Skip to main content

Boganmeldelse: Grønlandske sygeplejersker fortæller

Cheflæge Anne-Marie G. Ulrik

5. sep. 2014
2 min.

Med en samling af elleve personlige beretninger fra sygeplejersker, der enten arbejder i Grønland i dag eller har haft en særlig betydning for udviklingen af sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen, giver Grønlandske sygeplejersker fortæller et klart monofagligt billede af sygeplejerskens rolle og betydning. Den spænder fra Ruth Langes kalejdoskopiske beretning om kampen for retten til at etablere den grønlandske sygeplejerskeuddannelse til Kaalat Borgnæs’ meget levende beskrivelse af, hvilke udfordringer man står med som sygeplejerske i et sundhedscenter langt væk fra speciallægeassistancen. Bogen skal, ifølge omslaget, fungere som inspiration for nye sygeplejestuderende og tilrejsende sygeplejersker.

Møller H. red.af; Grønlandske sygeplejersker fortæller. København. Forlaget Gamma. 2014 156 sider. Pris kr180 kr. ISBN: 978-87-97953-30-9

Bogen er uden tvivl nyttig og spændende læsning for såvel sygeplejersker som andet personale, der med tværfagligheden i højsædet vælger at arbejde i fremtidens sundhedsvæsen i Grønland.

Jeg savner dog fortællinger fra bacheloruddannede grønlandske sygeplejersker. Når betydningen af overgangen til professionsbachelor fremhæves så stærkt i bogen, ville det have klædt dens formål, hvis der havde været andre beretninger end Cecilia-Karla Olsens, der som 54-årig med lang erhvervskarriere bag sig bliver bachelor i sygepleje. Fortællinger, der konstruktivt kunne give indblik i, hvilke udfordringer akademiseringen af den grønlandske sygepleje giver i praksis, ikke mindst i forhold til at klæde de nyuddannede sygeplejersker på til at arbejde uden for Nuuk. Der ligger en spændende dikotomi i, at flere af historierne på den ene side fremhæver værdien af at være gået den lange uddannelsesvej fra sundhedsmedhjælper til sygeplejerske, og at man på den anden side nu går over til en akademisering af sygeplejerskeuddannelsen. Dette skisma kunne have været spændende og meget relevant at få belyst med fortællinger fra helt unge, nyuddannede sygeplejesker; hvad er deres erfaringer med mødet med praksis efter endt uddannelse?

Cheflæge Anne-Marie G. Ulrik

E-mail: AMU@peqqik.gl

Interessekonflikter: ingen