Danmark(s sundhedsvæsen) for danskerne?

Ud fra devisen »Nød lærer nøgen kvinde at spinde« eller mere præcist »tvang lærer indvandrere/flygtninge at tale dansk« er det meningen, at gratis tolkehjælp skal ophøre fra 2011. Herefter vil der skulle opkræves et gebyr, såfremt udlændinge, der har boet i landet i mere end syv år, skal have hjælp fra en tolk til at tale med sundhedspersoner på hospitaler eller i primærsektoren. En af hovedtankerne bag dette tiltag er, at det »... skulle motivere flere til at lære at tale dansk og styrke integrationen«.

Med snart ti års underviserbaggrund i emnet tværkulturel kommunikation bliver jeg stærkt bekymret over de konsekvenser, denne lov vil kunne få for princippet om lige adgang til sundhed. I forvejen kan mange læger formentlig medgive, at det er ekstremt vanskeligt at kommunikere på tværs af kulturelle/sproglige barrierer selv ved brug af en tolk. Man glemmer dog ofte, at en tolk jo i bedste fald kun oversætter lægens ord, men ikke har til opgave at løfte forklaringsbyrden - denne påhviler alene den sundhedsprofessionelle, i og med at vi ikke stiller krav om, at folk har et bestemt sprog- eller uddannelsesniveau for at komme i betragtning til behandling.

Uden tolk vil man altså ikke have en jordisk chance for at få en fornemmelse af patientens indsigt i sygdom og behandling, viden om forebyggelse m.m., endsige kunne møde den pædagogiske udfordring, der kunne være forbundet hermed.

Lovforslaget implicerer midlertidigt, at såfremt man pr. 1. januar 2011 skulle være så uheldig at være fattig, mangle de nødvendige sproglige færdigheder og samtidig besidde et lavt uddannelsesniveau, vil man altså være fejlcastet til det danske sundhedsvæsen. Her vil det nemlig kun være patienter, der behersker sproget, eller som har råd til en tolk, som vil kunne få den optimale information om behandling/forebyggelse mv. Man kan næsten høre afvisningen for sit indre øre: »Duer ikke - næste!«

Kunne man i stedet tænke sig, at tolken ikke blot er til for patientens, men i højere grad for lægens skyld, så vi kan udføre vores arbejde så godt som muligt? Argumentet om, at hvis man har boet i et land i 30 år, er det ens eget problem, hvis man ikke behersker sproget, når man bliver syg, kan jeg kun trække på skuldrene ad. Vores opgave som professionelle sundhedspersoner er at behandle mennesker ud fra deres individuelle udgangspunkt. Vi har ansvaret - og ikke mindst magten i det forhold. Patienten er med eller uden sine mangler og skavanker - først som sidst - patient. Hvad bliver det næste, kunne man fristes til at spørge: at nægte gangbesværede brug af elevatorer for at motivere dem til at gå?