D-vitamin: Kan så mange speciallæger virkelig tage fejl?

Interessekonflikter: Ingen

I Ugeskrift for Læger (2011;173:163) fremgår det, at Sundhedsstyrelsen har udtalt, at »Læger er forført af D-vitamin« og at »Praktiserende læger bestiller alt for mange målinger af D-vitamin-status«.

En gennemgang af de seneste tre års målinger af 25-hydroxyvitamin D viser, at 15 procent af alle prøverne indeholder mindre end 25 nmol/l 25-OH-D [1], dvs. også i Sundhedsstyrelsens øjne er 15 procent af patienterne D-vitamin-deficiente. Hvor mange andre biokemiske parametre bliver målt, hvor 15 procent af prøverne er unormale? En stor del af patienterne har ikke symptomer på D-vitamin-mangel. Det er kritisabelt, hvis disse patienter ikke bliver fundet og behandlet.

Det er kun på grund af bl.a. de praktiserende lægers mange analysebestillinger, at problemets omfang er blevet åbenlyst, idet 80 procent af alle analyserne stammer fra praksissektoren. For den praktiserende læge er udredningsproblematikken vanskelig. Mange patienter henvender sig med muskuloskeletale symptomer, som til forveksling ligner de klassiske D-vitamin-mangelsymptomer, nemlig proksimale muskelsmerter, lænde- og rygproblemer, træthed, problemer med at rejse sig samt paræstesier. Symptomerne på D-vitamin-mangel er vage og ukarakteristiske, men derfor er det jo stadig vigtigt at finde dem, der mangler D-vitamin. Det er således nærliggende at bestemme D-vitamin. Både patienten og lægen bliver tilfredse, hvis analysen viser mangel, og behandling kan indledes. Tilfredsheden stiger, hvis patienten kommer tilbage efter tre måneder og meddeler, at symptomerne er forsvundet. Men - det skal selvfølgelig ikke gå hen og blive en »sovepude« at man blot måler D-vitamin. Patienterne kan fejle noget helt andet, som kræver en dyberegående udredning.

»Patienter kan jo godt anbefales at tage et tilskud med D-vitamin uden der først foretages en analyse«, mener Sundhedsstyrelsen. Dette er korrekt, men den mængde, Sundhedsstyrelsen anbefaler (7,5 mikrogram) er for lille til overhovedet at spille nogen rolle, og man kan sagtens mangle D-vitamin trods et dagligt indtag på 7,5 mikrogram [2]. Tidligere beregninger ved brug af dosis-virknings-kurver viser tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt [3, 4]. Endvidere anbefaler nye internationale retningslinjer, at alle skal have en 25-OH-D-koncentration i blodet på 50- 62,5 nmol som profylakse mod osteoporose [5], mens koncentrationen skal være større for forebyggelse af autoimmune og inflammatoriske sygdomme samt kræftsygdomme. Mangel på D-vitamin er derfor forsat et sundhedsmæssigt problem.

Jeg mener, at hvis Sundhedsstyrelsen anbefalede 25 mikrogram om sommeren og 50 mikrogram om vinteren [1], og befolkningen fulgte anbefalingen, så ville der ikke være grund til at foretage alle disse analyser, og der ville kunne opnås store besparelser i analyseforbruget og i behandlingen af patienter med osteoporose.

Det er beklageligt, at Sundhedsstyrelsen mener, at læger føler sig forført omkring D-vitaminets betydning, men så mange specialister verden over kan vel ikke tage fejl?