Skip to main content

De sociale myndigheder skal ikke »tage syge i kur«

Speciallæge Peter Kaare Østergaard, Frederiksberg. E-mail: info@peterostergaard.dk

15. jan. 2007
3 min.

I min funktion som praktiserende psykiater oplever jeg mere og mere, at de sociale myndigheder tiltager sig en behandlingsautoritet over for deres klienter. Således at man ud fra helbredsmæssige forhold påtvinger en klient »behandling« på grund af sygdom.

Jeg skal her fremkomme med et eksempel ud af mange:

Jeg modtog et orienterende brev fra en kommune, hvori man meddelte mig, at man ville tage kontanthjælpen fra en klient, medmindre denne mødte op til aktivering tre timer hver dag med en efterfølgende stigning i timetallet.

Baggrunden var følgende:

  1. Man havde fra Ringe Rygcenter fået besked om, at det var vigtigt med optræning, hvis han på et tidspunkt skulle kunne klare sig uden krykker.

  2. Man vidste fra undertegnede, at han havde en psykisk lidelse.

  3. Han lå hjemme på gulvet med et tæppe over sig og kom næsten ikke ud, medmindre han skulle besøge egen læge eller psykiater.

Det kan her umiddelbart konstateres, at der er himmelvid forskel på at blive behandlet af sundhedssektoren og socialsektoren, hvis man er syg og har behov for behandling/omsorg.

Som læge har jeg nogle etiske retningslinjer at rette mig efter. Som bekendt skal al behandling foregå i samarbejde med og i overensstemmelse med patienten. Er denne ikke enig i behandlingen, må jeg foreslå noget andet eller måske helt opgive at behandle min patient. Samtidig må jeg ikke - heldigvis - udsætte min patient for repressalier. Gjorde jeg det, ville jeg hurtig høre fra Patientklagenævnet, embedslægen og Sundhedsstyrelsen.

Mener jeg, at min patient pga. sindssygdom er til fare for sig selv eller andre, eller at han pga. sindssygdom vil lide skade på helbredet, hvis han ikke bliver behandlet, er der mulighed for tvangsindlæggelse/tvangsbehandling efter bestemte regler, som bl.a. skal indebære, at politimesteren er enig med mig.

Disse regler skal naturligvis beskytte individet mod overgreb på hans eller hendes integritet.

Vi ser i tilfældet med denne patient, som i så mange andre, at den samme etik ikke er i socialsektoren mhp. at beskytte deres klienters integritet. Tværtimod skrider man til en meget alternativ behandling mod ovennævnte helbredsproblemer, nemlig »tvangsaktivering«, som ikke er lægeligt hensigtsmæssig, men vil betyde en yderligere forværring.

Denne patienthistorie opfatter jeg som et typisk eksempel på, at socialsektoren ikke er uddannet til eller gearet til at »tage syge i kur«. Denne måde at behandle på er et udtryk for kvaksalveri.

Som alle læger ved, sker det, at vi ikke kan helbrede patienten. I de situationer er det vor opgave at lindre lidelserne.

Også her ser vi en stor forskel. Vi ser gentagne gange, at socialsektoren udsætter deres klienter for meningsløse, lidelsesvoldende aktiveringer/arbejdsprøvninger. Desværre sker det, at disse tiltag legitimeres af kolleger, som selv aldrig kunne drømme om noget lignende i deres behandling af deres patienter. Vi ønsker ikke at udsætte vore patienter for udsigtsløs, lidelsesvoldende behandling.

Der er behov for, at vi får øjnene op for, at det er en omgåelse af den etik, der råder i sundhedsvæsenet, og den etik, der råder ved god lægelig behandling, når socialsektoren »tager syge i kur«. Samtidig er der behov for, at dette tages op af Lægeforeningen:

  1. Internt - vi er også læger, når vi har en eller anden funktion i socialsektoren.

  2. Eksternt - det er vigtigt, at vi står vagt om, at lægeligt arbejde udføres eller ledes af læger.