Da rygprofessoren benyttede sig af sin ret til at vælge Rigshospitalet som behandlingssted

Ugeskriftet af 22. november 2004 beskrev en patients oplevelse af mødet med sygehusvæsenet efter et dramatisk styrt på cykel, som bl.a. førte til columnafraktur.

Patienten blev i første omgang indlagt på Odense Universitetshospital, men blev efter ønske overført til behandling på Rigshospitalet.

Patientens ret til fritvalg er sådan set eksklusivt. Patienten kan vælge uanset grundene til valget, og patienten behøver ikke at begrunde sit valg.

Alligevel vælger patienten - som af profession er rygprofessor - at offentliggøre baggrunden for valget i Ugeskriftet. Det anføres: 1) Odense Universitetshospitals Neurokirurgiske Afdeling er bemandet med folk, der ikke er stærke i den avancerede rygkirurgi, som patienten havde brug for, 2) at neurokirurgerne på Odense Universitetshospital udelukker kvalificerede ortopædkirurgiske eksperter fra at deltage i behandlingen og 3) at der tilbydes en behandling - en halo-løsning - som han karakteriserer som en forældet metode i den situation, som han befandt sig i.

For at få et fyldestgørende billede af Odense Universitetshospitals indsats i sagen mener jeg, at professorens beskrivelse og subjektive vurdering bør suppleres med følgende oplysninger om forløbet.

Efter patientens modtagelse på Odense Universitetshospital blev patientens tilstand konfereret med landsdelscentret Neurokirurgisk Afdeling på Århus Universitetshospital.

Århus Kommunehospital tilkendegav sin behandlingsanbefaling således:

»De udbredte frakturlinjer borger for stor kontakt og dermed god heling i C 2. Idealbehandlingen både af denne og af frakturen i C 1 er en Halo-vest« samt »Det eneste vigtige behandlingsprincip vil være, at Haloen virkelig står på skulderen og faktisk laver en let traktion i columna cervicalis af hensyn til stillingen i C 1.«

Neurokirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, tilsluttede sig landsdelscentrets vurdering og foreslog lukket behandling med Halo-vest.

Det kan muligvis diskuteres, om den rette behandling i situationen var åben kirurgi eller lukket stabilisering. Det må i hvert fald konstateres, at der er en forskel i opfattelsen af dette spørgsmål, idet patienten efter overførsel til Rigshospitalet blev opereret.

Men det er ikke anstændigt, at rygprofessoren tilkendegiver sit bidrag til denne diskussion ved at karakterisere Neurokirurgisk Afdeling U, som sket i artiklen i Ugeskriftet. Det faglige niveau på Neurokirurgisk Afdeling U, Odense Universitetshospital fejler ikke noget, ej heller viljen til at samarbejde med ortopædkirurgerne. Og rygprofessorens konstatering af, at Halo-vest som behandlingsmetode er afgået ved døden for flere år siden, deles langtfra af alle de eksperter, som varetager den operative behandling af columnafrakturer.