"Jeg er ofte i tvivl om sundhedsvæsenet gør det rigtige eller blot gør det, der forventes," skriver hospitalsdirektør Henrik Villadsen og peger på screeningsprogrammer, diagnostiske pakker og opfølgningsprgrammer, som sættes i værk for "for en sikkerheds skyld."
Sundhed og sygdom udgør et sært dilemma. Sundhed er forbundet med lykke og velvære, sygdom derimod er forbundet med bekymring og lidelse. Jeg gad vide hvor mange maratonløb der er løbet, og hvor meget spelt der er spist, i håbet om det evige liv?
Trods alle bestræbelser er det imidlertid et uomgængeligt faktum, at enhver enten forulykker eller bliver syg og i sidste ende dør af det. Det er unægteligt noget angstprovokerende selv for en inkarneret betonoptimist som jeg. I et samfund, som bæres af drømmen om det sorgløse og perfekte liv, tør jeg slet ikke tænke på hvor mange fobier, panikangst og neuroser al den ubetingede dødelighed udløser hos andre?
Jeg er ofte i tvivl om sundhedsvæsenet gør det rigtige eller blot gør det der forventes. Vi tilbyder befolkningen storstilede screeningsprogrammer for man kunne jo være syg. Vi tilbyder patienter diagnostiske pakker og opfølgningsprogrammer for en sikkerheds skyld. Gør vi det rigtige eller øger vi unødigt befolkningens og patienternes angst?
Jeg er til gengæld ikke i tvivl om at vi har en veletableret angstindustri i Danmark. Landsdækkende medier gør sygdom til breaking news med overskrifter om alt fra hemmelige symptomer, over farlige medicinbivirkninger til udredning af sygdomme som næppe findes. Det gør hverken danskerne sundere eller mindre syge, men det sælger aviser og øger seertallet. Måske er længsel efter død og ødelæggelse en særlig journalistisk disciplin, tag f.eks. journalisten Tom Kristensens digt fra Hærværk:
Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.
Vi er blevet en nation af bangedanskere, som frygter at selv det mindste skæbneskvulp vil forandre vores perfekte og sorgsløse liv. Vi har en angstindustri, som tjener tykt på at fremme bekymringer fremfor tryghed. Men vi har også et sundhedsvæsen, som hopper med på vognen og ofte imødekommer en unødvendig efterspørgsel. En skrub-af-scanning kan redde en hård dag i klinikken, men vi skal som professionelle påtage os ansvaret og turde sige fra, hvor besværligt det end måtte være.
Lidt angst er man jo altid, men jeg synes vi skal lægge angsten bag os og det gør man bedst ved at konfrontere den. Vi har i fællesskab en opgave i at bekæmpe angstindustriens dans om guldkalven for den gavner kun medieaktionærerne. Vi skal tværtom møde vores patienter som medmennesker og det starter med erkendelsen af, at livet er en mulighed og døden et eksistentielt vilkår. Det sværeste er at få det sagt for intet er mere menneskeligt forpligtigende.
