Skip to main content

Børn der er anderledes. Hjernens betydning for barnets udvikling, 2. udgave Trillingsgaard A, Dalby MA, Østergaard JR, eds.

Kommunelege Carsten Obel E-mail: co@soci.au.dk

4. nov. 2005
3 min.

Nogle børn udvikler sig psykisk eller motorisk anderledes end deres jævnaldrende. Bogen her henvender sig til særligt interesserede blandt de fagpersoner (lærere, pædagoger, psykologer og sundhedspersonale), der har berøring med denne gruppe af børn i hverdagen. Den er skrevet af ni læger og to psykologer i forbindelse med Hjerneåret i 1997 og foreligger nu i anden udgave.Bogens fællesnævner er udviklingsforstyrrelser, og den umiddelbare centrale idé er at forbinde de billeder, man kender fra klinikken, med den nyeste viden om, hvad der er anderledes i hjernen på disse børn. Den biologiske baggrund fylder imidlertid relativt set ikke meget i bogen, og det egentlige udgangspunkt synes mere at være en praktisk klinisk tilgang til børn med udviklingsforstyrrelser.Der indledes med tre baggrundskapitler, med definition af udviklingsforstyrrelser, beskrivelse af undersøgelsesmetoder og af hjernens anatomiske og funktionsmæssige udvikling. Herefter følger ti kliniske kapitler, hvoraf de fleste er opbygget som i gængse medicinske lærebøger. Forskellen er, at der for de enkelte udviklingsforstyrrelser er flere illustrative sygehistorier, samt bedre beskrivelser af de neuropsykologiske og socialpædagogiske aspekter. Bogen vil derfor kunne tilbyde læger en mere tværfaglig og helhedspræget beskrivelse af disse børn end bøger, som primært fokuserer på de medicinske aspekter.Det er ikke alle slags anderledes børn, man kan læse om i bogen. Af det indledende kapitel fremgår det, at nogle lidelser er med, fordi der er tale om alvorlige eller specifikke udviklingsforstyrrelser, medens grunden til, at obsessiv kompulsiv tilstand og Tourettes syndrom er taget med, er, at der er tale om »neurobiologisk betingede lidelser«. Endelig har epilepsi og hovedpine fået hver et kapitel med den begrundelse, at det er fænomener, som griber ind i barnets udvikling. En række børnepsykiatriske problemer, hvor hjernen må forventes at have en central betydning, er imidlertid ikke behandlet. Det drejer sig f.eks. om emotionelle problemer, adfærdsproblemer, skizofreni og anoreksi. Hvorvidt fravalget af disse udviklingsforstyrrelser kan begrundes neurobiologisk, eller om det ikke har været muligt at finde egnede forfattere, fandt jeg ikke svar på i bogen.

Bogen kunne godt have været redigeret, så de enkelte kapitler blev mere ensartede med hensyn til struktur og prioriteringen. Weblinks kunne også i højere grad, end det er tilfældet, bidrage til afsnittene med supplerende læsning. Af hensyn til de læsere, som er særligt interesseret i hjernens betydning for udviklingsforstyrrelser, kunne man ligeledes tænke sig, at hvert kapitel konsekvent havde henvisning til de centrale publikationer om dette aspekt, og at mere perifere referencer såsom symposieforedrag var luget ud.

Trods disse indvendinger er jeg overbevist om, at bogen bidrager væsentligt til en bedre forståelse og støtte af »anderledes børn«. Flere af kapitlerne er tilmed meget veloplagte, og generelt lykkes det forfatternes at formidle deres store kliniske viden og erfaring.

Virum: Psykologisk Forlag, 2003.

303 sider. Pris: 348 kr.

ISBN 87-7706-362-7