Børne- og ungdomspsykiatrien kan ikke erstattes

Der findes næppe et speciale som børne- og ungdomspsykiatrien, der i den grad skal forsvare sin egen eksistensberettigelse. Min turnus (som det hed, da jeg var ung læge) sluttede i mave-tarm-kirurgien. Min vejleder spurgte, hvad jeg nu skulle, og jeg svarede, at jeg havde fået en introstilling i børne- og ungdomspsykiatri. Med glimt i øjet sagde han: »Jeg troede, du skulle være rigtig læge«. Og så grinede vi, ligesom vi har grinet herhjemme, når min mand har spurgt: »Er det tid til at kontakte en rigtig læge?«. Selv en patient på ungdomspsykiatrisk døgnafsnit sagde skuffet: »Jeg skal da bruge en rigtig læge«, da personalet havde bedt mig komme over og vurdere hendes mavesmerter. Vi griner, men det er ikke kun sjovt. Det er også et udtryk for manglende viden, som nok til dels kan forklares ved, at det er vanskeligere at forstå, hvad en psykiater laver, end hvad f.eks. en ortopædkirurg laver. Den slags uorden har hjernen det ikke godt med. Den fylder sine videnshuller ud med det bedste, den nu engang har, som ikke altid er særlig præcist. Og derfor må man ofte forklare, hvad der er forskellen på en psykolog og en psykiater, ligesom det har resulteret i en hel del vittige memes af, hvad ikkepsykiatere forestiller sig, at psykiatere laver. I den hyggelige ende sidder vi dagen lang og drikker kaffe i hjemmestrikkede trøjer (I wish!). I den mere morbide ende er der hentet inspiration fra karakteren Hanibal Lecter og filmen »The green mile«. Fantastiske film og skuespil, men ikke noget, der ret godt kan linkes til psykiaterens dagligdag.

Jeg er o.k. med gætteriet på egne vegne. Men på den lange bane og for de patienter, der har brug for os, kan jeg dog godt blive bekymret, hvis alle begynder enten at tro på eller fastholdes i en stereotyp og mangelfuld opfattelse af, hvad en psykiater laver. For det understøtter også forestillingen om, at vi kan erstattes af andre faggrupper. Det sker f.eks. jævnligt, at der fra politisk side foreslås en form for opgaveglidning eller inddragelse af andre faggrupper til at lette presset i hospitalspsykiatrien. Det interessante er, at det ofte ledsages af argumenter om, at psykiaterne sværger til det medicinske paradigme og repræsenterer adskillelse af krop og sind. Forkert. Ligesom det er forkert, at vi ser arv og miljø som to uafhængige størrelser. Men det er kroppen, vi er i risiko for at overse, hvis vi ikke fastholder, at psykiatere faktisk er uddannet til at kunne noget, som andre faggrupper ikke bare kan glide ind og overtage. I det følgende vil jeg give eksempler på, hvordan det netop kan føre til, at man overser det kropslige, hvis ikke vi fastholder det blik, som særlig psykiateren har. Jeg tror, at langt de fleste af mine kollegaer i både børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien kan nikke genkendende til mine eksempler og tilføje flere.

Case 1

En 16-årig dreng med autisme kommer med sine forældre på mistanke om, at han har udviklet en depression. Han er ikke helt i stand til at sætte ord på, hvad han oplever, men får mumlet noget om manglende energi og lyst. Kernesymptomer på depression, men ikke en forklaring. Jeg bestiller blodprøver og finder, at hans D-vitaminstatus er nede på et niveau, hvor jeg skal have luppen frem for at få øje på den. Tro det eller ej, men efter et par måneders behandling med solidt D-vitamintilskud er drengen som forvandlet. Stadig autistisk, men nu i trivsel igen.

Case 2

En syvårig pige henvises til opstart af medicinsk behandling for angst, da længevarende terapi ikke har hjulpet. Hun sover næsten ikke om natten, og det gør hendes udmattede forældre dermed heller ikke. Pigen har beskrevet sin angst på en måde, der lyder lidt som »små anfald«. Hun har derfor allerede inden opstart i terapi været omkring pædiatrien, der ikke fandt noget på hendes eeg. Der er dog bare stadig noget, der ikke helt stemmer, og derfor er det ikke helt attraktivt at starte hende op i SSRI. Hun har f.eks. ikke nogen former for angst om dagen. Ikke det mindste. Kun når hun skal sove, bryder det løs med hyperventilation og en oplevelse af, at tingene i hendes værelse skifter form og størrelse. Jeg tager fat på min kollega i neuropædiatrien, og hvad der kom ud af det, kan ses i Alice in Wonderland-syndrom fører til symptomer, som ligger i grænsefladen mellem somatik og psykiatri på ugeskriftet.dk. Men kort fortalt viser det sig, at pigen ikke har angst, men »Alice in Wonderland«-syndrom. Fire måneder efter opstart i behandling med en lav dosis lamotrigin bliver hun afsluttet. Helt symptomfri.

