Skip to main content

De rige betaler for behandling - de fattige eftergives

Overlæge Jens-Jørgen Kjærgaard, Sæby. E-mail: jensjk@gmail.com

4. apr. 2012
6 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

In India, nothing is impossible - indgangssætningen i en af de bøger, jeg læste for mange år siden forud for vores første rejse til Indien i 1971.

Det kom til at blive vores motto - men det kunne måske også have været »Sometimes it works, sometimes it does not work«. Og meget andet. Underfundigt, ubegribeligt, kaos, affald, fattigt, rigt, smil, smukke kvinder, god mad, stærke farver - vidunderligt.

Vi (min kone og jeg) boede og arbejdede dengang i knap syv måneder på et landsbyhospital, Christian Hospital, Bissamcuttack i Orissa, udsendt af IMCC og Folkekirkens Nødhjælp.

Nu, 40 år efter, kunne det være spændende at prøve igen.

En del danske læger kender efterhånden stedet og sygehuset, enten fordi de som jeg var der som studenter, eller fordi de har været på et af de kurser i tropemedicin, som arrangeres af tre andre, tidligere studenter, hvert år i november siden 1997.

Jeg tog kontakt med hospitalet, idet jeg mente at kunne bidrage med min almen internmedicinske viden, og mere specifikt måske med ekkokardiografi. Man var meget interesseret, da man faktisk har en maskine, som ikke bliver brugt.

Man må ikke ansætte udlændinge, så det kunne ikke blive lønnet, og rejsen betalte vi selv, men fik kost og logi.

Små to uger inden den planlagte afrejse fik jeg så en e-mail - man havde fundet ud af, at ekkomaskinen ikke fungerede, fordi proben var ødelagt. Delvist fortæret af rotter, kan ikke repareres. Man har ikke penge til en ny. Om jeg kunne hjælpe? Det kunne heldigvis fabrikanten, Philips/ViCaremedical. De havde lige præcis den probe - en demomodel - som jeg kunne få med til Indien, kvit og frit!

Og så fik vi da pakket probe, tøj, bøger, computer, fotoapparat og medicin til tre måneders landsbyliv i Indien - vores femte tur til det store land.

Fra Delhi rejste vi med tog 30 timer og 1.632 km mod sydøst til Orissa. Vi kunne have fløjet en del af vejen, men den rigtige måde at rejse på i Indien er toget - India in a nutshell. Bestilt hjemmefra på nettet, det er nødvendigt for at få en soveplads, ingen luksus, de fleste vesterlændinge betakker sig, men det er billigt og underholdende. Mad og drikke købes undervejs, Indian food forstås, der passerer sælgere igennem vognen i en konstant strøm.

Ankommet til stationen nærmest hospitalet, Muniguda, blev vi overraskende og overvældende modtaget af tre af »hindudrengene« og to af deres sønner, nu voksne mænd, med blomsterkranse og buketter. Seks kasteløse og fattige drenge, uden nogen fremtid, som vores chef i 1971, Kai Erland Pedersen, dengang tog sig af - foruden sine fire egne børn og en siden adopteret dreng fra stammefolket khonderne.

Han sørgede for de seks drenges opdragelse og skolegang, og da han forlod Indien i 1974 fik den ældste, Chanchiri, ansvaret, mens Kai fra Danmark fjernstyrede pr. telefon og mail og sørgede for penge til dem, også med bidrag fra anden side, i hvert fald har vi bidraget til Senapati, en af de seks.

Fem af de seks har fået en uddannelse, og de har alle arbejde, tre af dem i gode, vellønnede stillinger, og deres børn igen har også et godt liv og har fået eller er i gang med længerevarende uddannelser. Jeg havde fået kontakt for nogle måneder siden på Facebook (!) med en af dem, siden dukkede flere op, og nu er alle seks eller deres børn på Facebook.

Og dette sygehus er et fantastisk sted.

Startet fra ingenting af Lis Madsen i 1954, i måske den fattigste region i Indiens fattigste delstat Orissa, men samtidig et af de smukkeste steder i Indien, som nu rummer 1.210 mio., hvoraf halvdelen ikke har adgang til et toilet.

Lis Madsen arbejdede alene frem til 1967-1974, hvor Kai Erland Pedersen kom til. Kort efter hans afrejse gik hospitalet fra Dansk Missionsselskab over på indiske hænder, men fortsat kristne. Der drives dog ikke missionsvirksomhed, alle behandles uanset religion (andet ville også være ulovligt). Lis Madsen gik herefter over til at vandre rundt mellem områdets 90 landsbyer, hvoraf de fleste er stammefolk, og hvor hun drev forebyggende virksomhed, især rettet mod mødre og børn.

