COVID-19: Tvangsvaccination er en absurd magtbeføjelse

Med epidemiloven fra 1978 blev der, efter fremkomsten af farlige sygdomme som ebola, marburg- og lassafeber, indført mulighed for tvangsvaccination. Ved COVID-19-frembruddet i foråret fik sundhedsministeren via hastelov bemyndigelse til at iværksætte tvangsvaccination mod den mindre farlige COVID-19. Det er en bemyndigelse, som søges videreført i en ændring af epidemiloven, som netop nu er i høring. Ministeren har understreget, at tvangsvaccination også kan komme på tale ved andre COVID-19-lignende vira.

Tvangsvaccination er et vidtgående indgreb, og ingen vaccine er uden risiko. Tvang kan derfor kun legitimeres, hvis mindre vidtgående indgreb ikke kan forhindre samfundets sammenbrud. Der findes ved COVID-19 en række mindre indgribende foranstaltninger såsom social afstand, test, opsporing, isolation, beskyttelse af udsatte, forbedring af behandling og frivillig vaccination, som kan tages anvendelse før tvangsvaccination. Frivillig vaccination kan ske smidigt og hurtigt, mens vaccinen gøres tilgængelig, og tvangsvaccination vil derfor ikke være nødvendig for at forhindre et hypotetisk sammenbrud af samfundet.

Lovgivning om tvangsvaccination øger allerede nu danskernes vaccineskepsis, og desuden er der sundhedspersoner, som vægrer sig ved udsigten til at deltage i tvang. Begge dele er skadeligt for pandemihåndteringen. Desuden kan man stå i den situation, at politiet skal udkommanderes for at udøve magt over for borgere, som modsætter sig. Det er absurd og ikke et demokrati værdigt.

En godkendt vaccine mod COVID-19 er endnu ikke tilgængelig i Danmark, og når vaccinen kommer, vil den være hurtigt udviklet med suboptimal opfølgning på effekt og bivirkninger. Det skal kommunikeres klart, og erfaringer med uventede bivirkninger såsom narkolepsi (2009) og Guillan-Barrés syndrom (1976), begge efter vaccination mod svineinfluenza, understreger vigtigheden af frivillig vaccination på et informeret grundlag. Er en epidemi truende og samfundsomvæltende, er det dog en risiko, mange vil løbe. Diskussionen bliver ikke om, hvem der skal tvinges, men om hvem der først skal tilbydes vaccination. Tvangsvaccination er derfor en aldeles unødvendig magtbeføjelse.

En vaccine vil, når den kommer, i starten have begrænset tilgængelighed. Det vil derfor være nærliggende først at tilbyde valgfri vaccination til risikogrupper, herunder ældre, som ofte rammes hårdt. Syv ud af ti voksne danskere angiver at ville tage imod COVID-19-vaccination. Kan der ved frivillighed opnås over 70% vaccination af alle over 70 år, vil meget være nået i forhold til at forhindre COVID-19 i at bringe sundhedsvæsenet i knæ.