Børne- og ungdomspsykiatere: Giv os de rette ressourcer, og skab en helt ny ledelseskultur

Statsministeren siger, at det ikke nytter noget at give flere penge til hospitalspsykiatrien, for der er jo mangel på sygeplejersker og læger.

Det er en myte, og det passer ikke. Men der er en ond spiral, som skal stoppes nu.

Det er korrekt, at der næsten hver eneste uge er opsigelser. Det er konsekvenserne af et årelangt sparemareridt, hvor man har skåret ned og løbet hurtigere, så læger og alle vores andre gode kollegaer ikke længere kan tilbyde vores patienter den gode behandling, de bør modtage.

Man har skåret forkert og for meget. Fokus har været på besparelser, ikke på at behandle syge mennesker. De faggrupper, der skulle støtte behandlerne, er sparet væk. Det drejer sig f.eks. om lægesekretærer, ergo- og fysioterapeuter. Mange typer af opgaver ligger i dag på behandlernes skuldre, så der er langt mindre tid til patienterne. Det kan dreje sig om alt fra registrering af ydelser, skrivning af egne journalnotater (og de kan være lange) til kaffebrygning på netværksmøder (hvis man leverer den luksus at servere noget til disse møder).

Men vi kan godt stoppe denne onde cirkel, hvis vi får lov. Vi kan skabe en kultur, der sætter fokus på behandling, og ansætte mange forskellige gode kollegaer, der er blevet afskediget de sidste mange år.

Vi har via selskabets egen facebookside bedt vores kollegaer komme med forslag til, hvad vi skulle bruge pengene på, hvis statsministeren sendte os penge. Det kom der mange gode forslag ud af, både fra folk, der har forladt, og folk, der stadig er i den regionale psykiatri, praktiserende som hospitalsansatte. Forslag, som vil kunne fastholde og tiltrække medarbejder.

Alle svarene gennemsyres af et ønske om at have tid nok til at give god behandling. Vi skal ændre kulturen fra en »spare- og kontrolkultur« til en »tillids- og fokus på god behandlings-kultur«.

Svarene beskriver et arbejdsmiljø, hvor man ikke længere føler sig anerkendt eller støttet. Der er sket en forråelse, hvor fokus ikke længere er på patienternes behov, men der er fokus på, om man »producerer«. Man måler ofte på ligegyldige ting, fordi de er målbare.

Vores ledere vil gerne ansætte folk, men må ikke, fordi pengene mangler. Hvis der er penge, er der masser af essentiel arbejdskraft, vi kan bruge dem på.

I et af svarene står: »Der laves meget pseudoarbejde med effektiviseringskonsulenter, hvor erfarne klinikere tages ud af deres kliniske arbejde for at deltage i meget lange processer og analyser, der helt kunne undlades ved at spørge relevante parter om konkrete spørgsmål pr. mail«.

En skrev det kort: »Psykiatrien vil kunne løftes af mere administrativt personale (sekretærer) og med større fokus på forældre«.

Fokus på god behandling, og at patienterne og familierne bliver raske:

»Jeg blev i det offentlige i rigtig mange år, fordi det har været så meningsfyldt et … Men der har kun været forringelser i de seneste 10-12 år, og det er ubærligt over tid.

Det handler om en meget bedre økonomi for at nå det, men også tillid og respekt.

Det handler om tillid i systemet, respekt for vores faglighed – alle faggruppers, også lægernes.

Helt fra toppen«.

Mange skriver om tillid og tid. At den enkelte selv kan vurdere, hvad der er bedst for familien: Det må ikke være besparelser, der sætter rammerne.

»Nogle patienter (som er indlagt) må tage hjem i weekenden grundet mangel på kapacitet. Der mangler penge til flere ansatte i døgnafsnit generelt«.

Der er tre overordnede budskaber:

·Ansæt flere af alle faggrupper.

·Bedre samarbejde med praktiserende speciallæger og kommunerne.

·Respekt for medarbejdernes indsats: et godt uddannelses- og arbejdsmiljø, hvor der reelt bliver lyttet til de ansatte.

Ansæt flere tværfaglige medarbejdere med fokus på rette opgave til rette medarbejder:

»Jeg synes, der er meget administrativt arbejde i hverdagen, som er unødvendigt (omdannelse af klinisk konferencenotat til erklæring, rykke for skoleudtalelser/skemaer m.m., ubr, henvisninger, samtykkeerklæringer, behandlingseffekt m.m.)«.

Ansættelse af diætister, fysioterapeuter, musikterapeuter, ergoterapeuter, medicinstuderende til at tage sig af de dele af behandlingen, som er hensigtsmæssig, så andre faggrupper bedre kan fokusere deres indsats og med samlet fokus på behandling.

»Penge til ansættelse af relevant personale til opgaver som uddannelse, supervision, og behandling. Nogle ansatte vil gerne byde ind på dette, men må ikke overarbejde«.

Desuden er der mange, der skriver om det fortvivlende i det manglende samarbejde med de praktiserende børne- og ungdomspsykiatere og kommunernes PPR, skoler og socialforvaltninger:

Der skal være klare aftaler mellem kommunerne, de praktiserende læger og hospitalspsykiatrien, i forhold til hvilke patientgrupper der bedst kunne hjælpes hvor – primær, sekundær, tertiær indsats?

Der skal være tid og penge til netværksmøder med alle de relevante samarbejdspartnere. Netværksmøder er også blevet sparet væk.

Og de praktiserende børne- og ungdomspsykiatere kan også hjælpe bedre, »hvis de praktiserende speciallæger må ansætte ekstra personale, både sekretær, psykolog, socialrådgiver, sygeplejerske og pædagoger – så ville vi meget hurtig kunne tage mange flere ind«.

Hvis der reelt bliver lyttet til de ansatte, vil effekten være et bedre arbejdsmiljø, hvor folk gerne vil være ansat:

»Før i tiden afholdt man konferencer, hvor formålet også var på uddannelse af de yngre medarbejdere. De konferencer er i dag sparet væk. At bringe faget tilbage i fuld funktion i regionsregi vil kræve kontinuerlig uddannelse, træning i færdigheder og videreuddannelse. Specifikt også i psykoterapi til speciallægerne«.

»Ekstra penge til at kunne fastholde alle faggrupper – blandt andet ved at give dem lov til at tage på flere kurser, kongresser, seminarer osv., så vi alle kan dygtiggøre os og fastholde dem, vi allerede har ansat«.

»Oprettelse af flere hoveduddannelsesforløb«.

»Flere penge til at løse problemer med sygdom i nattevagter, som i perioder er et stort problem med mange pålagte vagter, hvilket måske fører til langtidssygemeldinger«.

Der er brug for en ledelse, som spørger klinikerne: Hvad har I brug for? Og en ledelse, som har det ledelsesrum, at de kan give klinikerne de rette rammer at arbejde under. Det kræver flere penge og mere frihed til både ledelserne og klinikerne på alle niveauer.

Vi kan godt skabe et godt arbejdsmiljø og ikke kun stoppe flugten af medarbejdere fra hospitals-børne- og ungdomspsykiatrien. Husk, at næsten 50% af de privatansatte vil overveje at komme tilbage, hvis arbejdsmiljøet bliver bedre. Det kræver et kulturskifte fra spareøvelser og datadreven ledelse til fokus på, at patienterne og familierne får den rigtige behandling.

Giv os penge til at gøre det rigtige, og mål os på, om patienterne bliver raske.