At blive ramt af kræft er en livskatastrofe, skriver Henning Mankell. Som at være på kanten af et hul med dødeligt sugende kviksand. Tiden gik i stå i dagene efter nytår 2014, hvor han fik diagnosen.
At blive ramt af kræft er en livskatastrofe, skriver Henning Mankell. Som at være på kanten af et hul med dødeligt sugende kviksand. Tiden gik i stå i dagene efter nytår 2014, hvor han fik diagnosen.
Nakkesmerterne var en metastase fra en aggressiv cancer. Nu er Henning Mankell død, men hans sidste bog bærer vidnesbyrd om et liv, der blev levet fuldt ud. Et liv som teaterinstruktør, globetrotter, kriminalforfatter, foredragsholder, men først og fremmest som et etisk menneske, drevet af risikovillighed og nysgerrighed. På karakteristisk vis går han i kødet på sin egen kviksandsmetafor. Et hollandsk universitet har undersøgt, om det er sandt, at kviksand kan trække et menneske ned og kvæle det. Det er pure opspind. Men alligevel fastholder han billedet. For det giver mening, at det er sådan, man føler.
Som læge er det en udelt glæde at læse Mankells observationer i de 67 små vignetter, hvor han reflekterer over svært håndterbare størrelser som tid og den enkeltes korte ophold på kloden holdt op imod, hvor længe man er død. På nøgtern vis regner han med, at videnskaben på længere sigt kan tilvejebringe en kur for tilstande som hans egen, men forstår og accepterer, at virkeligheden her og nu er en anden. Det er taknemmelighed og ikke bitterhed, han føler over for den læge, der fortæller ham, at kræftbehandlingen har givet ham et pusterum og ikke livet tilbage. Omkring atomaffald er han anderledes dyster og forlanger, at glemslen ikke skal sænke sig over de usikre depoter, der findes i undergrunden. Det er alvorligt, hvis de næste generationer skal betale for de tidligeres fejltrin.
At sandheder er provisoriske, er et udsagn, som Mankell igen og igen vender tilbage til. Han undrer sig således over, hvorledes de samme, som fordømte USA's angrebspolitik i Vietnam, senere kunne undlade at fordømme Vietnams angreb på Cambodia – nu ud fra sentimentale overvejelser om det vietnamesiske folks tapperhed. Noget af det, han frygter allermest, er, at mennesker mister deres tankers frihed, som det sker i diktaturer rundt om i verden. Han har selv prøvet det som teaterinstruktør i Maputo, hvor han beskriver, hvordan han sammen med teaterets ledelse skabte en lang række argumenter for, hvorfor dette og hint stykke ikke kunne spilles. Inderst inde vidste alle, at de udøvede selvcensur.
»Den største udfordring er viljen til at afprøve nye tanker. Ikke tøve med at sætte spørgsmålstegn ved andres sandheder og gå andre veje«, siger han.
Og så er han optaget af, at alt, hvad vi gør, bygger på, at der findes modstridende kræfter i os, et omdrejningspunkt, han også har brugt i sin karriere som kriminalforfatter.
Nyd hans testamente, som kan læses i små bidder. Som bogens titel antyder, er den både en alvorlig sag og en hyldest til glæden. Hinsides graven lyder de vise ord: »Tag ikke livet for alvorligt. Du slipper alligevel ikke levende fra det«.
