Skip to main content

De syv roller version 2.0

Helle Thy Østergaard, overlæge

15. okt. 2012
2 min.

Endnu engang står jeg med en evaluering fra en introduktionslæge, hvor leder- og administratorrollen er vurderet temmelig lav.

Under den uddybende samtale bliver det klart, hvor forskelligt vi opfatter uddannelsen i leder- og administratorrollen på det pågældende uddannelsesniveau. Introduktionslægen tænker på overlægerollemodeller i afdelingen, hvad de kan og gør, som den uddannelsessøgende ikke har fået uddannelse i.

I vores målbeskrivelse formuleres det bl.a. »kan organisere sit arbejde og varetage et effektivt arbejsflow i dagstid og kan prioritere arbejdsopgaver i vagten«.

Efter en diskussion af rollen er vi enige om, hvad man egentlig skal kunne efter et år i specialet, og at der også har været uddannelse i de færdigheder, der beskrives i rollen. Men hvorfor er det ikke tidligere i uddannelsesforløbet blevet synligt, på trods af generelle og specifikke vurderinger i konkrete patientsituationer?

Alle specialer har integreret de syv roller i deres målbeskrivelser og i deres evalueringsprincipper: medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel. Desuden bliver afdelingerne evalueret i forhold til rollerne i inspektorordningen.

I Sundhedsstyrelsens status- og perspektiveringsrapport om Speciallægeuddannelsen konkluderes det, at kendskabet og forståelsen af rollerne er udbredt, men det er vanskeligt at implementere disse i uddannelsen. Specielt når det gælder rollerne leder/administrator, sundhedsfremmer og professionel, er der udfordringer. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at beskrivelsen af de syv roller justeres og nuanceres i forhold til forskellige specialer. Jeg håber, at den nedsatte arbejdsgruppe, der skal redefinere rollerne, vil ændre den danske model - hvor alle roller er ligeværdige - hen imod den oprindelige model (CaNMEDS).

Det vil betyde, at den medicinske rolle defineres som den primære, og de andre roller som uundværlige støtteroller, hvilket får den primære til at udfolde sig maksimalt. De fleste kan blive enige om, at en dygtig medicinsk ekspert ikke er meget værd uden at kunne kommunikere og samarbejde med patienter, pårørende, kollegaer og øvrigt sundhedspersonale, for kun at nævne nogle af de samarbejdsflader, man har som læge.

Det er vigtigt, at rollerne beskrives, så de både bliver eksplicitte og meningsfyldte for alle specialer. Ligeledes er det af stor betydning, at der gives mulighed for at vægte de forskellige roller på en måde, så det passer til de enkelte specialer. Før rollerne diskuteres og implementeres i det daglige lægearbejde, bliver det ikke synligt for de uddannelsessøgende, hvornår og om de uddannes i de forskellige roller.