Dansen om fagligheden og de to procent

Hvad er det, 21 sundhedsfællesskaber kan, som de fem regioner ikke har formået? Vil den sundhedsreform, som regeringen og Dansk Folkeparti har tegnet stregerne til, være garant for at regioner, kommuner og almen praksis løfter i flok og patienterne ikke forsvinder i de revner der er i overgangen fra den ene sektor til den anden?

Det var nogle af de helt centrale spørgsmål under tirsdagens paneldebat på Lægemødet med deltagelse af flere centrale aktører.

De fleste var nok enige om diagnosen. At samarbejdet halter, og at det er samfundets svageste grupper, der ikke rigtig har nogen til at tale deres sag, der betaler prisen.

Men behandlingen var panelet skeptisk over for.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, ankede i sit indledende oplæg til paneldebatten ikke alene over selve reformens indhold, men også dens tilblivelse.

“Tidligere har man nedsat kommissioner med repræsentanter for fagligheden, og der har været tradition for fagligt forarbejde. Derfor er det uforståeligt, at man ikke har inddraget kommuner, læger og regioner i arbejdet. Der skal ske forandringer, men det skal være forbedringer. Ikke en struktur der er hastet igennem uden at svare på, hvorfor det bliver bedre for patienterne. Det tager lang tid få alle elementer i en store reform på plads, og der er risiko for uønskede sideeffekter, når ansvar og opgaver flyttes. Det er på tide, vi læger og I politikere indgår en alliance, hvor vi lytter til hinandens argumenter og hvor fagligheden ikke skydes ned”, lød det fra Andreas Rudkjøbing i sit oplæg til debat, der både var et muntert og bidskt indlæg, der drog paralleller til klimadebatten.

Ligesom med klimaet skal der handles, inden det er for sent.

Men hvordan?

Og hvad koster det?

Bolværk mod embedsværket

Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, regionsrådsformand i Syddanmark og sundministerens partifælle, havde også svært ved at se eksistensberettigelsen af en anden struktur.

“Jeg indrømmer blankt, at den (sundhedsreformen, red.) ikke er særlig gennemskuelig”, sagde Stephanie Lose og fremhævede værdien ved folkevalgte regionsmedlemmer.

“Engang imellem er vi bolværk mod det, vores embedsmænd finder på. Og når vi skal træffe svære beslutninger, har vi fundet hinanden på tværs af partier. Jeg forudser, at man med reformen får et embedsværk, der får mere frit spil”, lød det fra Stephanie Lose, der frygter for “en centralisering af magten”.

Også fra Andreas Rudkjøbing lød der advarende ord: “Alt det bøvl, der i dag behandles i regionsrådene, vil lande hos dig, kære minister”.

Sisse Marie Welling, SF’s sundhedsborgmester i København Kommune og medlem af KL’s sundhedsudvalg, kunne fortælle, at man i kommunerne i flere år har efterlyst kvalitetsstandarder, men at der ikke altid er fulgt penge med.

“Vi synes, der skal være en minimumkvalitet i hele landet, og at det er vigtigt med klarhed over, hvem der skal varetage hvilke opgaver. Vi oplever at få folk udskrevet fra psykiatrisk afdeling, men som er for syge til at være på et botilbud, og som slår vores medarbejdere og skaber uro. Jeg oplever ikke altid, at man tænker borgeren først, og derfor er det er sundt princip, at der er regionsmedlemmer, der tager ansvar”, sagde Sisse Marie Welling.

Mens der var hug til sundhedsreformen, blev Socialdemokratiets forslag om nærhospitaler stort set ikke genstand for debat, og partiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen kunne nøjes med også at vende sin tommelfinger nedad.

“Vi mener, det er en forkert diagnose, der stilles. Udfordringer kan løses med den model og struktur, vi har i dag”, sagde Flemming Møller Mortensen.

Minister: “Vi er på jeres side”

Med adresse til socialdemokraternes sundhedsordfører sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

“I var imod amternes nedlæggelse. Dengang ville I have stilstand, og det vil I også nu. Vi opnår et mere ensartet niveau i de 21 sundhedsfællesskaber – i dag har vi på en række områder 98 forkellige modeller. I psykiatrien når man rigtig langt, men så sker der noget, når man udskrives”, sagde Ellen Trane Nørby, der i sit oplæg til debatten slog fast, at reformen slår flere fluer med et smæk, ligesom hun advarede mod at “tale det danske sundhedsvæsen i sænk”.

