Brugerbetaling på offentlig fertilitetsbehandling - har vi råd til det?

I maj vedtog regeringen sammen med Dansk Folkeparti at gennemføre brugerbetaling på offentlig fertilitetsbehandling i Danmark. Som Mads Koch Hansen understreger i en leder i Ugeskrift for Læger (2010;172:2267) har dette i Tyskland ført til en alvorlig reduktion i antallet af fertilitetsbehandlinger og ikke mindst i antallet af børn, som fødes efter assisteret befrugtning. I Holland har lignende tiltag kortvarigt været indført, men konsekvenserne førte til, at man hurtigt fejede brugerbetalingen af bordet igen.

Der er ingen tvivl om, at brugerbetaling på fertilitetsbehandling vil få store konsekvenser for mange barnløse par, for hvem omkostningerne ved behandlingen simpelthen bliver for store. Hvad sjældent nævnes er, at medicinen til behandlingen i forvejen godt kan koste op til 10.000 kroner for et par i fertilitetsbehandling og nu kommer betaling til selve behandlingen så oven i.

Vi har i Danmark indtil nu haft et godt og økonomisk rimeligt system, hvor alle par har haft mulighed for at få op til tre reagensglasbehandlinger til deres første barn. Hvis parret får et barn allerede i første eller anden behandling, er der ikke yderligere tilskud til fertilitetsbehandlinger. Sådan har barnløse par hidtil fået hjælp til at få barn nummer et, mens de selv har betalt fertilitetsbehandling til barn nummer to. For at sikre den bedste udnyttelse af de tilgængelige resurser kan kun kvinder under 40 år komme i offentlig fertilitetsbehandling. Disse begrænsninger på offentlig behandling er et økonomisk funderet kompromis, som dog hidtil har givet de fleste barnløse par i Danmark mulighed for at få behandling til deres første barn.

Sygdom hyppigste årsag

Man kan godt antage den holdning, at det at få børn er folks eget problem. Samtidig har mange den opfattelse, at fertilitetsbehandling kun er for enlige og lesbiske eller par i slutningen af trediverne, som har plejet karrieren og af egoistiske grunde har fravalgt at få deres børn tidligere i livet. Hvorfra denne opfattelse kommer og bevæggrundene for dens tilblivelse er uvis. I klinikken beskæftiger vi os med virkeligheden og kan ikke genkende dette ganske fordrejede billede - enlige, lesbiske og karrierepar udgør kun en forsvindende lille del af vores fertilitetspatienter. En stor del af disse par behandles allerede i det private system pga. ventetider på den offentlige fertilitetsbehandling. Gennemsnitsalderen på vores fertilitetspatienter er 34 år, og det er meget vigtigt at understrege, at langt hovedparten af de par, som behandles for barnløshed, får behandling, fordi de har sygdom i deres reproduktive organer. Det drejer sig om en bred vifte af sygdomme hos både kvinder og mænd, blandt andet som følge af tidligere underlivsbetændelser, hormonforstyrrelser, endometriose, følger efter abdominale indgreb f.eks. perforeret appendicitis og svært nedsat sædkvalitet. Ydermere behandles patienter med en lang række andre lidelser, for hvem fertiliteten er nedsat som følge af deres grundsygdom. Sidst, men ikke mindst behandles hiv- og hepatitissmittede patienter, så de opnår børn på sikker vis uden at smitte partner eller afkom. Behandling for barnløshed er derfor behandling for sygdom. Men vel og mærke en særdeles effektiv behandling, hvor syv ud af ti par ender med af få et barn efter behandlingen. Kun meget få sygdomsbehandlinger giver samme cost-benefit-ratio, og ingen andre behandlinger resulterer i en ny skatteborger i Danmark.

Konsekvens for fødselstal

I Danmark fødes der kun 1,8 barn pr. kvinde, og det tal er langtfra nok til at opretholde befolkningstallet. Gennem de seneste år har 8% af den danske fødselskohorte været børn, der er født efter fertilitetsbehandling, hvilket svarer til omtrent to børn i hver eneste skoleklasse. Med brugerbetaling vil vi afskære mange par muligheden for at få et barn, og konsekvensen for fødselstallet og fremtiden er indlysende.

Vi har i Danmark en stor tradition for forskning på højt internationalt niveau i human reproduktion. En forskning som er med til at sikre den høje kvalitet i behandlingen, og at nye og mere effektive og stadig skånsommere behandlingsmetoder løbende og sikkert kan tages i brug. Oplægning af kun ét befrugtet æg i forhold til tidligere to eller tre er kun et eksempel på, at forskning har ført til højere kvalitet og mindsket risiko for mødre og børn, idet metoder til nedfrysning og optøning af embryoner er optimerede, så vi kan anvende embryonerne i senere behandlinger i stedet for at lægge flere befrugtede æg op på en gang. Samtidig er en del af forklaringen på, at oplægning af ét embryon har kunnet gennemføres, de offentlige tilskud, som sikrer, at patienterne har ret til et vist antal fertilitetsbehandlinger. Tidligere udgjorde tvillingegraviditeterne mere end 25% af graviditeterne efter fertilitetsbehandling, hvor de nu på klinikker som f.eks. min egen udgør 11%. Antallet af embryoner, der lægges tilbage, er altid en afvejning af chancen for graviditet mod risikoen for en tvillingegraviditet med deraf følgende risiko for præterm fødsel og øget sygelighed hos børnene. Brugerbetaling på fertilitetsbehandling vil utvivlsomt igen betyde oplægning af flere embryoner, som vi ser det i lande med brugerbetaling, hvor tvillingeraterne fortsat ligger på 25-30% for ikke at tale om trillingefødslerne, som udgør flere procent. En lang og målrettet forskningsindsats på de danske fertilitetskliniker har betydet, at trillingegraviditeter efter assisteret befrugtning nu kun yderst sjældent ses i Danmark.

Alvorlige konsekvenser

Forskning på området er derfor helt afgørende for at sikre kvalitet og sikkerhed i behandlingen. Brugerbetaling vil betyde en væsentlig forringelse på forsknings- og udviklingsområdet, idet stort set al forskning og udvikling inden for barnløshed i Danmark foregår på de offentlige klinikker og kun i et meget begrænset omfang i privat regi. I dag er Danmark med helt i front internationalt, når det gælder udvikling og forskning i barnløshed og human reproduktion.

Et andet aspekt af brugerbetaling, som hidtil slet ikke har været til debat, er uddannelsen til fertilitetslæge, som er et subspeciale inden for gynækologi og obstetrik. De offentlige klinikker har hidtil stået for denne subspecialisering. Men uddannelse er jo som bekendt dyr, og hvem skal fremover have ansvaret for denne uddannelse? Og ikke mindst, hvordan skal denne uddannelse honoreres? Med introduktion af brugerbetaling må man frygte, at uddannelsen til fertilitetslæge forringes eller i værste fald bliver ikkeeksisterende. Hermed bliver også rekrutteringen af nye læger til fertilitetsspecialet umuliggjort, hvilket på længere sigt vil være katastrofalt ikke mindst for patienterne. Skrækscenariet er, at Danmark fra at være helt i front internationalt skal ende som et uland inden for fertilitetsområdet.

Brugerbetaling vil få alvorlige konsekvenser for behandling af sygdommen barnløshed i Danmark. Samtidig viser erfaringerne fra udlandet, at konsekvenserne af brugerbetaling på fertilitetsbehandling vil betyde tab af 3.000 børn om året i Danmark - har vi råd til det?