Sidste år havde man knap 60.000 ambulante besøg og 11.000 indlæggelser, 2.000 fødsler og et tilsvarende antal operationer, i 200 senge, dette for en årlig udgift på ca. 5 mio. danske kr. Over 95% af indtægterne kommer fra patienterne, som betaler for alt, hvis de kan, mens man eftergav for ca. 1 mio. til de fattigste - det princip har altid drevet sygehuset. Der er en mindre indtægt fra gaver udefra, de bruges især til nyanskaffelser og nybygninger.

Hertil en stor public-health virksomhed, især rettet mod mødre-børn og malaria, drevet af en ildsjæl, Johnny Oommen.

Morgenandagt

Dagen på hospitalet starter kl. 7.30 med en halv times morgenandagt på lokalsproget oriya. De fleste sygeplejersker og læger deltager, men få andre, der er ingen tvang. Derefter en stående morgenkonference udenfor, fremlægning af døgnets vigtigste begivenheder.

Stuegang hos de ca. 50 medicinske patienter, der fejler mange ting - men malaria og andre infektioner dominerer. Der er ca. et dødsfald om dagen, også her står malaria højt. Orissa rummer 3% af Indiens befolkning, men 20% af malariatilfældene og 50% af dødsfaldene af denne sygdom, som public health-virksomheden derfor især er rettet mod, blandt andet ved uddeling af myggenet og en indsats for at få landsbyerne til at bruge dem. Men også mange mere komplicerede tilfælde, jævnligt er der dog noget, som vurderes ikke at kunne klares her, og man tilråder måske CT eller MR-skanning på et større sygehus - men de færreste patienter vil. Eller har råd, i hvert fald i første omgang. Men siden vender de tilbage og har ofte skaffet pengene, i hvert fald til en start.

Siden er der ambulatorium med ca. 200 patienter, arbejdsdagen slutter kl. 19-20. Og lørdag er fuld arbejdsdag. Der er nu ansat 17 læger. Jeg følger medicineren, Pragya, som er gift med kirurgen, Sunil. De to er altid til rådighed, hver dag. Pragyas kliniske kunnen er fremragende, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sætter sig ind i sagen, undersøger, tænker, handler, alt overstået på fem minutter - og ikke overfladisk.

Men i forhold til vores sidste besøg for 10 år siden er der sket en ændring af sygdomsmønstret i ambulatoriet - hypertension og diabetes fylder en del, også folk med mindre skavanker. Og de er ikke så syge som for 40 eller blot 10 år siden. Man plejer at tale om to pukler, siger Johnny - når infektionssygdommene er ved at være på retur, er det velfærdssygdommenes tur - men her er de to pukler blevet til en.

Men hvordan kan klodens femtestørste økonomi, kommende supermagt med verdens største guldbeholdning, acceptere, at måske halvdelen af befolkningen har elendige levevilkår uden toilet, at så mange fortsat dør af malaria og tuberkulose, at mere end halvdelen af kvinderne ikke kan læse?

At 75% af sygdomsbehandlingen foregår på private klinikker og hospitaler, som f.eks. dette?

Regeringen har rent faktisk de seneste 10 år gjort en stor og synlig indsats. Der er nu brønde med rent vand og elektricitet i (næsten) alle landsbyer, regeringsklinikker for hver 30.000 indbyggere, skoler overalt - og skolelærernes løn er som lægernes blevet langt bedre. Korruption er stadig et stor t problem, kastesystemet også, især i de små samfund - men dog aftagende. I princippet er al sygdomsbehandling gratis - men i praksis er det så vanskeligt at komme ind på regeringshospitalerne de større steder, at de fleste opgiver og satser på de private - hvis de kan.

Og hvorfor er vi mere og mere fascinerede af dette kolossale land, dette kaotiske, urimelige, uoverskuelige, ubegribelige subkontinent, at vi nu har tilbragt sammenlagt over et år der og rejst over 18.000 km med tog? De fleste enten elsker eller hader det, mange vesterlændinge opgiver ved første kontakt med skraldet og fattigdommen - men der er så uendelig meget andet - jeg har skrevet lidt mere om det på jensjk.blogspot.com, og der er mange billeder på jensjk.dk/india.