Skip to main content

Brug af handsker ved dropanlæggelse

Kursusreservelæge Ana Belen Redal Baigorri, Medicinsk Afdeling R, Roskilde Sygehus. E-mail: rasmusogbelen@webspeed.dk

16. feb. 2007
2 min.

Re. Ugeskr Læger 2007;169:42-4.

Det er en god ide at beskrive en klinisk procedure og give de »rigtige« retningslinjer; problemet er, at forfatterne til artiklen opfordrer alle til at bruge handsker, mens man viser to billeder med et eksempel, hvor »lægen« ikke bruger handsker

Jeg er glad for, at I har skrevet, at man altid skal bruge handsker; det synes jeg også, og jeg beder alle, som skal lære en klinisk procedure af mig, om at tage dem på.

De fleste studenter tager handsker på; turnuslæger undskylder sig med at sige, at de aldrig har lært at anlægge proceduren med handsker på, og det er svært ... så de fleste undlader dem til min store skuffelse.

I de seneste år har der været stor fokus på sundhedsvæsenets hygiejne, og vi er alle sammen ganske enige, er vi ikke?

Problemet er, at 95% af personalet på hospitalet ikke bruger handsker til den slags procedurer, og med personalet mener jeg læger, laboranter og sygeplejersker.

Jeg har også spurgt forskellige laboranter, og jeg har altid fået det samme svar, at sådan står der i deres instrukser, og at »det er absolut unødvendigt, fordi de slet ikke beskytter imod hiv eller hepatitis«.

Mit svar er altid det samme, at de beskytter patienterne imod alle disse »dyr«, vi har på hænderne, når vi er på arbejde, og at risikoen for hiv og hepatitis kan mindskes med brug af handsker, fordi der er en fysisk barriere.

Jeg håber på, at alle ansvarlige for hospitalernes hygiejnepolitik beslutter sig for at gøre noget ved det, og at brugen af handsker bliver en realitet og ikke bare noget, man skriver i instrukserne for at være lægelig korrekt.