De vigtigste spørgsmål i tarmkræftscreeningen

I et svar på min kronik i Ugeskrift for læger [1] replicerer Morten Rasmussen, formand for tarmkræftscreeningsdatabasen, på den rejste kritik. Desværre er svarene komplet ubrugelige ift. at tage ved lære af de grundlæggende årsager til det fejlagtige valg om at genindkalde ca. 2.600 nordjyske borgere til tarmcancerscreening. Med dette indlæg vil jeg gøre rede for, hvorfor svarene fra flere beslutningstagere omkring genindkaldelsen er misvisende, og desuden afdække yderligere højst kritisable forhold, som endnu ikke har været fremme i debatten.

Morten Rasmussen fastholder i flere svar med reference til to studier fra hhv. Californien og Polen [2, 3], at adenomdetektionsraten (ADR) for en koloskopør er afgørende for, om kvaliteten er god, om intervalcancer udebliver. Problemet er blot, at disse to studier ikke er sammenlignelige med den danske kontekst. I det ene studie anvendes der slet ikke afføringsprøver forud for koloskopierne og i det andet kun i en brøkdel af kohorten. Således refereres der til studier, som set ud fra et videnskabeligt synspunkt indlysende slet ikke kan appliceres. Studierne beskriver bestemt en association mellem ADR og intervalcancer, javel– men ekstremt vigtigt at forstå er desuden: I Nordjylland fandtes denne association ikke forud for rescreeningen (Årsrapport 2017). Jeg havde ærligt talt forventet et højere videnskabeligt niveau i argumentationen.

Derudover forbigås kernespørgsmålet i såvel min kronik, som i adskillige indlæg – forfattet af nogle af landets førende epidemiologer [4, 5]. Hvad betyder de regionale forskelle i blødningsrisiko? Og hvordan kan Morten Rasmussen og Region Nordjyllands ledelse ikke have interesseret sig for dette, inden man valgte at genindkalde? Jeg savner i den grad svar på, hvorfor man enøjet kiggede på ADR (én ud af adskillige kvalitetsindikatorer), når nu det blev beskrevet meget tidligt i forløbet af undertegnede såvel som af andre kapaciteter på området, at en lang række øvrige omstændigheder og kvalitetsindikatorer netop pegede i en helt anden retning. De nordjyske borgere, vores lægefaglighed og jeg personligt har ærlig talt en begrundet forventning om mere kvalificerede svar på dette.

Det virker desuden ejendommeligt, at Morten Rasmussen og andre beslutningstagere ikke vil svare på, hvorfor de – trods mine og andres tidlige anvisninger – ikke gjorde brug af de data, der faktisk lå til rådighed inden valget om at genindkalde borgere til screening. Dataene er offentliggjort i en rapport i maj 2020 fra RKKP.

Det er positivt, at disse data nu er gjort offentligt tilgængelige, og resultaterne viser lige præcis, at der ingen problemer var i Thisted eller Frederikshavn sammenlignet med i Aalborg forud for rescreeningen. Dette blev selvfølgelig bekræftet af resultatet af rescreeningen. “Nordjyske hospitaler havde styr på kræfttjek”, skrev Nordjyske.dk.

Der »manglede« 70 cancere i Thisted og Frederikshavn, hvis man skulle ramme niveauet for Aalborg. Man fandt ni under rescreeningen, som foregik op til seks år efter en blank koloskopi. Heraf syv i tidligt stadie. Samme billede tegnede sig for fundene af adenomer. Og inden rescreeningen varAalborgs borgere diagnosticeret med marginalt flere cancere (efter en blank screeningskoloskopi) end borgerne Thisted og Frederikshavn (0,7% (Aalborg) vs. 0,6% (både Thisted og Frederikshavn) for slet ikke at tale om dobbelt så mange adenomer (efter en blank koloskopi) [5]. Det er derfor utvetydigt påvist, at kvaliteten var i orden
i det nordligste Danmark ift. at detektere tarmcancer.

Formand for tarmkræftscreeningsdatabasen Morten Rasmussen er blevet tilbudt at svare, men henviser til sine tidligere indlæg i denne debat. Se Ugeskrift for Læger nr. 16 og 17, 2020.