Der er desværre behov for endnu en gang at genoptage debatten om, hvordan man opfører sig ordentligt over for både nuværende og kommende kolleger. Det har jeg tidligere udtalt mig om i egne rækker til kolleger i almen medicin – både som klummeskribent i vores interne fagblad, Practicus, og under kollegiale diskussioner på flere hospitalsafdelinger. Nu skriver jeg dette indlæg i Ugeskrift for Læger med håb om, at mit budskab når ud til de kolleger, som stædigt holder fast i gamle sædvaner og dårlige skikke.
Jeg er p.t. på hospitalsdelen af min hoveduddannelse i almen medicin, hvor jeg flere gange har oplevet en grundlæggende misforståelse af, hvordan man som professionelt menneske indgår i relationer med sine kolleger. Det gør mig både træt og ærgerlig over, at vi stadig har lang vej endnu i forhold til at skabe et positivt og lærerigt arbejdsmiljø.
Jeg har under medicinstudiet og efterfølgende i mit virke som læge forsket i supervision, og jeg har i den forbindelse undersøgt, hvad der skal til for at have optimale forhold for supervision på hospitalsafdelinger. Her kom vi bl.a. frem til, at der var nogle grundlæggende udfordringer med ledelse, organiseringen af afdelingerne og med kommunikationen blandt kolleger. Disse udfordringer medfører i sig selv en hindring for supervision, men også for noget så simpelt som at tale pænt til og om hinanden, samt at uddannelse på afdelinger ofte kommer sidst i en række vigtige prioriteringer.
»Jeg har [...] undersøgt, hvad der skal til for at have optimale forhold for supervision på hospitalsafdelinger. Her kom vi bl.a. frem til, at der var nogle grundlæggende udfordringer med ledelse, organiseringen af afdelingerne og med kommunikationen blandt kolleger« Daniel Staal Nyboe, HU-læge i almen medicin
Jeg observerer og oplever desværre dagligt både ubehagelige og uhensigtsmæssige situationer, som bør være undgået. Allerede tidligt på medicinstudiet, lige fra vores ophold under medicinstudiet og op gennem KBU’en og nu i hoveduddannelsen, har jeg oplevet både ubehagelige og uhensigtsmæssige situationer, som i min optik bør kigges på. Jeg har bl.a. oplevet, hvordan der bliver nedprioriteret, grint ad og rullet med øjnene af uddannelsessøgende læger – specielt ad os i almen medicin. Og det undrer mig ganske meget. Jeg er forundret over, at man ser ned på generalisten frem for specialisten, samt at man som et voksent og professionelt menneske kan opføre sig uhensigtsmæssig over for sine kolleger.
Særligt under mit forrige hospitalsophold er det gået op for mig, hvor lidt vi uddannelseslæger i almen medicin – hvis ikke også hele specialet – bliver taget seriøst af vores kolleger på hospitalerne. Og for at sige det ligeud: Jeg er ved at være rigtig godt træt af det. Vi er også (kommende) speciallæger, og vi har en stærk og bred faglighed med i bagagen. Alligevel ses vi ofte på som »uvidende medicinstuderende, der er i vejen«. Og fordi vi ofte er så kort tid på afdelingerne, tager lægerne der desværre ofte aktive valg om ikke at lære os de vigtigste opgaver: at kunne behandle patienterne så godt som muligt og om muligt undgå hospitalsindlæggelserne.
Det er utroligt demotiverende at gå på arbejde og se, hvordan speciallægerne og ledelsen på afdelingerne ikke formår at give os det, vi som minimum har krav på: læring, supervision, venlighed og kollegial støtte. Eksemplerne er mange: medicinstuderende, der bliver afvist, fordi de »fylder« og »er i vejen for, at man kan gøre sit arbejde til tiden«; uddannelseslæger, der spørger om supervision og læring, men i stedet bliver mødt af korte, kontante og uforklarede løsninger; sågar enkelte kolleger, der ikke engang kan give et smil eller et godt råd. Det bør ikke længere accepteres! Personlig udbrændthed og travlhed på afdelingen kan ikke længere bruges som undskyldning for dette udbredte ledelsesproblem.
Siden jeg startede på medicinstudiet for nu snart 14 år siden, har man snakket om at prioritere uddannelse, være gode kolleger og tage bedre imod næste generation af læger. Alligevel føles det ofte, som om vi ingen veje er kommet.
