Skip to main content

Dansk psykiatri er fuld af tidsrøvende bureaukrati

Giver det mening, at jeg skal spørge en 65 år gammel depressiv dame, om hun er voldelig? Giver det mening, at jeg skal lave en medicingennemgang, når patienten får ét præparat? For mange krav maser sig ind på min travle kliniske hverdag, skriver psykiater.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Laurits Laursen Bjerre, overlæge, speciallæge i psykiatri

10. jan. 2022
5 min.

Regeringen bevilgede i 2021 i alt 600 millioner kroner ekstra til psykiatrien. Efter min vurdering dækker det på ingen måde de enorme ekstra ressourcer, som lovgivere, regioner, administratorer og velmenende fagfæller pålægger det sundhedspersonale, som arbejder med patienterne.

Giver det mening, at jeg skal spørge en 65 år gammel depressiv dame, om hun er voldelig? Giver det mening, at jeg skal lave en medicingennemgang, når patienten får ét præparat? Giver det mening at lave en udførlig behandlingsplan/koordinationsplan, når en patient for femte gang i løbet af tre måneder skal udskrives til samme bosted under samme vilkår? Giver det mening at lave en selvmordsscreening med en række spørgsmål, når patienten ingen tanker har om selvmord? En screening, som ingen i øvrigt kan påvise har nogen effekt.

Der er lavet et utal af retningslinjer, love og regler, som alle sammen er lavet i bedste mening. Vores samfund er i tiltagende grad præget af en tvangsneurotisk trang til at omsætte alle gode tanker til retningslinjer, love og krav.

Krav maser sig ind

Det er som om, man ikke forstår, at for hver krav og retningslinje maser man sig ind i min travle kliniske hverdag og forlanger ret til at ændre min prioritering af, hvordan jeg bedst muligt bruger min tid og mine ressourcer til gavn for patientbehandlingen.

Med rigide krav bruges der tusindvis af timer på irrelevant arbejde, hvor kravene på ingen måde giver mening. Kunne man ikke i stedet uddanne sundhedspersonale og opmuntre og vejlede til en ønsket adfærd?

Som eksempel har politikere både på landsplan og regionalt fået den gode idé, at tvangen i psykiatrien skal sættes ned. Det lyder umiddelbart som et prisværdigt initiativ, men det bygger på mangelfuld indsigt. Metoden er at tvinge personalet til endeløse møder og registreringer om nedsættelse af tvang. Ledere på alle niveauer bruger mængder af timer på at planlægge og diskutere.

Resultatet er tvivlsomt, fordi man stjæler enorme personaleressourcer til bureaukrati i stedet for at tilføre flere personaleressourcer. Man kan ikke nedsætte tvangen ved at bruge tvang over for personalet. Man kan ikke komme uden om en kraftig tilførsel af ressourcer. Uden meget mere personaletid til den enkelte patient får man ikke nedbragt tvang.

Der mangler statistik

Den øgede tilgængelighed af euforiserende stoffer i samfundet presser i modsat retning. En giftig cocktail af psykose og euforiserende stoffer gør patienter totalt utilregnelige og desværre ofte voldsomt udadreagerende. Det er uhyre enøjet kun at presse det psykiatriske personale. Når der ovenfra i systemet er et så enormt pres på personalet, føler man sig presset til at »fifle« med registrering af tvang. Så registreringen af tvang bliver mere og mere upålidelig, jo mere man presser personalet. Politikere og administratorer bliver så glade, når der kan fremvises pæne statistikker. Men er der lavet statistikker over, hvor meget sundhedspersonale der er langtidssygemeldt pga. voldeligt overfald på de psykiatriske afdelinger? Er der lavet statistik over, hvor mange pårørende til psykotiske patienter der er sygemeldt, fordi behandlingssystemet har vægret sig ved at bruge den nødvendige tvang? Er der lavet statistik over antal af selvmord under indlæggelse? Er der lavet statistik over antallet af nye kriminelle psykiatriske patienter, efter at politikerne har lanceret deres kampagne for mindre tvang?

Politikere mangler respekt for fagligheden

Det er et mærkværdigt syn, politikere har på psykiatrien, som de ikke har på andre specialer i sundhedsvæsenet. Politikere mener at kunne vurdere, hvordan speciallæger i psykiatri skal agere rent fagligt. Når der forlanges mindre tvang i psykiatrien, har man intet fagligt belæg for, at der er for meget tvang. Når man forlanger behandlingsplaner og koordinationsplaner med udførligt nævnte punkter, der skal udfyldes, signalerer politikere, at de ikke tror, at psykiatere kan vurdere, hvad der er relevant for den aktuelle patient. Selvfølgelig skal der være særlige regler, fordi psykiatrien må anvende tvang, men det ville klæde politikerne at afholde sig fra indblanding i den psykiatrifaglige side af sagen. Mange bilder sig ind, at de ved noget om psykiatri, men i virkeligheden er deres indsigt lige så beskeden, som hvis det drejede sig om hjernekirurgi.

Den manglende respekt for psykiatrifaget ser vi desværre også i Patientklagenævnet, som den ene gang efter den anden underkender den foreslåede dosis medicin. Dette på trods af at dosis er foreslået af erfaren psykiater med indgående kendskab til patienten. I det hele taget giver Patientklagenævnet anledning til voldsomme mængder papirarbejde. På travle lukkede afdelinger bruges store mængder tid for at tilfredsstille Patientklagenævnets juristeri, hvor de hænger sig i bestemte formuleringer, tidsfrister og medicindoser i stedet for at forholde sig til substansen i det, der klages over.

Den manglende respekt for fagligheden i psykiatrien udtrykkes også gennem et stort økonomisk efterslæb. Hvis speciallæger i psykiatri ikke i samfundet opnår samme respekt for deres faglighed som andre specialer, vil vi aldrig kunne opnå at rekruttere tilstrækkeligt med psykiatere i Danmark. Til skade for de allersvageste i vores samfund. En underprioriteret psykiatri vil som intet andet speciale give ulighed i sundhedssystemet.

Ingen har overblik over retningslinjerne

I mine 40 år i psykiatrien er mængden af love, krav, retningslinjer og bureaukrati eksploderet. Der er nu så mange retningslinjer på de psykiatriske afdelinger, at absolut ingen har overblik over retningslinjerne!

Jeg har lovet mig selv aldrig mere at arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling, fordi mængden af regler, lovkrav og administration af psykiatriloven efterhånden er blevet uoverskuelig. Samtidig står vi jævnligt magtesløse over for åbenlyst urimelige afgørelser fra Patientklagenævnet og et administrativt/politisk system, som stiller urimelige krav uden at tilføre de nødvendige ressourcer.

Det letteste er at lade den svært psykotiske patient forlade den lukkede afdeling. Så slipper man for pres fra det administrative system og får ikke bøvl med Patientklagenævnet.

Jeg har desværre alt for ofte oplevet svært psykotiske patienter blive udskrevet efter eget ønske. Det passer godt ind i tvangsstatistikken og afhjælper pladsmanglen, men det er vel ikke det, der er meningen med psykiatrien – eller er det?!

Jeg savner systemets opbakning til de psykiatere, som har fokus på at behandle patienter, som er så svært syge af psykose, at de ikke har sygdomsindsigt. Min oplevelse er, at der spændes et væld af snubletråde ud, som vanskeliggør muligheden for at give den rigtige og nødvendige hjælp.