DE 10 Christian Busch: Dæmoni og ”angsten for det gode”

I Søren Kierkegaards terminologi handler dæmoni ikke om dæmoner, der fiser rundt i luften og er årsag til alt ondsindet og uforklarligt. Dæmoni er derimod alle de helt konkrete ting, vi kan finde på at gøre for at undgå at mærke et ubehag. Dæmoni er trøstebehandlingen, som lægen kan finde på at give patienten, men ikke selv tror på, fordi han ikke klarer at sige, at han ikke har flere effektive behandlinger at tilbyde patienten. Dæmoni er den helvedes aktivitet, vi kan finde på at kaste os ud i, når vi ikke klarer at få tungen på gled og sige det, som det er. Dæmoni er en måde at undgå angst og magtesløshed.

Angst er ikke alene ’angst for det onde’, intetheden, det uvisse, døden. Ifølge Søren Kierkegaard er der også en ’angst for det gode’. Den er som at have en sten i skoen. Den vil ikke forsvinde. Du ved, at der ikke er noget at gøre, du skal fjerne den, før den holder op med at nage. Når du endelig fjerner stenen tænker du: ”Hvorfor fjernede jeg den dog ikke straks? Det havde jo været meget lettere!”

’Angsten for det gode’ er et aspekt af angst, som vi kun sjældent taler om, men som optræder ganske ofte. Det er ikke en angst, som viser sig i uro, søvnløshed, plagsomt tankemylder, og i at man er bange. Derimod viser angsten sig i en påfaldende aktivitet, som er præget af undgåelse. Man har vanskeligt ved at få ”tungen på gled”, siger Kierkegaard. Ofte bliver ’angsten for det gode’ tydelig, når vi skal fortælle et andet menneske noget, som er forbundet med ubehag. Det gælder også, selvom vi har erfaringen, at når vi først har fortalt det vanskelige budskab, så er det en lettelse. For at undgå at mærke ’angsten for det gode’, kaster vi os ofte ud i dæmoni.

Jeg hører af og til læger og sygeplejersker sige, at der er meget lettere at gå ind til f.eks. et døende menneske, hvis de ”har noget i hånden” og skal gøre noget praktisk hos patienten. Det giver ubehag intet at kunne stille op. Det er lettere at gå forbi døren til stuen. At sætte et nyttesløst drop op er dæmoni og hjælper lægen og sygeplejersken mere end patienten.

Jeg hører tit kronisk syge patienter fortælle, at venner og bekendte har et hav af forslag om alternative behandlinger, kosttilskud og meditative teknikker, de burde kaste sig ud i. Alle forslagene om at leddegigtpatienten skal spise hyben, kræftpatienten skal tænke positivt og dertil spise hajbrusk hjælper mere på vennernes og de bekendtes utilstrækkelighedsfølelse end på sygdommen. Magtesløsheden over intet at kunne gøre er alt for angstfuld og fører til dæmoni. At fjerne stenen i skoen, ville være at sige: ”Hvor er jeg dog ærgerlig over, at jeg intet kan gøre!” – og se, det ville lette uden at ødelægge forholdet, for patienten ved det allerede! Det er som at fjerne stenen i skoen!