Content area

|

Coronavirus øger den sociale afstand

Epidemier skabes af sociale forskelle, der næsten bliver deres vækstmedie, skriver Morten Sodemann.
Mikrober, mennesker og luksusvarer rejser sammen ad handelsruter, der forbinder byer og lande i en verden, derer blevet tættere forbundet via ændrede magtstrukturer og international handel.
Forfatter(e)
Speciallæge i infektionsmedicin Morten Sodemann klinikchef på Indvandrermedicinsk Klinik Odense Universitetshospital

Mikrober har ingen moral og trives bedst der, hvor der er mindst mutationstryk, der hvor de kan sprede sig hurtigt og ubesværet. De lavtlønnede og kortuddannedes levevilkår skaber de perfekte rammer for epidemier. For det første er det ofte personer, der bor i på meget lidt plads i små, overfyldte og sparsomt vedligeholdte boliger med dårligt indeklima beliggende i udsatte boligområder. For det andet er der tale om mennesker med kroniske sygdomme, som ofte er multisyge og hyppigere er rygere og overvægtige. I forskellige forklædninger har konstellationen udgjort det perfekte vækstmiddel for epidemier så forskellige som pest, kolera, mæslinger, influenza, tuberkulose og nu coronavirus. Sangerinden Madonna udnævnte for nylig COVID-19 til at være den store udligner (the great equalizer), mens hun lå i et karbad med rosenblade i en video, der skulle trøste en verden i isolation. Det perfekte billede på, at mikrober som coronavirus netop øger den sociale afstand.

Pandemier har altid afsløret ulighed i sundhed, f.eks. var dødeligheden under influenzaepidemien i 2009 over tre gange højere blandt socialt dårligt stillede end blandt andre. Epidemier skabes af sociale forskelle, der næsten bliver deres vækstmedie. Under en epidemi kan fattigdom og ulighed forværre smitteintensiteten og dødeligheden for hele befolkningen, men startende med de fattigste. Denne gensidigt forstærkende cyklus, en syndemi, kan muligvis øge dødeligheden af virus pga. øget smitteintensitet i overbefolkede små lejligheder og forekomsten af flere samtidige kroniske sygdomme. Under epidemier stiger leveomkostningerne, og der er evidens for, at det rammer socialt sårbare hårdest, fordi de samtidig har større risiko for at blive arbejdsløse.

Folkesundhed gælder for hele befolkningen, ikke kun majoriteten, de rige eller de veluddannede.

Epidemier udvider samtidig netop de socioøkonomiske skillelinjer, der menes at være de store drivkræfter bag ekstrem nationalpopulisme, fjendtlighed over for minoriteter og dødsfald, der skyldes alkoholisme, selvmord eller stofmisbrug. Pandemier har været mere tilbøjelige til at forekomme i tider med social ulighed og væbnede konflikter. Flere mener f.eks. at kunne dokumentere, at influenzavirus vandt første verdenskrig. Efterhånden som de fattige bliver fattigere skrider deres basale sundhed, og risikoen for infektioner stiger. Samtidig bliver de tvunget til at bevæge sig mere på jagt efter arbejde og migrerer til byer, hvor deres kost og motionsmønster ændres i uhensigtsmæssig retning. Eliten, der bliver rigere som følge af lave lønninger, bruger dem på luksus, inklusive eksotiske varer fra fjerntliggende egne. Verden bliver tættere forbundet via ændrede magtstrukturer, international handel, og mikrober, mennesker og luksusvarer rejser sammen ad handelsruter, der forbinder byer og lande.

Cirka en ud af tre personer, der bliver syge nok til at kræve indlæggelse med COVID-19 i USA, var afroamerikanske ifølge data fra den første måned af den amerikanske epidemi fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC). Selvom 33% af de indlagte patienter var sorte, udgør afroamerikanere 13% af den amerikanske befolkning. Derimod fandt man, at 45% af indlæggelserne var af hvide, der udgør 76% af befolkningen. Og 8% af indlæggelser var af latinamerikanere, der udgør 18% af befolkningen. I USA spiller selv postnummeret en rolle: De postnumre, der har den højeste andel af minoriteter, har den højeste forekomst af COVID-19 – jo højere andel, jo større risiko, det samme gælder andelen af ældre og af fattige.

Morten Sodemann. Morten Sodemann.

