Bruno Melgaard: Prisen var for høj

Svar til kronikken på s. 1988

Forfatterne skriver, at de var klar til at afgive ydernumrene, fordi den nye lov om almen praksis betyder, at de praktiserende læger ikke længere kan sige nej til opgaver, som de ikke mener er fagligt eller kapacitetsmæssigt forsvarlige. Desuden anføres det, at der i henhold til den nye lov fremover skal indberettes personlige helbredsdata til regionerne og staten.

Forfatterne har imidlertid misforstået den nye lov om almen praksis. I loven er de praktiserende lægers nuværende aftaleret bevaret, det vil sige, hvis der ikke indgås en aftale med almen praksis, kan vi som hidtil sige nej til at løse opgaver, som f.eks. regionerne gerne vil have udført i almen praksis. Endvidere fremgår det eksplicit af den endelige lov, at der heller ikke skal afgives patientidentificerbare oplysninger til regionerne [1].

Alle deltagere på repræsentantskabsmødet den 29. juni fandt lovindgrebet inderligt overflødigt og uacceptabelt, men det er min klare vurdering, at det lykkedes for os via et stærkt kollegialt sammenhold at flytte den politiske dagsorden og få ændret væsentlige punkter i sundhedsministerens oprindelige forslag til loven, f.eks. bevarelse af vores aftaleret, som var én af PLO’s væsentligste kritikpunkter i forhold til det oprindelige lovforslag. Det er i øvrigt mit indtryk, at de fleste deltagere på repræsentantskabsmødet vurderede, at aflevering af ydernumrene ikke ville føre til, at den vedtagne lov ville blive taget af bordet.

Forfatterne skriver, at »overvældende mange medlemmer havde tilkendegivet, at de var klar til at aflevere deres ydernumre mod en åbenlyst urimelig lovgivning«. Dermed sættes lighedstegn mellem den høje deponeringsprocent og en aflevering af ydernumrene. Men det var ikke, hvad medlemmerne havde skrevet under på. De havde i tilsagnserklæringen skrevet under på, at repræsentantskabet kunne, men ikke nødvendigvis skulle, beslutte at afgive ydernumrene, når repræsentantskabet mødtes den 29. juni efter vedtagelsen af loven. Det vil sige, at de 91% af medlemmerne, der havde deponeret ydernumrene i PLO, havde ikke skrevet under på, at de ville afgive ydernumrene. De havde alene givet opbakning til, at repræsentantskabet på deres vegne skulle tage stilling til spørgsmålet.

Den endelige lov imødekom PLO på vigtige områder: aftaleretten var bevaret, ministerbemyndigelserne var langt færre end i det oprindelige udkast til lovforslag, og det blev ikke muligt at sanktionere læger som følge af indberetning af kvalitetsdata.

Flertallet i repræsentantskabet besluttede derfor den 29. juni, at der med den endelige lov ikke længere var grundlag for at afgive ydernumrene og dermed skabe en yderst usikker fremtid for kollegerne og risiko for kaotiske tilstande i almen praksis og resten af sundhedsvæsenet. Der var altså ikke tale om, at beslutningen blev taget af hensyn til de nynedsatte kolleger. Beslutningen var baseret på en samlet vurdering af, at prisen ved at afgive ydernumrene ville blive for høj for alle PLO’s medlemmer (nynedsatte og ældre kolleger) sammenholdt med, hvad der står i den endelig lov. Hvordan skulle vi kunne forklare kollegerne – og omverdenen – at repræsentantskabet havde besluttet at afgive ydernumrene, fordi vi havde mistet aftaleretten og skulle indberette personfølsomme data til regionerne – når det faktisk viste sig, at det ikke var tilfældet? Det ville også blive vanskeligt at forklare vores patienter, at vi ikke ville forhandle med regionerne, når nu 370.000 patienter havde skrevet under på PLO’s opfordring til forhandling.

Ingen kan i sidste ende vide, hvad konsekvensen af aflevering af ydernumrene ville have været, men jeg og flertallet i repræsentantskabet vurderede, at indsatsen var for stor sammenholdt med en meget usikker gevinst. Jeg er sikker på, at den uenighed, der manifesterede sig i repræsentantskabet, genfindes blandt såvel nynedsatte som ældre kolleger, og alene af den grund ville det have været et alt for drastisk skridt at aflevere ydernumrene.

Vi står nu i en situation, hvor vi skal i gang med en ny runde forhandlinger. I forbindelse med dette arbejde er der – som forfatterne også peger på – brug for en god og bred medlemsdebat. Det vil jeg og resten af bestyrelsen meget gerne medvirke til. Hvis vi skal lykkes med den nye forhandlingsrunde, er det vigtigt, at vi bevarer medlemsengagementet og den levende debat i PLO. Det vil bestyrelsen gøre sit til – på medlemsmøder, i Ugeskrift for Læger, på facebook m.v.

Vi skal både udadtil og indadtil fastholde, at vi er en væsentlig og uundværlig del af sundhedsvæsenet – og fremhæve det over for patienter og samarbejdspartnere. Den forestående valgkamp til regionsråd og kommunalbestyrelser er en god lejlighed til at blande sig i debatten.

Note

1. For yderligere oplysninger se notat fra PLO’s sekretariat med vurdering af den endelige lov, der blev udsendt til alle medlemmer den 28. juni og i øvrigt kan findes på www.laeger.dk/PLO, hvor der også findes et sekretariatsnotat om aftaleretten i den nye lov.