Det er mit håb, at skrotningen af DKKM vil betyde, at vi kan finde nye måder at skabe kvalitet på, skriver Ellen Holm, geriater på Nykøbing Falster Sygehus.
Et kært familiemedlem døde pludseligt og uventet på et af de store københavnske hospitaler. Et andet familiemedlem var indlagt med mindre alvorlige skavanker.
Først dødsfaldet: Patienten var til ambulante undersøgelser på sygehuset. I en pause i undersøgelsesprogrammet sad han med sin kone i cafeteriet. Pludselig fik han så voldsomme brystsmerter, at han bad sin kone om at få fat i en båre. Ægtefællen forsøgte desperat i informationsskranken og i ambulatoriet, men der var ingen hjælp at hente. Hun fik besked på at vente, til der var en ledig kørestol. Med ca. en halv times forsinkelse lykkedes det hende at få manden i en kørestol og kørt til ambulatoriet, hvor han en time senere fik hjertestop og døde. Senere fik ægtefællen at vide, at hun skulle have ringet 112!
Skal vi uddanne bedre, så vi lærer at bruge og stole på vores sanser og forsøger at forstå, hvad der foregår i det menneske, vi står overfor?
Og så den mindre skavank: En ældre englænder på besøg blev indlagt med urinretention, der blev anlagt kateter og pga. hæmaturi skulle han blive nogle dage på sygehuset. Jeg overhørte tilfældigvis en samtale, hvor en sygeplejerske på hurtigt københavnsk forklarede, at han bare skulle forsyne sig ved frokostbuffeten. Manden forstår noget dansk, men taler det ikke nok til at forklare sygeplejersken sit problem: Den blufærdige og meget høflige englænder kunne ikke forestille sig, hvordan man henter mad ved en buffet og samtidig bærer sin kateterpose. Han fik ikke meget mad de næste par dage.
Begge de ovenstående situationer handler om kommunikation og misforståelser og er beskæmmende for én, der gerne vil kunne forsvare sin arbejdsplads. Har vi brug for nye guidelines, som beskriver, hvordan vi som sundhedspersonale håndterer situationer som de ovenstående? Eller skal vi uddanne bedre, så vi lærer at bruge og stole på vores sanser og forsøger at forstå, hvad der foregår i det menneske, vi står overfor – og har tid og frihed til at handle afhængigt af vores konklusion?
Meget handler om kultur og (ud)dannelse. Og den kultur og uddannelse, som styrker individet ved at fremme selvstændig tankegang, fornuft og handling, er ikke den samme som den kultur, der styrker systemet med brug af instrukser og kontrol. Sidstnævnte kultur har som bivirkning tillige en styrkelse af rigide tankeformer og indre skrankepaver.
Det er mit håb, at skrotningen af DDKM (forkortelsen dækker over det tidstypiske og ucharmerende navn: Den Danske Kvalitets Model), vil betyde, at vi kan finde nye måder at skabe kvalitet på – og det er afgørende vigtigt, at vi, når vi skal finde nye måder, gør det sammen med resten af befolkningen dvs. de nuværende og kommende patienter og pårørende.
