Content area

|

COVID-19 og dets indflydelse på (tele)psykiatrien i Danmark

Foto: Privat. Davor Mucic
Forfatter(e)
Speciallæge i psykiatri Davor Mucic, Behandlingscenter Den Lille Prins, København. E-mail: info@denlilleprins.org. Interessekonflikter: ingen

COVID-19 påvirker i disse måneder både psykiatriske patienter og befolkningen i almenheden. Social afstand, isolation og tab af arbejde eller frygt for at miste job kan føre til, at mange bliver mere ængstelige, vrede, stressede, agiterede og nedstemte. Lige nu er det de mest syge psykiatriske patienter, som besøger psykiatrisk skadestue. Alle regioner melder om en lavere belægning end vanligt, da mange patienter ikke ønsker indlæggelse på grund af frygt for smitte. Ikke desto mindre har de stadig brug for professionel støtte og kvalificeret hjælp.

I en sådan situation kan telepsykiatri være et udmærket supplement til de eksisterende behandlingstilbud. Siden 1959 har man anvendt videokonferencer i bedømmelse og/eller behandling af samtlige psykiske sygdomme samt til psykoedukation og supervision. I dag er det blot en blandt mange applikationer, som går under fællesnævneren e-mental health [1]. Professionelle har været tilbageholdende primært pga. manglende generel viden om og klinisk erfaring med telepsykiatri [2]. Patienterne har til gengæld udtrykt stor grad af tilfredshed og komfort ved fjernkonsultationer [3, 4].

I pandemitiden synes en hjemmetelepsykiatri-model at være mest praktisk at anvende i ambulante forløb, dvs. opfølgning, medicinjustering og/eller psykoterapi.Egnede patientgrupper er bl.a.: børn og unge, ældre med eller uden flere kroniske sygdomme, personer med begrænset mobilitet, patienter diagnosticeret med autisme, personer med angstproblematik (især socialangst, panikangst og agorafobi), depression, PTSD og OCD og etniske minoriteter med begrænsede danskkundskaber (når behandleren »matcher« både sprogligt og kulturelt, såkaldt »transkulturel telepsykiatri«).

Umiddelbare fordele ved modellen er: penge- og tidsbesparelser forbundet med, at der ikke er behov for transport med dertilhørende udgifter og ikke behov for at vente i ofte overfyldte venterum, ingen smitterisiko, patienten ses i sine vante omgivelser, reduceret antal udeblivelser, nedsat stigmatisering og lettere at vedligeholde kontinuitet i behandlingen.

En kombination af ovennævnte resulterer i højere patienttilfredshed og bedre komplians.

Ulemper ved hjemmetelepsykiatrimodellen er: begrænset mulighed for somatisk undersøgelse, begrænset aflæsning af kropssproget samt risiko for at patienten optager seancerne og offentliggør dem på internettet, desuden er strømafbrydelse eller forstyrret internetforbindelse en uforudsigelig forhindring.

En kombination af ovennævnte er en mulig årsag til, at man kun tilbyder servicen til på forhånd kendte patienter. At det afspejler lægens egen usikkerhed og manglende erfaring med bedømmelser og/eller behandling via video kan ikke udelukkes.

Mens telepsykiatri så småt er implementeret som ambulant tilbud i størstedelen af landet, er erfaringerne med hjemmetelepsykiatrien yderst begrænsede. Region Syd var den første til at etablere tilbuddet i 2016, mens et halvårligt hjemmetelepsykiatri-pilotprojekt i disse dage afsluttes i Region Sjælland. Foreløbig er både patienter og behandlere yderst tilfredse med modellen. Det fungerer således, at patienten modtager vejledning og log-in-oplysninger til et program, som hentes ned på vedkommendes computer, ipad eller mobiltelefon. Dette sikrer en krypteret forbindelse. Mødet finder sted i det virtuelle rum »up in cloud«, hvor patienten »møder op« med behandleren efter at have fået en engangskode, som ophører med at virke efter afsluttet samtale.

Udviklingen er dog delvis afhængig af beslutningstagernes indsigt og vilje til at handle.

Den aktuelle pandemi kan være et vendepunkt for (hjemme)-telepsykiatriens fremtid. Udviklingen er dog delvis afhængig af beslutningstagernes indsigt og vilje til at handle. Velfungerende service forudsætter standardiserede vejledninger for både valg og opsætning af udstyret, praktisk oplæring og teoretisk undervisning [5]. Yderligere motivation kan fås via promovering af best practice-eksempler og forskningen på området. Man må ikke glemme at e-mental health med tilhørende telepsykiatri endnu ikke er blevet en obligatorisk del af hverken studenterundervisningen eller speciallægeuddannelsen herhjemme. Hjemmetelepsykiatrien er kun et eksempel på en bred vifte af muligheder, som teknologien byder til dem, som kan tænke/træde ud af boksen.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Mucic D, Hilty DM, red. e-mental health. Springer, Cham, 2016.

  2. Norris ER. Physicians’ beliefs, attitudes, and use of telepsychiatry services. Jacobs Journal of Psychiatry and Behavioural Science, 2018.

  3. Campbell R, O’Gorman J, Cernovsky ZZ. Reactions of psychiatric patients to telepsychiatry. Mental Illness 2015;7:6101.

  4. Mucic D. Transcultural telepsychiatry and its impact on patient satisfaction. J Telemed Telecare 2010;16:237-42.

  5. Mucic D. Training in telepsychiatry. I: Pi EH, Hoon TC, Hermans MHM, red. Mental health and illness worldwide. Springer, 2019:411-440.

Right side

af Per Bennicke | 19/10
1 Kommentar
af Sven Refslund Poulsen | 16/10
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/10
1 Kommentar
af Gunnar Lauge Nielsen | 13/10
1 Kommentar
af Morten Krogh Jensen | 13/10
11 kommentarer
af Frank Østergaard Hansen | 12/10
1 Kommentar
af Debatred. | 12/10
1 Kommentar