Skip to main content

Cøliaki - en ny folkesygdom?

Overlæge Jens Emil Viftrup, Psykiatrisk Afdeling, Holstebro. E-mail: pjvi@ringamt.dk

8. maj 2006
1 min.

Sådan annonceres en temaeftermiddag. Diagnosen dukker da også op ganske overraskende. Min patient er en tresårig, højt uddannet mand i ansvarsfuld stilling. Gennem et til to år er der udviklet tegn på stress, og på henvendelsestidspunktet er der fuldt udviklede symptomer inden for angst-depressions-spektret. Den pågældende har tabt omkring 10 kg, og det er i kontrast til de habituelle vanskeligheder ved at undgå overvægt. Vægttabet overrasker ikke som led i stress-angst-depressions-syndromet, men der gøres dog en lille somatisk udredning. Folat ligger lige under normalområdet, og det fører til prøve for anti-transglutaminase, som viser sig lidt forhøjet. En biopsi viser lave affladede villi og let øget antal intramukosale inflammatoriske celler. Herefter betragtes cøliaki som værende til stede, og der instrueres i streng diæt.

Hvad får denne mand, som aldrig har haft symptomer fra fordøjelsesorganerne, ud af at efterleve kostanvisningerne?

Er der kendt sammenhæng mellem stress-angst-depres-sions-syndromet og påvirkning af tarmmucosa?

Man kunne tænke sig en virkning af den langvarigt forhøjede cortisol? Serotonin findes både i hjerne og tarm, og lægemidler med virkning på serotonin påvirker også tarmen.