Men inddæmning og afskærmning i forhold til de fremmede styrker nationalfølelsen. Samfund har altid defineret sig ud fra værdier om »renhed« og »forurening«. Alt sammen forestillinger, der skaber det perfekte vækstmiddel for epidemier: Man får virus til at smelte sammen med »de fremmede«, samtidig med at man styrker nationalfølelse og »sammenhold« som værn mod epidemien. Da de første artikler og rapporter om de socioøkonomiske og etniske forskelle i risikoen for at få – og dø af – coronasygdom kom frem, sagde mange: »Hvordan kan en virus skelne mellem rig og fattig, sort og hvid?«. Men desværre har uligheden mange ansigter og endnu flere værktøjer.

I Sverige har man set bekymrende smittekæder i enkelte etniske grupper i storbyerne, men de har især været knyttet til boligområder, hvor man pga. fattigdom bor tre generationer i samme lejlighed. I en undersøgelse fra Oslo Universitet fandt man, at personer med kort uddannede og lave indkomster havde sværest ved at forstå og efterleve hygiejnerådene og også havde den største risiko for at blive indlagt på sygehus med COVID-9. Jo kortere uddannelse og jo mere økonomisk udsat, jo mindre tid kunne de finde til f.eks. at vaske hænder. Middelklassens hygiejneopfattelse er lettest at efterleve, når man selv kommer fra samme opvækstmiljø.

Der er mange måder at stoppe epidemier på. Præsident Duterte har beordret politiet til at skyde enhver, der ikke overholder isolations- og hygiejnereglerne, og flere er allerede blevet skudt. I USA hamstres der våben, fordi man angiveligt aldrig ved, hvad naboen kan finde på, når der ikke er mere toiletpapir i Walmart, og enkelte mænd har skudt deres partnere, fordi de hostede. Det smarteste og mindst dramatiske ville dog være at reducere den sociale ulighed, der skaber grobunden for epidemier, styrke boligforholdene for de socialt udsatte og begrænse trangen til at skyde skylden på de fremmede. Overfor pandemier er vi alle fremmede og kun ved at stå sammen, kan vi bekæmpe dem. Folkesundhed gælder for hele befolkningen, ikke kun majoriteten, de rige eller de veluddannede. Coronavirus lever bedst blandt mennesker, der bor tæt under elendige sociale vilkår, men den øger den sociale afstand.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Rutter PD, Mytton OT, Mak M et al. Socio-economic disparities in mortality due to pandemic influenza in England. Int J Pub Health 2012;57:745-50.

  2. Sodemann M, Fischer TK. Hvem vandt 1. verdenskrig? Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 2008. https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/download/583/495

  3. Mamelund SE, Ingelsrud MH Steen AH. Arbeidslivsbarometerets koronaundersøkelse – preliminære funn per 6. april 2020. https://fagarkivet.oslomet.no/nb/item/arbeidslivsbarometerets-koronaundersokelse-preliminaere-funn-per-6-april-2020

  4. Garg S, Kim L, Whitaker M et al. Hospitalization rates and characteristics of patients hospitalized with laboratory-confirmed coronavirus disease 2019 – COVID-NET, 14 States, March 1–30, 2020. MMWR Morb Mortal Wkly Rep 2020;69:458-64.

  5. Fisher M, Bubbola E. As coronavirus deepens inequality, inequality worsens its spread. The New York Times. 15. marts, 2020. https://www.nytimes.com/2020/03/15/world/europe/coronavirus-inequality.html

  6. Chowdhury S, Amnesty International UK. Why COVID-19 is far from an equalizer. 12 apr 2020. https://www.amnesty.org.uk/why-covid-19-far-equaliser

Right side

af Jette Birgitte Lehnsbo Korsgaard | 03/08
2 kommentarer
af Olaf Bjarne Paulson | 03/08
1 Kommentar
af Tobias Kvist Stripp | 02/08
26 kommentarer
af Søren Christian Jørgensen | 02/08
3 kommentarer
af Hanne Hulgaard | 02/08
4 kommentarer
af Christian Stefan Legind | 28/07
2 kommentarer
af Connie Lærkholm Hansen | 23/07
1 Kommentar
af Lene Heise Garvey | 23/07
4 kommentarer
af Peter Tagmose Thomsen | 20/07
1 Kommentar