Skip to main content

BOGANMELDELSE: Smerter. Baggrund. Evidens. Behandling. 3. udgave

Overlæge Karin Bruun Plesner

31. dec. 2013
2 min.
Forlag: København: Fadl’s Forlag, 2013 Sider: 420 Pris: 549,95 kr. ISBN: 978-87-7749-703-2

I 2003 udkom denne lærebog om smerter på dansk for første gang, og nu kun ti år senere udkommer allerede 3. udgave af bogen. Det siger ikke så lidt om den udvikling, der i øjeblikket sker inden for smerteområdet. Som det fremgår af forordet til bogen, så er Danmark med i front, når det gælder forskning inden for smerteområdet. Derimod halter vi bagefter i forhold til udmøntning af den nyeste viden, både i forhold til uddannelse af sundhedspersonale og behandling af patienter med smerter. Smerter er det symptom, der hyppigst fører til en henvendelse i almen praksis. Godt 20% af den voksne danske befolkning lider af kroniske smerter. Smerter er således et meget hyppigt symptom, som kan ses i forbindelse med mange forskellige somatiske sygdomme. Kroniske komplekse smertetilstande anses i dag for at være en selvstændig sygdomsenhed, og ikke bare et symptom på en anden somatisk lidelse. Smertemedicin er ikke et selvstændigt speciale, og måske derfor har den formaliserede uddannelse af læger og andet sundhedspersonale på området i årevis været mangelfuld. Forbedringer er dog på vej, og i skrivende stund forhandles der om SATS-puljemidler til efteruddannelse af de praktiserende læger. Men også andre specialister og faggrupper har jævnligt kontakt med smertepatienter og kan have brug for at vide mere om emnet. Et rigtigt godt sted at starte kunne være at gå i lag med denne bog. Bogen formidler på fornem vis den nyeste viden på smerteområdet, praktisk anvendeligt og overskueligt. Et stort antal forfattere har bidraget, og hvert enkelt emne er gennemgået på højt fagligt plan. Bogen er grundigt redigeret og fremstår som en sammenhængende helhed. Bogen kan gøre fyldest både som lærebog og som opslagsværk eller blot bruges til at finde inspiration til håndtering af vanskelige problemstillinger. Også andre faggrupper end læger vil kunne have glæde af at dykke ned i kapitler om f.eks. fysioterapeutisk behandling, kiropraktisk behandling, psykologisk behandling og sygepleje ved smertetilstande. Mit eksemplar af bogen er allerede lidt laset af hyppig brug, og jeg vil varmt anbefale den til alle, der møder patienter med smerter i deres arbejde.

Overlæge Karin Bruun Plesner

E-mail: karinplesner@gmail.com

Interessekonflikter: ingen