Dansk almen praksis har gennem mange år været drevet af de samme intentioner og værdier, som i sin tid udsprang af en tanke om, at alle borgere skal have adgang til en fast praktiserende læge, som kan følge dem fra vugge til grav. Denne model har været yderst velfungerende på mange måder, og derfor har behovet for nytænkning i sektoren været begrænset. Men i takt med den demografiske og behandlingsmæssige udvikling samt den øgede centralisering af det øvrige sundhedsvæsen har kravene til almen praksis ændret sig. Kontinuiteten som det bærende element er uforandret. Almen praksis er den eneste sektor, der kan tilbyde dette, og effekten af kontinuitet for både borgere og for dem, som arbejder i almen praksis, er markant.
Borgerne oplever tryghed, relation, nærvær og at blive set som et helt menneske med det liv, man nu har. De, som arbejder i almen praksis, oplever et utrolig meningsfyldt ansvar ved at skræddersy enhver situation til den unikke patient, man sidder over for.
Det giver en udtalt arbejdsglæde, når det fungerer. Så hidtil har systemet fungeret rigtig godt – for de borgere, som har kunnet bruge systemet. Men en øget ulighed i sundhed, som vi har set blive værre og værre gennem de sidste 50 år, er et udtryk for, at visse grupper ikke har formået eller ikke er blevet mødt af tilbuddet fra almen praksis og den faglighed og kontinuitet, der er forbundet hermed.
Uligheden i sundhed har været til diskussion i mange år, og det har udfordringen med tilgængelighed i almen praksis også. Det gør sig selvfølgelig mest gældende for dem med færrest ressourcer og for dem, som har nok at se til generelt i forvejen. Der er derfor brug for – og heldigvis tegn i sol og måne på – at der er ved at ske noget. Forhåbentlig vil Sundhedsstrukturkommissionen yderligere stimulere dette.
Der positive er, at der er mange, specielt nystartede lægepraksis, som arbejder med at udvikle almen praksis i forhold til tilgængelighed, samarbejde, prioritering og populationsansvar. Det er, fordi det giver mening, og fordi rigtig mange læger har taget uddannelsen af delvist idealistiske årsager. Men det negative er, at det øvrige system endnu ikke i nær tilstrækkelig grad understøtter det arbejde.
Graden af udbrændthed blandt praktiserende læger er foruroligende stor. Det er der mange forklaringer på, men et enormt arbejdspres i et system, hvor man ikke får de nødvendige ressourcer stillet til rådighed og ikke har tilstrækkelig grad af samarbejde med andre aktører i kommune og sygehus, slider voldsomt. Specielt når man er drevet af at ville det bedste for sine patienter.
Så der er brug for en logisk og sund forandring, hvor vi skal bevare det, som er velfungerende, og udvikle på de områder, hvor det fungerer dårligt.
Tilgængeligheden er nødt til at blive bedre. Det skal ikke være en flaskehals eller et nåleøje at komme igennem telefonen hos sin læge, og man skal kunne få hjælp, når man har brug for det. Hvad denne hjælp består af, kan dog i høj grad differentieres.
Bekymring for et udslæt eller en snue gennem et par dage skal ikke kræve de samme ressourcer fra almen praksis som en bekymring om alvorlig sygdom som kræft, mulig forværring i en af de mange kroniske lidelser, man har, eller mistanke om bivirkninger af et af de 12 præparater man i forvejen får.
De multisyge, de sårbare og dem med størst risiko for at udvikle alvorlig sygdom – blandt andet de ældre og de psykisk syge – skal prioriteres.
Almen praksis skal tilpasse sig dette behov og sikre god tilgængelighed for alle, men kunne tilbyde en differentieret indsats i forhold til borgerens behov. Vi skal give mest til dem med størst behov og ikke til dem, der råber højest eller har den bedste private forsikring, som tilfældet ofte er i dag.
Almen praksis skal sikre, at de allermest sårbare ikke flyver under radaren, bevidst eller ubevidst for den sårbares vedkommende – jævnfør ovennævnte betragtninger om tilgængelighed. Almen praksis bliver nødt til i højere grad at tage populationsansvar og kigge overordnet på populationen i klinikken. Det vil indebære, at almen praksis skal række ud og være proaktive over for en række borgere på en måde, som vi i dag ikke er vant til.
Almen praksis bliver nødt til at se sig som en del af sundhedsvæsenet og dermed stille sig på tilbudssiden i forhold til at løse opgaver i fællesskab med kommuner og sygehus i langt større grad fremover, end tilfældet er nu.
Det samarbejde skal komme de mest sårbare patienter til gode, så det skal også differentieres og skræddersys den enkelte i forhold til behov. Dette betyder, at almen praksis i højere grad skal have luft til at deltage i tværfaglige samarbejder om de sårbare på en mere struktureret måde end i dag.
Almen praksis er den centrale aktør til at identificere dem med størst behov qua sit kendskab til populationen og til at definere og sikre, at de tværfaglige forløb i højere grad passer til patientens behov. Dialogen og kommunikationen med de relevante samarbejdspartnere skal forbedres – med sundhedsvæsenet, kommune, skole, politi, apotek, frivillige instanser etc.
Almen praksis bliver nødt til at enes om, hvilke opgaver der skal prioriteres, og hvilke der ikke skal prioriteres så højt. I dag står den enkelte klinik ret alene med disse prioriteringer. Hvis hele branchen med støtte fra politikere og sundhedsmyndigheder enes om at intensivere indsatsen i forhold de mest syge, de mest sårbare og de mest udsatte i de forløb, hvor det giver mest mening, vil det være en kæmpe styrke.
Samtidig bliver vi nødt til at neddrosle indsatsen over for de patienter, som kan håndteres andre steder, på andre måder, eller som i højere grad kan tage vare på sig selv. Rigtig mange opgaver lander i dag på almen praksis’ bord, hvor man sagtens kunne lad andre aktører i kommunale system eller foreningslivet komme på banen. Kunstig intelligens kan fremover håndtere noget.
Vi skal opbygge et system, som er forankret i nogle helt overordnede politiske beslutninger, og som er understøttet teknologisk, fagligt og informationsmæssigt til befolkningen. På den måde vil for eksempel sygemeldinger, stress, lette infektioner, administrative medicinspørgsmål, de fleste graviditets- og børneundersøgelser, mange attester og mange livsstilsrelaterede gener fremover kunne håndteres af andre faggrupper og andre instanser end almen praksis.
Almen praksis skal fremover bruge sine ressourcer på at være tilgængelig, at være den samarbejdende tovholder og den kontinuitetsbærende instans i sundhedsvæsenet, at have populationsansvar og at have mandat, ressourcer og samarbejdsrelationer til kunne prioritere og differentiere indsatsen i enhver situation.
Sådan vil vi bevare det, som fungerer, og få justeret det, som ikke fungerer. Det er bestemt ikke en umulig opgave. Det kræver nogle beslutninger, og at vi bruger det, vi allerede har, endnu bedre.
Det vil være en logisk og sund forandring.