“Selv om jeg anerkender, der er udfordringer, kan jeg ikke genkende de påstande, jeg hører fremsagt af bl.a. læger. Det danske sundhedsvæsen står ikke på afgrundens rand. Men vi står ved en skillevej, hvor der er brug for at investere i det nære sundhedsvæsen. Vi skal investere massivt i moderne sundhedshuse sammen med de praktisererende læger med mange fagligheder under samme tag. Og 125.000 konsultationer i almen praksis kan undgås ved, at Regeringen gør det muligt at få tilskud til fysioterapi uden lægehenvisning”.

Den geografiske ulighed vil reformen ifølge ministeren også kunne gøre op med.

“Det er ikke ok, at kun 91 pct af nordjyderne oplever, at ambulancerne når frem inden for 15 min. Eller at nogle patienter kan få kontroller i eget hjem, mens andre ikke kan”, sagde ministeren, der også nævnte nødvendigheden af at sætte standarder for det, der sker i socialpsykiatrien.

“Ja, det er et brud på det kommunale selvstyre. Men det er nødvendigt”.

Ellen Trane Nørby understregede, at “regeringen er på jeres side”.

“Vi har brug for ledelser på vores sygehuse, der er stærke, og at vi investerer i at skabe bedre samarbejdsforhold”.

Således nævnte ministeren, at Svendborgsagen er blevet et symbol på, at tillidsforholdet mellem myndigheder og ansatte skal løftes.

“Usikkerhed, frygt og tvivl kan ødelægge samarbejdsforholdene. Vil vi have en høj grad af patientsikkerhed, fordrer det tillid”, sagde ministeren og henviste til det ankenævn for tilsynssager, hun på Lægemødets første dag havde varslet, var på vej, og som netop skal sikre både “en ordentlig retssikkerhed for medarbejderne og en høj patientsikkerhed”.

Tvungen værnepligt er “helt ude i hampen”

Mens der ikke var debat om socialdemokraternes forslag om nærhospitaler, måtte partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, stå på mål for sit partis forslag om at indføre en tvunget værnepligt i almen praksis for nyuddannede læger.

Andreas Rudkjøbing krediterede Flemming Møller Mortensen for overhovedet at stille op: “Tak fordi du kom”, sagde lægeformanden, inden han diagnosticerede forslaget, som fra en bred kant har fået en hård medfart.

“Sammenligning med jagerpiloter, politifolk, osv., er helt ude i hampen. Forslaget skaffer ikke flere speciallæger i almen praksis, men får den modsatte effekt.Almen medicin bliver et speciale, man skal tvinges ud i. Derudover vil det forsinke alle lægers speciallægeuddannelse. Skal man gøre noget på kort sigt, skal man nok gå i dialog med PLO”, lød rådet fra Andreas Rudkjøbing.

Det er ikke tvang, men tjenestepligt, mente Flemming Møller Mortensen.

“Jeg er med på, det kan virke ekstraordinært, men men vi er også i en ekstraordinær situation, hvor bl.a. 70 procent af de praktiserende læger har lukket for tilgang. Derfor er det også for let at skyde det ned. Vi bliver nødt til at kigge hele vejen rundt. Vinder vi regeringsmagten, vil vi som det første diskutere det med de lægefaglige organisationer”, sagde Flemming Møller Mortensen, der til gengæld ikke havde meget til overs for regeringens ‘modforslag’ om at øge antallet af uddannelsstillinger i almen medicin.

“Hvad nytter det at stille flere stole op, hvor der i forvejen er ledige stole. Hvordan vil du få introstillingerne besat, minister?”

Prestigen tilbage til almen praksis

Ellen Trane Nørby mente, at man i mange år “ikke har kunnet se, at vi vil almen praksis”.

“Vi skal tale almen praksis op, og det er det, vi gør med sundhedsreformen”, sagde ministeren, der også nævnte behovet for delestillinger, så man får sine faglige ambitioner indfriet.

