De gode, de onde og de ”gysselige”

Når læger siger fra over for nye patientrettigheder [1], kan man ikke andet end undre sig. Hvis interesser er det egentlig, lægerne varetager?

Pseudoargumenter som, ”patienten risikerer at blive overbehandlet” og ”indikationsskred”, er rent nonsens. Det er det offentlige, der er ansvarlig for at viderehenvise til det private, som aktuelt ikke udnyttes fuldt ud. Ydermere advares om, at lægerne ”parkerer” deres ”faglighed”, hvis de nye patientrettigheder vedrørende udredning og behandling håndhæves.

Tak for kaffe. Det er da en information eller trussel, som kun kan få kritiske patienter til at gentænke, hvor de egentlig tør lade sig behandle! Og her er vi ved sagens kerne, for det 21. århundredes patienter er ofte velinformerede og kvalitetsbevidste mennesker, som ikke ønsker overbehandling, men derimod effektiv og hurtig behandling, så de kan komme videre i livet. De vil ikke blot patientliggøres – de er ligeværdige kunder i sygdomsbutikken og vil have noget for skattepengene.

Ingen ønsker amerikanske tilstande, hvad angår sundhedsydelser, men sovjetiske og græske tilstande er ikke bedre, blot fordi de er offentlige.

Et konkret eksempel på, hvor galt det kan gå, når konkurrencen mangler, så vi i Danmark inden for psykiatrien. Hvorfor var det først, da konkurrencen via Kildehøj Privathospital kom i 2005, at de offentlige ventelister/dødslister til alvorligt syge og komplicerede spiseforstyrrede patienter gradvist blev reduceret fra 72 til syv uger? Og hvorfor skete der først derefter et længe efterlyst og helt basalt kvalitetsløft i forbindelse med Danske Regioners forhandling med de psykiatriske privathospitaler – i form af om end ikke optimale, så dog veldefinerede behandlingspakker gældende i både privat og offentligt regi?

Offentlige og private hospitaler er hverken gode eller onde. De er institutioner, der kan bruges eller misbruges i en samfundsmæssig kontekst af magthaverne fra det politiske og ideologiske niveau til at hjælpe eller undertrykke og mis(be)handle samfundets individer – indtil disse har fået nok og protesterer.

I stedet for at fortsætte en forældet ideologisk krig, hvor det offentlige er ”de gode”, og det private er ”de onde og griske” (40% er krakket på grund af for få patienter og for lave priser), skulle begge parter kæmpe for at hæve kvalitet og helbredelsesrate.

Fremtiden må være, at vi lærer af hinanden, udvikler os, samarbejder og kæmper for patienterne – og ikke mod hinanden.