De gode gamle dage var ikke bare gode

Hanne Madsens beskrivelse i Ugeskrift for Læger 9/2022 side 899 af, hvordan sygehusene fungerede i halvfemserne, fik mig til se tilbage, langt tilbage. Hanne tog udgangspunkt i halvfemserne, mens mine erfaringer tager udgangspunkt i halvfjerdserne og firserne.

Der var maks. 1-2 overlæger i afdelingerne, hvoraf den ene var ledende overlæge. Den ledende overlæge kunne som oftest huske navnene på alle de ansatte læger, vi var heller ikke ret mange. Mesterlæren eksisterede på fuldtid. Der var supervision på stuegang og på operationsgangen om dagen. Alle deltog i alle konferencer. Røntgenkonferencen var én lang undervisningssession. Vi fik morgenmad og aftensmad på vagterne. Vagtprogrammet var så vidt muligt planlagt således, at vi kunne spise sammen. Vi kendte hinanden og hjalp hinanden, så vidt det var muligt. Der var tid til refleksion. Vi havde egne skriveborde. Der var tid til kommunikation og til samvær med andre faggrupper.

Så var det heller ikke bedre. Listen med urimeligheder i firsernes sygehusvæsen var lang, der var stor arbejdsløshed, manglende uddannelseskapacitet når det gjaldt speciallægeuddannelserne, vagter hver tredje døgn, den ugentlige arbejdstid var lang meget lang, og man var ofte alene i vagterne. Der er dog ingen tvivl om, at der alligevel er mange positive vilkår, der er forsvundet, men en ting er helt sikkert: »De gode gamle dage« vender aldrig tilbage.

Det er bydende nødvendigt, at der bliver fokuseret på, hvad der er gået tabt. Fællesskabet knager, speciallægeuddannelserne lider. Der mangler tid til refleksion. Ikke kun i eget rum, men også i lægegruppen, på tværs af specialerne og personalegrupperne imellem. Vi er sluppet for meget skidt, men det gode, vi har mistet, skal vi prøve at genopfinde. Det er på tide, at arbejdsgiverne indser, at den stigende produktion, der har stået på i de sidste mange år, ikke kan opretholdes.

De seneste mange års øget fokus på produktionen og mindre på rammerne herfor må stoppes. Det er bidende nødvendigt, at arbejdsgiverne nu anvender flere ressourcer på at optimere rammerne for produktionen og de vilkår, som personalet arbejder under. Dette er en helt nødvendig forudsætning for at kunne opretholde et miljø, hvor vi/man kan fastholde og rekruttere personale til hospitalerne. Det er ligeledes en helt nødvendig forudsætning for en fortsat forbedring af produktiviteten og patientsikkerheden og ikke mindst kvaliteten i behandlingerne.

Vi bliver alle nødt til at stoppe op og forsøge at skabe nogle nye rammer for arbejdet på hospitalerne, ikke for at vende tilbage til de »gode« gamle dage, men måske at genopdage og genbesøge nogle af de gamle dyder og finde inspiration i disse, så det kan blive en positiv oplevelse at gå på arbejde for flest mulige.