Så sent som for nogle måneder siden sad jeg til en morgenkonference og bed mærke i den dynamik, der desværre stadig findes mange steder. Ved langbordet sad speciallægerne med deres kaffe, mens de yngre læger sad langs vægge og vinduer. Ydermere sad fire nye medicinstuderende i hjørnet. De fire studerende blev hverken hilst på eller omtalt under konferencen, og da jeg efterfølgende gik hen til dem, fortalte de, at ingen af dem vidste, hvem de skulle følge den dag. På trods af at jeg italesatte dette over for kolleger og ledere på afdelingen, var der ingen ændring at ane en måned efter.
Lad mig gøre det meget klart: Det er på ingen måde okay! Vi viser en utrolig dårlig side af os selv og vores arbejde, når vi sidder med armene over kors og forlader et rum, hvor man tydeligt kan se nye ansigter uden at anerkende, at de er der. Man burde som minimum anerkende nye kommende kollegaer med et enkelt hej. Og lad mig derfor fortsætte med at opfordre alle kolleger til at leve op til vores fælles ansvar for kommende kolleger og sørge for, at de bliver taget godt imod, føler sig velkomne og ved, hvem de skal følge.
Der er kommet en ny generation af læger, der ligesom resten af samfundets unge stiller krav, har ønsker og siger nej til ansættelser, der ikke er indbydende. Der er ikke noget at sige til, at det er svært at rekruttere læger, når forholdene ofte er, som de er.
Skal jeg tale videre fra egen erfaring, kan jeg nævne, at jeg har oplevet afdelinger, som ikke hjælper yngre læger i andre specialer med at opnå deres kompetencer. Det skal man selv påpege og kæmpe for. Det er der sådan set ikke meget forkert i, men man bør ikke kæmpe mod en mur af opgivenhed, når man opsøger uddannelse. En speciallæge sagde endda til mig meget tydeligt fra starten af ansættelsen, at jeg ikke ville kunne få lært alle mine kompetencer på denne ansættelse. – Undskyldningen om travlhed kom igen i brug. Jeg fik ikke lov til at få mine uddannelsesdage eller til at komme på alle fokuserede ophold under opholdet. Derudover blev det også nævnt, at hvis min tutor i praksis havde et problem med at godkende opholdet, kunne personen jo bare ringe til afdelingen, så det kunne bekræftes, at jeg havde været der. Heldigvis har jeg en tutor i praksis, som motiverer og beroliger mig og hjalp med at sige fra og presse på. Efter et par måneder lykkedes det at få nogle ting igennem alligevel, men desværre ikke alle.
Jeg sad for nylig også med til et ellers langt møde om, hvordan man (ironisk nok) kan forbedre psykologisk trivsel på afdelingen. Jeg observerede, at ikke mange andre genkendte, hvad jeg havde at sige, og jeg observerede, at jo længere man var i sit uddannelsesniveau, desto mindre kunne de forsone sig med mine og mine øvrige kollegers observationer – noget, der bekræfter min opfattelse af generationernes kløft.
Disse forhold er bare endnu en grund til, at jeg er en af dem, som glæder mig til en ændring i hoveduddannelsen for almen medicin, så vi får kortere ophold på afdelinger, hvor vi lige nu blot ses som arbejdskraft frem for kommende kolleger. Vi burde trods alt være på hospitalsafdelingerne for at lære, hvordan vi skal arbejde sammen og passe vores fælles patienter, så de ikke bliver indlagt unødigt.
Jeg tilhører den nye generation af læger, som ikke længere vil acceptere dårlig opførsel blandt kolleger. Jeg tilhører en generation, som prioriterer at være glad i vores erhverv såvel som at have en god work-life-balance. Jeg sætter en stolthed i at være smilende, åben og at støtte kommende kolleger – både i daglig supervision,og også i at de kan føle sig velkomne og som en kommende ressource.
I min optik bør vi alle være mere investerede i nye kolleger og vise dem vejen til en inspirerende uddannelse og et arbejdsliv, som ikke udbrænder. Et arbejde, som er socialt, hvor man kender hinanden og kan grine sammen frem for af hinanden. Vi bør kunne have et arbejde, hvor det ikke bare handler om at kunne få hakket kompetencer af på et skema efter endt ophold, men i stedet om at lære at bruge dem som værktøjer i en klinisk hverdag.
Jeg håber, at denne kronik kan medvirke til, at du tænker dig om, næste gang du sidder til morgenkonference eller i andet øjemed møder en ny kollega.