“Det er et langt sejt træk. Vi har mange almenmedicinere på sygehusene. At kunne give dem sikkerhed for en orlovsordning, hvis praksis alligevel viser sig ikke at være dem, vil måske kunne få nogle af dem til at tage springet ud i almen praksis”.

Stephanie Lose (V) slog fast, at der ikke er “nemme løsninger”.

“Vi har i ti år arbejdet med lægedækningsproblematikken. Alle kommuner har bosætningskonsulenter, så det er ikke fordi, vi har lukket øjnene for den problematik.

Det handler snarere om at genskabe prestigen ved det at være familielæge”.

Gunver Lillevang, medlem af PLO’s bestyrelse, var en af de mange, der stod i kø ved mikrofonen, og hun gjorde det klart, at almen praksis slet ikke har plads til dem, Socialdemokraterne vil tvangsudskrive.

Hun efterlyste derfor en pulje til at støtte de mange praktiserende læger, der sidder til leje og gerne vil udvide: “Jeg ville selv kunne passe 500 ekstra patienter, hvis jeg havde mere plads”, sagde Gunver Lillevang.

To procent - højere eller lavere?

Hvor meget skal der til for at indfri alle alle de gode viljer, følge med den demografiske udvikling og modsvare udgifterne til dyrere behandlinger?

Lægeforeningen er som bekendt kommet med et forslag om at tilføre sundhedsvæsenet to procent hvert år frem til 2025.

“Det er meget svært at forstå, hvad det er for en gigantisk udfordring, vi står overfor. Siden 2010 har væksten kun været på én procent årligt. Vi kender historien om Peter og Ulven, men nu er den her. Og selv med et løft på to procent er der ikke råd til alt. Vi er klar til at træffe de kloge valg sammen end patienterne”, sagde Andreas Rudkjøbing.

Stephanie Lose kunne da også kun bekræfte smalhalsen ude i regionerne.

“De seneste år har vi brugt de ekstra penge, vi har fået, til at dække øgede medicinudgifter, og der er ikke penge til at dække det demografiske træk.

Kommunerne har sådan set gjort det godt inden for de rammer, de har haft”, sagde regionernes formand og efterlyste et behandlingsråd.

Flemming Møller Mortensen blev afkrævet svar på, om Socialdemokratiet kan garantere en årlig vækst på to procent, hvis hans parti genvinder regeringsmagten.

Han ville imidlertid ikke sætte tal på, men nøjedes med at konstatere:

“Vi vil dække det demografiske træk. Der er vel ikke nogen af jer, der kan være usikre på, hvem der vil investere i sundhedsfremme og bidrage til at fjerne uligheden? Der er ingen tvivl om, at opgaverne er for mange og personalet for få. Ja, vi skal investere, og jeg håber investeringerne kommer til at hvile på meget brede aftaler”.

Det lykkedes heller ikke ordstyrer Tine Götzsche at få sundhedsministeren til at tilslutte sig de to procent.

“Jeg synes ikke, det skal gøres til en polemisk diskussion. Vi skal både have en vækst i det specialiserede og i det nære sundhedvæsen, og vi skal have en stærkere psykiatri. Det kommer vi til at løfte år for år. Men jeg kan ikke sige, om det er to procent , 1,8 eller mere”.

Mogens Hüttel, Foreningen af Pensionerede Læger, indhøstede store klapsalver, da han slutteligt stillede sig foran mikrofonen.

“Jeg savner at se centrale politikere, der tør tage mere bredt fat i prioriteringsdebatten og tør stå ved, at der er begrænsninger.

Ellen Trane Nørby: “Vi taler prioritering hver dag. Når vi giver et varigt løft af psykiatrien på 520 mio. kr., er det et politisk valg. I prioriterer også hver dag. Når I f.eks. vælger palliation til og behandling fra”.

Der var også svar fra Flemming Møller Mortensen.

“Hver gang der laves en finanslov, er det en politisk prioritering. Vi er godt på vej med medicin- og behanlingsråd. Det skal bygge på faglighed – den evidens vores sundhedsvæsen er kendt for, skal også prioriteringen bygge på”.