Kampen for flere hospicer er vigtig og nødvendig, men der er også brug for at udvikle hospitalskulturen, hvor den døende og de pårørende skal kunne rummes og tilbydes relevant omsorg og pleje.
Omsorg og indlevelse – hele livet! Sundhedsvæsenet er under pres. Mange af os fagpersoner har prøvet at få et chok, når vi selv eller vore nærmeste har haft brug for systemet. Vi beklager os sjældent offentligt – men jeg vil vove pelsen alligevel!
Jeg har på nærmeste hold fulgt min mor igennem hendes odyssé i sundhedsvæsenet, fra alvorlig kronisk sygdom for fem år siden frem til hendes død i maj 2014. Min mor var forhenværende praktiserende læge og bevarede til det sidste opdateret faglig viden, fuld indsigt i egen sygehistorie og stor personlig integritet. Hun tog værdigt sin skæbne på sig og må derfor nærmest betegnes som en drømmepatient.
Jeg har mødt rigtig mange engagerede og imødekommende behandlere. De utilgivelige katastrofer kom først i de sidste måneder af hendes liv, hvor hun helt var prisgivet andre menneskers omsorg. De sidste 14 dage på min mors såkaldte stamafdeling var rædselsfulde. Vi oplevede, at sygeplejersker og læger ikke kom til kritiske situationer, når vi bad om det. For eksempel når min mor fik krampeanfald og tilfælde af respirationsbesvær, Flere gange blev vi mødt med udsagnet: ”Det er ikke mit ansvar”. Som resursestærk familie var vi i stand til at kæmpe for den nødvendige hjælp, men hvorfor var det nødvendigt? Og for min mor, som var mentalt klar under hele forløbet, var det hæsligt at opleve at være til besvær i sit ”eget” system.
Afdelingernes bortforklaringer med travlhed og overbelægning bør vige
Det værste var dog den manglende omsorg for min mor. Hvis der havde været et alternativ til at blive på afdelingen, havde vi helt klart valgt det. Først til allersidst fik min mor seks gode døgn på hospice. Senere, da vi forsøgte at komme med konstruktiv kritik af forløbet, indvendte afdelingsledelsen, at de normalt var gode til at passe patienterne i den sidste tid. Det, vi havde oplevet, måtte skyldes travlhed og overbelægning. Vores oplevelse af manglende nærvær og omsorg for min mor og os blev der aldrig taget stilling til. Mottoet: ”Aldrig at skade, stundum at helbrede, ofte at lindre og altid at trøste” følte vi var glemt.
Hvorfor så skrive om det nu? Fordi det, vi oplevede, desværre ikke er enestående. Vi hører ofte om lignende forløb fra kolleger, venner og patienter. Det er naturligt, at vi som familier forsøger at kæmpe for vores pårørendes liv, og ved livets afslutning også for en værdig pleje. Kampen for flere hospicer er vigtig og nødvendig, men der er også brug for at udvikle hospitalskulturen, hvor den døende og de pårørende skal kunne rummes og tilbydes relevant omsorg og pleje. Afdelingernes bortforklaringer med travlhed og overbelægning bør vige til fordel for en bevidst stillingtagen og indsats over for den døende og dennes familie.
