Danske Regioner – det er jeres tur til at serve!

Det er nu.

Det er nu, Danske Regioner skal omsætte ord til handling. Nu skal I vise, at I vil investere i at løfte fundamentet under sundhedsvæsenet – almen praksis – og lytte til den kurs, sundhedsministeren har lagt.

I disse uger sidder PLO og Danske Regioner (RLTN) ved forhandlingsbordet for at forhandle en ny overenskomst for almen praksis i 2026. Jeg forventede en smal aftale – en teknisk forlængelse af den nuværende – før det store opgør ved OK27. Det var i hvert fald forventningen før sommerferien og sundhedsreformen.

Men så kom lovforslag 2b som en bombe og sprang det fælles forståelsesgrundlag for sundhedsreformens essens. Regionerne står til at få større magt over åbningstider, tilgængelighed og honorarer, mens vi praktiserende læger risikerer at miste selvstændighed.

Forståelsespapiret med sundhedsministeren har dog midlertidigt genoprettet balancen. Det er det tætteste, vi endnu er kommet på en garanti for udvikling frem for afvikling af almen praksis. Men papir alene løser ikke de problemer, vi står midt i. Den stigende opgaveglidning fra hospitalerne til almen praksis er hverken reelt anerkendt eller finansieret – og det mærkes i klinikkerne hver eneste dag.

Regionernes forhandlingsoplæg taler sit tydelige sprog:

»En forudsætning er, at almen praksis arbejder med at omstille arbejdet i praksis, så nye måder at løse opgaverne på kan udvikle sig inden for den økonomiske ramme. Den løbende effektivisering skal komme den offentlige økonomi til gavn«.

Med andre ord: mere arbejde for de samme penge. Det hænger dårligt sammen i en hverdag, hvor patienterne bliver ældre, mere komplekse og kræver mere tid og tilstedeværelse. Hele oplægget fylder omtrent en god A4-side – og ifølge regionerne er det visionen for det nære sundhedsvæsen. For visionen er ikke det talte sprog, det er, hvad der aftales indbyrdes.

Samtidig har de privatpraktiserende speciallæger (FAPS) netop indgået en historisk stor økonomisk aftale. Det er tiltrængt. Ganske vist to vidt forskellige forhandlinger men understreger blot, at vi står på samme fundament. Når den ene søjle styrkes, må den anden ikke stå og smuldre.

Vi har som praktiserende læger leveret – både med faglig ekspertise men også med et øget arbejdspres, hvor opgaver er gledet fra hospitalerne og over i almen praksis, ofte uden finansiering. Nu må Danske Regioner tage deres del af ansvaret.

Jeg ønsker et bæredygtigt, smidigt og robust sundhedsvæsen. Det kræver vilje, prioritering og reelle investeringer i det nære sundhedsvæsen.

PLO og sundhedsministeren har allerede slået tonen an. Bolden ligger nu hos Danske Regioner.

Vil I – som ministeren – satse på udvikling frem for afvikling?

Eller vil I fortsat lade fundamentet i det nære sundhedsvæsen bære stadig tungere byrder – uden at tilføre nye kræfter?

Svaret er lige på trapperne.