specifikt til afdelingens store gruppe af almenmedicinske bloklæger med ønsket om at oplære os i efterforløbet af frakturer og andre skader. Her fik jeg indgående kendskab til f.eks. forventet varighed af bandagering, planer for genoptræning samt den normale funktionspåvirkning og smerter efter en skade, som i mange tilfælde var mere omfattende, end jeg havde forventet. Den læring, jeg opnåede gennem arbejdet i skadeambulatoriet, kommer på sigt til at aflaste den lokale ortopædkirurgiske afdeling og skadestue, når jeg kan varetage flere forløb på egen hånd ude i min praksis.

Bloklægerne ønsker mere ambulatorietid

Tiden i ambulatorierne er desværre generelt sparsom under vores hospitalsblokke, fordi afdelingernes drift skal opretholdes i det daglige, og de andre uddannelseslæger selvfølgelig også ønsker ambulatorietid.

Vores seneste FYAM-undersøgelse fra 2023 blandt alle landets hoveduddannelseslæger viste, at:

• 41% var helt eller delvist enige i, at der på hospitalsdelen overvejende laves opgaver, som er direkte relevante for en uddannelseslæge i almen medicin.
• Kun 49% var helt eller delvist enige i, at de bliver klædt på til at lave kvalificerede henvisninger og visitationer.
• Hele 84% vurderede, at ambulatoriearbejde giver et godt udbytte i forhold til at opnå deres kompetencer. Desværre svarede 64% samtidig, at de var helt eller delvist uenige i, at mængden af ambulatoriearbejde er tilfredsstillende (og blandt disse mener hele 96%, at der er for lidt ambulatorietid).

Bloklægerne i almen medicin har behov for, at ansættelserne på hospitalsafdelingerne indeholder flere funktioner, som er relevante for almen praksis – eksempelvis ambulatoriearbejde og deltagelse i den daglige visitation. Det vil øge kvaliteten af vores speciallægeuddannelse i almen medicin markant og bedre samarbejdet i fremtiden.

Bloklægen er fremtidens vigtigste samarbejdspartner

Min opfordring til de mange hospitalsafdelinger, der har almenmedicinske bloklæger, skal derfor lyde:

• Vær opmærksom på den særlige almenmedicinske faglighed, vi kommer med, og de kompetencer vi har behov for at opnå.
• Involver os i de patientforløb, der er særligt relevante for en kommende praktiserende læge. Og lad os komme med input til, hvor I kan justere på en epikrise eller arbejdsgang for at gøre samarbejdet med almen praksis endnu bedre.
• Undgå, at vi indgår i afdelingens drift på lige vilkår med specialets egne uddannelseslæger. Vi kommer med et andet udgangspunkt, og vi skal ikke lære det samme. Overvej, om vores timer i højere grad skal lægges i komplekse stuegange og ambulatorier end i vagtplaner, der er synkroniseret med jeres KBU- og introlæger.
• Skab ambulatorier med relevante programmer til os, så vi opnår de kompetencer, som I savner fra de praktiserende læger i dag.
• Giv os uddannelsesdage med jeres dygtigste specialister med tid til en dialog om samarbejdet med almen praksis.

Så kære hospitalskollegaer: Vær ambitiøse med den tid, I har med jeres almenmedicinske bloklæger på afdelingen. Optimér de kompetencer, vi får behov for som fremtidens praktiserende læger og gatekeepere til resten af sundhedsvæsenet. Den investering, I gør nu, vil komme både jer og patienterne til gode i den nære fremtid.