Medicinske og kirurgiske cases udmærker sig ved sin gennemført casebaserede tilgang til et bredt udvalg af betydende kliniske tilstande beskrevet i en dansk kontekst. Hovedsageligt er medtaget patienter, man kan møde som yngre hospitalslæge, men der er også cases fra almen praksis. De kliniske cases suppleres med relevant teoretisk baggrund. Bogen er tænkt som et supplement til eksisterende lærebøger og kan ikke stå alene som lærebog betragtet, da den i kraft af sin casebaserede tilgang kun medtager udvalgte dele af specialerne. Målgruppen er primært medicinstuderende på kandidatdelen.
Casene er samlet i kapitler inden for de enkelte specialer. Indholdsfortegnelsen er grundig og anvendelig. Jeg synes, at bogens overordnede opbygning med at stille et klinisk spørgsmål og besvare det i det efterfølgende afsnit fungerer fint. Opsætningen, både overordnet og i de enkelte cases, er overskuelig.
Personligt finder jeg nogle kapitlers udbredte brug af huskeregler og remser a la »Pippi Amok i Metroen« irriterende. Jeg kunne også have ønsket mig en lidt omhyggeligere redaktion, så eksempelvis meningsforstyrrende udtryk som akut explorativ laparoskopi var blevet rettet til det korrekte enten eksplorativ laparotomi eller diagnostisk laparoskopi. Der er skønhedsfejl i en ellers god bog.
Bogen kommer godt omkring inden for specialerne. Tilgangen hjælper læseren til selv at reflektere og forholde sig aktivt under læsningen – samt for de fleste læsere formentlig at udbygge deres kliniske viden væsentligt. Sine steder kan bogen dog være lovlig deltaljeret i sin gennemgang af teori, i forhold til den casebaserede intention.
Grundlæggende er det en velskrevet og meget informativ bog, med en inspirerende klinisk casebaseret tilgang.
Ida Lolle, idalolle@hotmail.com
Interessekonflikter: ingen