Skip to main content

Boganmeldelse: Almen medicin

Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge Merete Sass Sørensen

20. feb. 2015
2 min.

Den skal stå på min hylde i praksis

Det har været en stor fornøjelse at stifte bekendtskab med den nye lærebog i Almen Medicin. Begejstret som en lille hoptimist, der netop er sat i bevægelse, læste jeg afsnittene om de almenmedicinske rammer og den diagnostiske tankegang. I en tid, hvor forebyggelse præsenteres som en garanti for evigt liv, elsker jeg også, at der lægges vægt på (med forfatternes ord): »Lægekonsultationen bør være et fristed, hvor man ikke får sit udseende evalueret«.

Lars Bjerrum, Ruth K. Ertner, Dorte E. Jarbøl, et al. (red): Almen medicin. Forlaget Munksgaard. 2014. 982 sider. Pris 995 kr.

Lærebogen er oversat fra norsk. Den danske oversættelse og redigering respekterer alle fine nuancer og betragtninger, og ingen væsentlige detaljer går tabt.

Bogen er opbygget i fem naturlige dele. Del 1 omhandler almenmedicinsk tankegang og grundprincipper. Herefter følger del 2 om symptombaseret tilgang til udredning. Et meget nyttigt afsnit, som konkret kan overføres til dagligdagen i almen praksis. Del 3 er klassisk sygdomslære opdelt efter organer. Denne del giver et udmærket overblik, men for de fleste sygdommes vedkommende må supplerende viden søges for at opnå fuld faglig kompetence. I del 4 og 5 om hhv. »livsforløb« og »konsultationer med specifikke formål« finder jeg teksten for uensartet. Nogle af afsnittene er overflødige, andre emner er stedmoderligt behandlet, og atter andre savnes helt. Uundværlig er del 6, hvor lægens evne og mod til prioritering, grænsesætningens kunst og risikoen ved alt arbejde berøres, et guldkorn fra teksten lyder: »Al handling vil være risikobetonet, inkl. ikkehandling«.

Med bogen kommer en nøgle til en i-bog. Både den fysiske bog og i-bogen har fin register/søgefunktion.

Jeg synes, at lærebogen er et fremragende disponeret værk til medicinske studenter og til de yngre læger i almen praksis, ligesom tutorlægen naturligvis må have den stående. For den rutinerede praktiserende læge giver bogen et godt overblik og en struktureret tilgang til allerede kendt viden.

Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge Merete Sass Sørensen

E-mail: merete.sass@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen