Skip to main content

Corona, nej tak! – EU-medicin, ja tak?

Illustration: LarsOle Nejstgaard
Illustration: LarsOle Nejstgaard

Johannes Bjerre læge. Email: johannesbjerre@hotmail.com

27. mar. 2020
2 min.

Kære kollega,

Jeg er så heldig, at jeg er landet på den rigtige hylde. Som praktiserende læge har jeg overtaget en utroligt velpasset praksis, og jeg har en ung og aktiv kompagnon. Mit arbejde er yderst enkelt – jeg skal blot finde den helt rigtige behandling til min patient! Jeg har spændende opgaver hver dag, og jeg prøver hver gang at løse og afhjælpe den gåde, som min patient har med. Efter diagnostik kan jeg starte behandling og aftale opfølgning, så mit arbejde er udført grundigt og samvittighedsfuldt.

Jeg er taknemmelig for mine ansatte, hjemmeplejens sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter/hjælpere, apoteket og sidst men ikke mindst mine dygtige sygehuskollegaer, der kan træde til, når min indsats ikke er tilstrækkelig.

Den seneste udvikling har dog forundret mig. Livsvigtig medicin som furix retard og prednisolon har været i restordre, så jeg ikke længere kan fokusere på diagnostik og behandling, men også må forholde mig til leveringsproblemer. Effektiv blodtryksmedicin som losartan comp er steget i pris fra 62 kr. til 662 kr., og nogle af mine mindre bemidlede patienter stopper behandlingen, og blodtrykket stiger faretruende.

Medicinen kunne vel have samme rimelige pris og være uden restordre? En del af lægemiddelindustriens omsætning går til at udvikle ny behandling, men hverken her eller ved de statslige seruminstitutter er der nogen, som har en coronavaccine på lager.

Burde vi ikke ønske os EU-medicin med stabil, økonomisk behandling, og hvor en del af omsætningen bruges til rettidig omhu og imødegåelse af fremtidige pandemier?