Skip to main content

De syv lægeroller skal bruges vejledende

Som læge er det vigtigt at kunne tænke kreativt og innovativt. Og inspirationen kan søges mange steder, skriver Sedrah Butt i sin klumme.

Sedrah Butt, reservelæge og fagjournalist
E-mail: sedrah_butt@hotmail.com

27. feb. 2019
2 min.

Der skal være plads til at tænkte kreativt og innovativt i lægefaget.

Jeg synes, at det er inspirerende at opleve lægekolleger, der tør tænke innovativt og beskæftige sig med andet end det klassiske lægearbejde. Og fordi jeg havde meget på hjerte, valgte jeg i 2015 at gennemføre en deltidsuddannelse i fagjournalistik. Næsten alle fridage (og sovedage) fra fuldtidsarbejdet blev brugt på undervisning, opgaveskrivning og gruppearbejde.

»Hvad skal du bruge journalistik til? Du er jo læge!«, er den reaktion, jeg ofte møder, når jeg fortæller lægekolleger om, hvad jeg laver ud over lægearbejdet. Samtalen foregår som regel siddende side om side med en lunken kop kaffe foran en computer, mens arbejdet dokumenteres.

Det ville jo f.eks. give mere mening at fokusere på akademikerrollen og skrive videnskabelige artikler frem for at bruge sin værdifulde tid på de journalistiske. Det er selvfølgelig et velment råd i en efterhånden konkurrencepræget lægeverden. Men hvorfor skal vi alle ligne hinanden? Efterhånden er det helligbrøde at afvige fra de syv lægeroller eller at fortolke dem kreativt i jagten på speciallægeuddannelsen. Heldigvis har jeg mødt mange som mig selv, der også kan se potentialet i min fagjournalistuddannelse. Og det har givet mig mulighed og mod til at lave podcasts og skrive debatindlæg og klummer.

Nogle læger vælger at kaste sig ud i formidling og oplysning af befolkningen om sundhed, og andre vælger at udvikle apps til smartphones, der gør kliniklivet lettere for os andre. Enkelte vælger at tage en erhvervsøkonomisk efteruddannelse eller en master i sexologi.

Lad os undgå at tænke alt for firkantet i forhold til de syv lægeroller

Man skal også kunne beskæftige sig med noget, der er meningsfuldt for en selv som individ. Også selvom noget mere konventionelt som f.eks. en post som tillidsrepræsentant eller vagtplanlægger kunne give mere mening i forhold til de syv lægeroller.

Og efterhånden har jeg mødt flere kolleger, der vælger at bruge deres lægefaglighed på en anden måde – enten i en klinisk eller en ikkeklinisk sammenhæng. Skaber det så nogen lægefaglig værdi at arbejde med noget helt andet som læge? Svaret er i min optik: et rungende ja!

Når man arbejder med andre erhverv, begynder man bl.a. at værdsætte sit eget mere.

Lad os undgå at tænke alt for firkantet i forhold til de syv lægeroller og se potentialet i at supplere vores lægefaglighed med kompetencer fra andre erhverv.