Det er et forunderligt fænomen at læse medicin i en tid med overflod. Overflod af information, overflod af studerende, overflod af gode råd om burnout og mindfulness. Hvad der ikke er overflod af er introstillinger. Dette paradoks, hvilket let underholder selv de oldgræske filosoffer, tilhører typen, som holder en ung studerende vågen om natten – som regel i selskab af computerskærmens blege lys akkompagneret af et eksistentialistisk krisetic.
Den unge studerende har holdt tænger på OP-stuer, som lugtede fjernt af antibakteriel rens og håb, trukket blod fra usamarbejdsvillige vener og lært, at patienter sjældent er som beskrevet i bøgerne (som i øvrigt heller ikke er helt, som professorerne påstår). Han burde, alt taget i betragtning, føle sig stolt. Dog føler han sig i stedet suspenderet i et limbo mellem taknemmelighed og frygt – en slags akademisk skærsild.
»I kantinen snakker KBU’er sagte om introstillingernes flaskehals. »Det er ikke fair«, siger den ene. »Der er for mange om buddet«. »Det er systemet«, sukker en anden i et forsøg på at hidkalde systemet som en metafysisk svamp, der suger al skyld til sig«Tobias Rygaard Kristiansen, stud.med.
Hans skrivebord er fyldt med artikler om obskure scorer, interviews og metoder. Hans vejleder, en mand af ubestemt alder og uendelig tålmodighed, nævner: »Husk, kære studerende, det vigtigste er at stille det rigtige spørgsmål!«. Det skulle virke inspirerende, selv om det ofte får den studerende til at overveje, hvorvidt »gad vide om jeg får et arbejde?« tæller som et forskningsspørgsmål.
I kantinen snakker KBU’er sagte om introstillingernes flaskehals. »Det er ikke fair«, siger den ene. »Der er for mange om buddet«. »Det er systemet«, sukker en anden i et forsøg på at hidkalde systemet som en metafysisk svamp, der suger al skyld til sig.
Vi ved, at vi er heldige. Alene det at læse medicin er et privilegie uden lige: at røre grænsefladen mellem viden og medfølelse. Vi har følt en mirakuløs puls vende tilbage under vores fingerspidser, følt den stille stolthed fra en døende patient, som siger »tak«, selv om vi endnu ikke er læger. Disse øjeblikke er små, nærmest hellige, menneskelige sakramenter.
Og fremtiden ulmer i horisonten som en låst dør uden nøgle. Der er noget, der ikke stemmer. Politikerne, med deres evindelige optimisme, siger: »Vær fleksibel! Tænk på alternative karriereveje!« – som om vi let og elegant kunne omdanne et kald til en konsulentvirksomhed.
Men måske, tænker vi, er der mening med galskaben. Måske er flaskehalsen ikke kun en strukturel udfordring, men en filosofisk test – en reminder om, at kaldet til medicin ikke handler om sikkerhed og garanti, men om tjeneste. Vi beslutter os for, i et stille øjeblik, at vi bliver ved med at læse, ved med at stille spørgsmål, ved med at grine med vores kollegaer og kæmpe for vores fælles fremtid.
En aften, når vi går hjem fra sygehuset under de blege gadelamper, kan vi læne nakken tilbage og se op på himlen og føle stenen lette fra hjertet. Flaskehalsen findes, ja – men ligeså gør taknemmeligheden. Og mellem disse to sandheder finder vi en lidt vaklende fred som en tone, der lige nøjagtigt bliver holdt længe nok til at blive til musik.