Case 3

En 12-årig dreng kommer til samtale efter at have ytret suicidaltanker. Drengen sidder i kørestol og er generelt i mistrivsel grundet diverse fysiske symptomer og besværligheder. Han har skoliose, tendens til opkastninger og har fået vurderet globalt nedsat muskelkraft, som samlet leder til diagnosen »kongenit myopati«. Han fastholder, at hans manglende lyst til at leve alene skyldes det fysiske. Jeg graver lidt for at finde en form for prognose for hans tilstand. Det finder jeg ikke. I stedet finder jeg, at hans muskelbiopsi har vist normale forhold ligesom alle andre tests. Bortset fra vurderingen ved fysioterapeuten. Jeg ser også, at drengen, siden han var lille, er blevet beskrevet som sensitiv og lidt påfaldende i det sociale samspil med andre. Jeg drøfter ham med mine kollegaer, og vi bliver enige om, at vi skal overveje, at drengens svære mistrivsel måske ikke sidder (alene) i kroppen.

Case 4

En dame kommer i de sene timer ledsaget af en veninde i psykiatrisk akutmodtagelse, hvor hun lander hos mig. Selv om jeg er børne- og ungdomspsykiater. For på dette tidspunkt af døgnet sover de fleste af mine små patienter, i modsætning til min stakkels voksenpsykiatriske kollega, der ligger vandret. Damen klager over en ulidelig hovedpine, som er forsøgt behandlet med forskellige præparater. Hun er også umiddelbart undersøgt ret grundigt på flere afdelinger. Men hvorfor hun nu er ved mig står mere uklart. Damen forklarer, at den sidste læge, som hun så, mente, at hendes hovedpine måtte være betinget i noget psykisk, og hun er nu klar til at prøve hvad som helst for at slippe for den. Selv at opsøge en psykiater! Så ved man bare, at hun har ondt. Jeg har ikke forstand på hovedpine, men bemærker, at hun har overraskende tykke fingre og ansigtstræk, der virker lidt for grove til en kvinde. Jeg får fat på en kollega og spørger, om den skanning, hun har fået lavet tidligt i sit forløb, er nok til at udelukke akromegali? Det er det ikke, og damen får lov til at slippe fra psykiatrien tilbage til somatikken.

Case 5

En dreng med epilepsi skal have et psykiatrisk tilsyn. Han har nemlig udviklet anfaldsfænomener, der ikke viser sig på eeg-optagelserne. Ret hurtigt vurderes det derfor, at der må være tale om psykogene nonepileptiske anfald. Psykiateren er i dette tilfælde ikke mig, men det gør ikke historien mindre interessant. For den pågældende psykiater finder ikke noget psykiatrisk eller bare lidt »psykisk påfaldende« ved drengen. Han spørger derfor til, om neurologerne mon er helt sikre på, at anfaldene ikke faktisk er af epileptisk karakter? Det fører til, at man anlægger en sfenoidalnål – tror jeg, det hedder – men de er vist erstattet af noget smartere i dag. Uanset hvad afslører nålen i hvert fald epileptiske spikes.

Måske skal vi psykiatere være bedre til at sige fra over for andres forsøg på at definere, hvad vi kan og ikke kan. Vi er »rigtige læger«, selv om vi ikke har drømt om blå blink og set den hvide kittel som en heltekappe. Jeg elsker også den store tværfaglighed, der kendetegner børne- og ungdomspsykiatrien, og vil lige minde om, at det ikke er os, der står bag eller bare støtter op, når besparelser har fjernet hele faggrupper. Men jeg kunne godt undvære at skulle forsvare mit speciales eksistensberettigelse og de politiske forsøg på at blande ting og fagligheder sammen i stedet for at udnytte, hvordan vi kan supplere hinanden. Også uden at det fremstilles som, at vi bare er usamarbejdsvillige.